Fakta om mælkebøtter
Mælkebøtter i græsplænen
Bekæmpelse af mælkebøtter
5 metoder til at fjerne mælkebøtter i græsplænen
Herunder kan du læse om 5 effektive stykker værktøj til at fjerne mælkebøtterne med. Læs hvordan du bruger værktøjerne, hvor effektive de er, og hvor stor skade de ellers gør på din græsplæne.
1. Mælkebøttefjerner
Håndtering:
Betjenes stående. Den åbne klo presses ned i jorden omkring plantens rod. Herefter sætter du foden på fodpedalen, og når håndtaget trækkes ind mod kroppen, lukker kloen omkring roden – og trækker planten skråt opad.
Effektivitet:
I blød eller sandet jord fløjter selv meget lange pælerødder op af jorden i fuld længde. I leret og kompakt jord knækker en del af rødderne.
Skade på plænen:
Laver mindre huller end de andre lange ukrudtsfjernere. Til tider er det nødvendigt at bøje sig ned og dække hullet til.
2. Ukrudtsfjerner
Håndtering:
Betjenes stående. De to klinger stikkes i jorden på hver side af planten, og med et lille drej skæres jorden fri rundt om roden. Et fikst katapultsystem “skyder” jord og rod væk fra klingerne – og du er klar igen.
Effektivitet:
Fin til små planter med kortere rødder. Ved lange rødder er klingerne for korte, så roden knækker.
Skade på plænen:
Laver et ret bredt og dybt hul, så du må i de fleste tilfælde ned på knæ og reparere skaden efterfølgende.
3. Aspargesstikker
Håndtering:
Betjenes siddende. Er let at stikke ned i blød jord, mens skærets udformning og “sløvhed” betyder, at du skal bruge kræfter i tør/hård jord.
Effektivitet:
Ved lange rødder skal der hugges og stikkes – en del gange – hele vejen rundt om roden, men så kan du også få selv kæmpestore rødder op i hel tilstand.
Skade på plænen:
Man kan få lavet nogle gevaldige kratere i plænen, før roden er fri, men da arbejdet foregår siddende, skal man jo ikke bøje sig ned for at få dem dækket til.
4. Tidselstikker
Håndtering:
Betjenes stående. Nem og intuitiv: Bores i jorden, drejes rundt – og jord og rod kan trækkes op som en slags jordprøve. Det store og gedigne D-håndtag gør det nemt at trykke det skarpe “spyd” ned i alle jordtyper.
Effektivitet:
Stikker dybt og ret bredt og får selv meget lange rødder op i hel tilstand.
Skade på plænen:
Du kan godt regne med at skulle reparere huller. Efterlader stort og dybt hul. I fugtig/leret jord sidder jorden desværre fast i det cylinderformede hoved og skal derfor ofte pilles ud med håndkraft.
5. Ukrudtsjern
Håndtering:
Betjenes siddende. Den skarpe klinge går let ned i selv hård jord, og håndtagets ende er udformet, så du kan trykke redskabet det sidste stykke ned – med en flad hånd oven på skaftet.
Effektivitet:
Eminent grave- og stikkeredskab med en robust klinge, som er lang nok til at matche selv de længste pælerødder. Får “skovlen under” både store og små rødder i såvel blød som stenhård jord.
Skade på plænen:
Hullets størrelse afhænger af pælerodens længde, men det vil som regel være nødvendigt at reparere lidt, mens du er dernede.