Sådan får du mere biodiversitet i haven

Biodiversiteten er i global krise, og rigtig mange plante- og dyrearter risikerer at uddø. Det påvirker ikke bare naturen, men også os mennesker. I artiklen her kan du læse meget mere om, hvad biodiversitet er, hvorfor det er så vigtigt, og hvordan du selv kan være med til at øge biodiversiteten ved at tænke det ind i din have.

Sådan får du mere biodiversitet i haven

Biodiversiteten er i global krise, og flere plante- og dyrearter risikerer at uddø. Men du kan selv gøre en forskel og få mere biodiversitet i haven.

Vi står overfor en global biodiversitetskrise, og rigtig mange arter er risiko for at uddø. Sådan lyder hovedbudskabet i en rapport fra FN-organisationen Ipbes fra 2019.

Udryddelsen af plante- og dyrearter sker i et tempo, som ikke er set, siden dinosaurerne uddøde. Og desværre er det langt hen af vejen vi menneskers skyld.

Selvom det er en global krise, kan du selv gøre meget for at øge biodiversiteten ved fx at tænke det ind i din have. I artiklen her kan du læse, hvordan du får mere biodiversitet i haven.

Hvad er biodiversitet?

Biodiversitet, også kaldet biologisk diversitet, er et begreb, der dækker over mangfoldigheden af alle levende organismer i et afgrænset område.

Det vil sige, at biodiversitet er alt det mylder af liv, der er på Jorden - både landjorden og i havene.

Hvis der på et område findes mange forskellige organismer, vil biodiversiteten være høj, og omvendt vil biodiversiteten være lav, hvis der ikke findes mange forskellige organismer på området.

Hvorfor er biodiversitet vigtigt?

Regnskoven er et økosystem

Den tropiske regnskov er et af verdens ældste økosystemer, hvor der er en høj biodiversitet pga. den store variation af arter.

Forskere anslår, at en fjerdedel af alle arter i verden er truet af global udryddelse.

Alle organismer og arter, fx bakterier, svampe, insekter, pattedyr, fugle og planter spiller en afgørende rolle i naturens økosystem.

Vi mennesker lever i princippet af tjenester fra økosystemer. Det er et velfungerende økosystem, der fx sørger for plantebestøvning, at vand og luft renses, at klimaet reguleres, at vi har fødevarer, råmaterialer og andre ressourcer, der kan bruges til eks. medicin og andre livsvigtige ting.

Biodiversitet er altså afgørende for et velfungerende økosystem, der igen er vigtigt for, at vi mennesker i det hele taget kan leve.

Jorden er ét stort økosystem, men et økosystem kan også være en eng, en skov eller en sø.
Den tropiske regnskov, der har eksisteret i mere end 60-80 millioner år, betragtes som et af verdens ældste økosystemer. Mere end 50% af alle verdens dyrearter lever i regnskoven.

I regnskoven er der en høj biodiversitet, fordi der findes mange forskellige arter, der har kunnet udvikle sig og tilpasse sig økosystemet gennem flere millioner år.

Hvad skyldes biodiversitetskrisen?

Biodiversitetskrisen er hovedsageligt en krise, som vi menneskers handlinger er skyld i.

På landjorden er årsagen til den lave biodiversitet bl.a., at vi har valgt at udnytte store landarealer og naturressourcer. Der mangler plads og variation i miljø og arter, fordi vi bruger arealerne til fx bebyggelse, infrastruktur, produktion, landbrug og skovbrug.

I havet er det bl.a. overfiskeri, klimaforandringer og ødelagte havbunde, der er årsag til den lave biodiversitet.

Biodiversitet på globalt plan

I dag har langt de fleste lande heldigvis fået et større fokus på klimaforandringer og biodiversitetskrisen.

196 lande, herunder Danmark og alle øvrige EU-lande, i FN's Biodiversitetskonvention har skrevet under på en lang række mål, der alle skal være med til at forbedre biodiversiteten globalt.

Nogle af målene indebærer bl.a. at bevare biodiversiteten i verdens skove ved at etablere beskyttede områder.

Mindre tiltag kan dog også få meget stor betydning for biodiversiteten, og du kan sagtens selv gøre en masse for at bidrage til en højere biodiversitet fx ved at tænke det ind i din have.

Sådan får du mere biodiversitet i haven

Du behøver ikke lave en masse ændringer i din have, før du gør en forskel for biodiversiteten.

Nogle helt små ting, som du kan gøre, er fx at stille frisk vand til fugle og insekter. Eller lade en bunke grene ligge, som insekter og dyr kan bo i.

Når det kommer til biodiversitet, så gør selv de små tiltag en forskel.

Er du klar til at gøre lidt mere, kan du fx sørge for at plante en masse forskellige plantearter og -sorter i haven. Du kan også gøre rigtig meget for at tiltrække flere dyr i haven.

Øg biodiversiteten med flere fugle i haven

Øg biodiversiteten med flere fugle i haven

Flere fugle vil øge biodiversiteten i din have. Alt du skal sørge for er, at fuglene kan finde føde, bygge reder og har adgang til vand i din have.

For at få flere fugle i haven, skal du sørge for, at fuglene har nogle gode gemmesteder, hvor de kan bygge reder og finde føde. Mange træer, buske og planter voksende i forskellige niveauer vil give fuglene nogle gode gemmesteder.

Jo mere variation i træer, buske og planter i din have, jo bedre er det for biodiversiteten generelt.

Derudover skal du sørge for, at fuglene har adgang til vand og føde. Du kan fx lave et fuglebad. Se her hvordan: Støb et fuglebad i beton

Det bedste vil selvfølgelig være, at fuglene selv kan finde føde og bygge reder i din have, men du kan også hjælpe dem lidt på vej ved at bygge et foderbræt eller fuglehus til dem.

LÆS MERE: Sådan gør du din have til et fugleparadis

Få flere insekter i haven

Med flere insekter i haven vil du ikke kun tiltrække flere fugle, som lever af insekterne. Du kan også være så heldig, at der flytter pindsvin ind i haven.

Pindsvin lever bl.a. af insekter og snegle og er derfor et rigtig godt nyttedyr at have i sin have.

For at få pindsvin i haven kræver det - udover adgang til føde og vand - at pindsvinet har et sted, hvor det kan bo. Pindsvin er glade for at bo i fx bladbunker. De kan også finde på at flytte ind i brændeskuret, hvor der er lunt og fred og ro.

Du kan også selv bygge et pindsvinehus. Se her hvordan: Byg dit eget pindsvinehus til haven

For at få mange forskellige insekter i haven, skal du plante mange forskellige planter og blomster.

Der findes mange forskellige stauder, der er gode til at tiltrække insekter.

LÆS MERE: Gode råd til stauder i haven

Hvepse og bier i haven er også godt for biodiversiteten. Igen handler det om at plante mange forskellige blomster, der kan tiltrække hvepse og bier.

Har du mange insekter i haven, vil du også få besøg af flere af de større af slagsen. Nogle insekter kan sågar også være en hjælp i køkkenhaven, da nogle af dem fx spiser bladlus. Den helt store fordel ved at have mange fugle i haven er, at fuglene æder de insekter, der har det med at spise din køkkenhave.

For at tiltrække insekter til din have, kan du opstille et insekthotel, hvor insekterne kan opholde sig i ly for vinteren.

Se her, hvordan du bygger et insekthotel: Lækkert insekthotel af gamle brædder

Mere biodiversitet i haven med flere insekter

Flere insekter vil øge biodiversiteten i haven. Du kan fx bygge et insekthotel for at tiltrække insekterne.

Det vigtigste for dyrelivet i haven er, at der er adgang til vand. Er der vand i haven, vil du kunne tiltrække både fugle, insekter, padder og pattedyr.

For at sikre adgang til vand i haven, kan du udover et fuglebad, anlægge en havedam med vandplanter.

Et havebassin vil kunne tiltrække bl.a. skrubtudser, som også er et rigtig godt nyttedyr at have, da de spiser snegle.

Se byggevejledningen: Havebassin på en weekend

Mindre kan dog også gøre det, og du kan også bare fylde nogle kar med vand, så insekterne kan komme til.

Øg biodiversiteten i haven med vand

Det vigtigste for dyrelivet i haven er adgangen til vand. Du behøver ikke anlægge et havebassin for at tiltrække flere dyrearter i haven - et kar med vand er også rigeligt.

Undgå for meget oprydning

Mere biodiversitet i haven med dødt træ

Biodiversitet i haven kan øges ved at lade haveaffald og dødt træ ligge. Her kan dyr og insekter finde ly og føde.

Haveaffald pynter ikke ligefrem, men det kan faktisk fungere som en rigtig god bolig for de små dyr og insekter.

Derudover vil haveaffaldet med tiden blive til kompost. Dyr og mikroorganismer er med til at nedbryde og omsætte haveaffaldet, så næringsstofferne, der oprindeligt var i haveaffaldet, igen bliver tilgængelige. Komposten kan du så til sidst bruge i din have som gødning. I mellemtiden er affaldet fødekilde for mange mikroorganismer og insekter.

Hvis du fx har fældet et træ, kan du for at øge biodiversiteten undlade at fjerne træstubben, så det døde træ kan fungere som fødekilde for insekter. Med tiden vil træstubben blive til muld.

Du kan også med fordel lade grene- og bladbunker ligge i haven indtil foråret, så insekterne har et skjul og et sted at overvintre.

Hvis du ikke bryder dig om at lade bunkerne ligge i haven, kan du bygge et kvashegn til dit haveaffald.

Et kvashegn lavet af fx tørre kviste, grene og andre træstykker og haveaffald vil skabe et naturligt levested for smådyr, insekter og fugle og på den måde være med til at fremme biodiversiteten i haven.

Se her hvordan du bygger et kvashegn: Sådan laver du et kvashegn

Vild med vilje

Uklippet græs for at øge biodiversiteten

For at øge biodiversiteten i haven kan du starte i det små med blot at lade være med at klippe et lille afgrænset område i din græsplæne.

En have, der ikke bliver passet og plejet, vil være et godt bosted for insekter og dyr. Derfor er det faktisk godt for biodiversiteten med en have, der er “vild med vilje”. Det vil fx sige, at buske og hække ikke beskæres, at bladbunker og dødt ved får lov at ligge, og at der hverken bruges gift eller gødning.

De fleste haveejere holder dog af at passe og pleje haven, og det kan derfor være for stor en udfordring bare at lade haven stå til eller at indrette haven 100% i forhold til biodiversitet.

Hvis du ikke ønsker at lave en masse ændringer i din have for at øge biodiversiteten, kan du også gøre det mere kontrolleret og fx nøjes med at lade være med at klippe et lille afgrænset område i din græsplæne.

Du kan også plante en masse forskellige planter i et højbed, så der er mere styr på planterne.