Bekæmpelse af myrer - sådan gør du!

Hvordan slipper man af med myrer? De bittesmå myrer kan være en stor plage både indendørs og udendørs, men heldigvis kan du selv gøre meget for at undgå dem. Her får du vores bedste tips til bekæmpelse af myrer indendørs og udendørs.

Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.

Fakta om myrer

Sorte myrer

Den sorte havemyrer er den mest udbredte, når der er myrer i huset eller i haven.

Myrer er små insekter, som findes over det meste af verden. De små insekter er som regel ikke større end 3 til 9 millimeter. Myrer bor i myrebo, og et bo kan huse omkring en halv til en hel million myrer.

Der findes forskellige arter af myrer, men når du oplever myrer i huset eller på terrassen og i haven, er der typisk tale om den sorte havemyre.
Af andre arter kan nævnes røde myrer, som oftest lever i skoven samt den gule engmyre, som typisk lever i underjorden i enge og overdrev. De store sorte herkulesmyrer er de værste, da de spiser træværket i huset.

Myrer indendørs er typisk et forårsfænomen. Senere på sommeren foretrækker de at søge føde udendørs.

Myrer i huset

Ser du små sandbunker langs fodlister og sprækker, er det ret så sikkert, at du har fået myrer indenfor.

Myrerne kan have bygget et myrebo under gulvet i dit hus, og er de først kommet indendørs, kan det være lidt af en udfordring at slippe af med dem igen.

Læs om flere skadedyr i hjemmet her.

Hvad spiser myrer?

Hvad spiser myrer?

Myrer er egentlig rovdyr, men de elsker også sukker.

Egentlig er myrer rovdyr, som spiser andre insekter, men myrer har også en svaghed for søde sager.

Myrer går derfor rigtig gerne efter noget med sukker i. Har du myrer i køkkenet, ses de typisk krible rundt på køkkenbordet, hvor de leder efter sukker.

Myrerne udlægger duftspor, hvis de finder mad, og sporet lokker nye myrer til.

Læs mere om: Sådan bekæmper du skadedyr i køkkenet

Er myrer farlige?

Den sorte havemyre er ganske ufarlig for mennesker, men det kan naturligvis være problematisk, hvis myrerne går i dine fødevarer.

De almindelige sorte myrer er ikke alene dødirriterende, de er også et problem, hvis de slår sig ned under terrassen og underminerer den. Med tiden kommer der kanter, du kan snuble over.

Har du fået besøg af herkulesmyrer, kan du få behov for professionel hjælp, da de kan lave store skader på træværket i dit hus.

Du bør undersøge, om din forsikring dækker angreb af herkulesmyrer. De fleste forsikringer dækker kun trænedbrydende insektangreb, så er du plaget af de almindelige sorte havemyrer, er du ikke dækket.

Myrer på terrassen og i haven

Myrer i haven

De små bunker sand i flisefugerne er tydelige tegn på, at myrerne har gang i gravearbejdet nedenunder.

Det kan selvfølgelig være irriterende at have myrer i haven. Myrerne er dog en naturlig del af haven, og de små insekter bidrager også til biodiversiteten. Desuden er myrerne en del af den naturlige fødekæde i naturen. Myrerne spiser fx nogle af havens andre skadedyr og lopper.

Har du myrer i terrassen, kan det dog være et større problem. Du kan risikere at snuble over fliserne, og de små sandbunker er heller ikke et kønt syn.

Slip af med myrer

Det er ikke let at slippe fuldstændigt for myrer, hverken indendørs eller udendørs.

Hvis der bor for mange myrer i samme myrebo, vil myrerne udvikle vinger og flyve væk for at finde et nyt myrebo. Disse myrer kaldes også flyvemyrer.

Synes du, at der kommer flere og flere myrer til og måske flyvende myrer, kan det altså skyldes, at du ikke har fået behandlet et eksisterende myrebo, som nu er blevet overbeboet.

Selvom du udrydder de fleste af myrerne i et bo, vil der (næsten) altid være nogle overlevende. Og det kan være svært at undgå, at de starter et nyt bo i ret kort afstand fra det gamle.

For at undgå myrer så vidt muligt kan du gøre følgende:

  1. Fjern madrester, som kan tiltrække myrerne
  2. Sørg for ikke at have tallerkener eller tomme dåser stående på køkkenbordet eller på terrassen
  3. Tøm skraldespanden hyppigt
  4. Luk revner og sprækker i gulvet

Bekæmpelse af myrer

Middel mod myrer

Du kan forsøge at slippe af med myrerne ved at sætte myrelokkedåser ud, hvor myrerne færdes.

Det kan være svært at komme myrer i huset fuldstændigt til livs, men der er stadig nogle simple ting, som du selv kan gøre.

Der findes en masse husråd mod myrer om fx at bruge bagepulver mod myrer og kaffegrums mod myrer. Nogle råd lyder også, at du skal bruge eddike eller kanel mod myrer, men langt de fleste af husmoderrådene er knapt så effektive.

Hvis du vil slippe af med myrer i huset eller udenfor, skal du først og fremmest finde myreboet og ødelægge det. Kan du ikke lokalisere boet, må du forsøge at slå myrerne ihjel på anden vis. Du kan fx sætte myrelokkedåser ved sprækkerne i gulvet, hvor myrerne kan komme fra, eller på køkkenbordet.

Det bedste middel mod myrer er dog gift fx myrepudder. Det kan hurtigt blive en dyr affære, hvis du skal købe gift til bekæmpelse af myrer. Du kan dog også lave din egen myregift.

LÆS OGSÅ: 6 tips: Sådan undgår du skægkræ

Opskrift på middel mod myrer

Alt du skal bruge for at lave din egen myregift er:

  • 2 pakker gær
  • 1 dl. sukker
  • 1 dl. vand

Ingredienserne skal blandes grundigt.

Derefter skal du lægge myregiften ud, hvor myrerne færdes, og der hvor de kommer ind i huset eller på terrassen. Myrerne tiltrækkes af giften og tager den med ned i myreboet.

Myrerne går gerne efter at spise sukkeret, men de kan ikke tåle gæren, som får deres maver til at eksplodere.

Skal du bekæmpe myrer i haven, kan du måske få større succes ved at blande 50/50 dele flormelis med kartoffelmel. Myrerne elsker nemlig flormelis, men kan overhovedet ikke tåle kartoffelmel, og myrerne vil derfor spise sig selv til døden.