Intro
Vejledning
01
Sådan bygges ovnen
8
Trin
Den her nemme pizzaovn skal ikke nødvendigvis holde mange sæsoner. Det betyder, at du ikke behøver at fokusere særlig meget på ovnens udseende og finish. Du skal derimod forsøge at lave den så tæt som muligt for at få mest mulig varme ud af den. Ovnen kan mures op med ildfast mørtel eller blot med helt almindelig bakkemørtel. En anden mulighed er at sætte stenene så tæt som muligt for til sidst at dække hele ovnen til med jord. Læs med her, og se vores bud på en nem, billig og sjov upcycling-ovn.
Start med at grave 5 cm af, hvor ovnen skal stå. Ovnen kan sagtens laves oppe i højden, men det kræver, at der støbes en bundplade, og at der laves en stabil bundramme til den forholdsvis tunge ovn.
Fyld hullet op med stabilgrus, og ret det af. Placér herefter en betonflise, som kan danne ovnens bund.
Den første række lægges ud, så fugerne mellem stenene bliver nogenlunde ens. Det er ikke vigtigt, at det passer præcist. Prøv at få det til at passe med hele sten, så du skal skære mindst muligt.
Stabl 3-4 rækker sten oven på hinanden. Sørg for, at opstillingen er lige, og husk, at hvert skifte skal forskydes, så der er et fornuftigt forbandt.
Markér stenene løbende, når ovnen prøvesamles. Det gør det meget nemmere, hvis den senere skal adskilles og mures op.
Den ildfaste sten lægges på. Mellem bagvæggen af ovnen og den ildfaste sten laves et mellemrum på ca. 10 cm, som danner en kanal mellem de to rum.
Der lægges yderligere to lag sten oven på den ildfaste sten, inden der afsluttes med endnu en betonflise. Det øverste kammer er omkring 30 % mindre end det nederste.
Materialer
- Ca. 60 stk. herregårdssten
- Betonfliser, 40 x 40 cm
- 1 ildfast sten, 46 x 46 x 6,5 cm
- 15 l stabilgrus
Specialværktøj
- Vinkelsliber med diamantskæreskive.
Tidsforbrug
En formiddag.
Pris
0-500 kr.
Sværhedsgrad
Denne ovn er supernem at lave. Der kan gøres mere ud af den, men det er ikke en nødvendighed i forhold til funktionaliteten.