Mal pudsen på

Drømmer du om en hvidpudset facade, kommer du hurtigt og flot i mål med et smart produkt fra Skalflex. Den indfarvede puds kan nemlig males direkte på facaden. Du sparer dermed en masse krævende pudsearbejde. Vi viser dig, hvordan du gør.

Skalcem 1000 er en finkornet, mathvid, cementbaseret puds, der kan bruges på mineralske underlag som puds, tegl, letklinker og beton samt glatte og kløvede kalksandsten. Det eneste, du skal bruge for at komme i gang, er en spand med 25 kg puds og 5-7 liter rent, koldt vand, der blandes grundigt med et røreværk. Herefter er det bare at påføre pudsen med kost, stålbræt, spartel eller rulle.

For at sikre bedst mulig vedhæftning skal døgntemperaturen være mellem 5 og 25 grader. Overfladen er tør efter et døgn ved 15 grader. Du skal dog være opmærksom på, at det tager ca. en måned, før pudsen er hærdet helt igennem. Når først den er hærdet, kan du til gengæld vaske den, lige så tosset du vil, med din højtryksrenser.

Den slidstærke, kalkmatte puds er desuden diffusionsåben. Det betyder, at murværket kan ånde og dermed afgive ophobet fugt.

Sådan gør du

1. Gør murværket vådt, efter at du har gjort det rent for støv og snavs. Er murværket nyopført, skal du sikre dig, at det er tørt, gennemhærdet og fri for salte.

2. Hæld 25 kg Skalcem 1000 i en stor murerspand, og tilsæt 5-7 liter rent, koldt vand. Bland pudsen grundigt med et røreværk, til det har en ensartet og cremet konsistens. Det er vigtigt, at pudsen er forholdsvis våd, hvis du vælger at koste den på.

3. Dyp ca. halvdelen af kosten i pudsen, og mal den på. Ved at påføre pudsen med diagonale strøg undgår du at trække den puds af, som lægger sig i fugerne. Sørg for at træde et par skridt tilbage undervejs, og kig grundigt på facaden, så du kan se, om det ser harmonisk ud.

4. Mal 2-3 m2 ad gangen, og sørg for at dække sokkel og fliser grundigt af. Det er også en rigtig god idé at anskaffe en stabil arbejdsskammel – eller to. Den er nemmere at stå på end en stige, og så kan du sidde på den, når du skal male den nederste del af facaden.

    Andre læser lige nu ...