Tre ekstra m2 i gæsteværelset

Når pladsen er trang, skal møblerne være smarte. Sofaen her har indbyggede skuffer og fylder kun 1,5 m². Men den kan hurtigt laves om til både dobbeltseng og hjørnesofa.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
5 dage
Pris
4.000 kroner

Intro

Der er ikke noget så lækkert som møbler, der både er flotte, praktiske og 100 procent skræddersyede til det rum, de står i.

Alt dette får du i denne artikel, hvor du kan se, hvordan du bygger en multifuntionel sofa. Møblet er bygget til et tiny-house, så hver kubikcentimeter tæller, og selvom sofaen kun fylder halvanden kvadratmeter i grundareal, så kan den rigtig mange ting.

Vi viser dig alle de smarte funktioner, der er bygget ind i sofaen, herunder opbevaringsmuligheder, strøm og en siddeflade, der kan fordobles på få sekunder.

Vi gennemgår den grundlæggende konstruktion – trin for trin. Og desuden viser vi sofaen i en målfast 3D-tegning, så det er nemt at gennemskue, hvordan møblet fungerer. Så kan du ttilpasse designet til dit eget hjem.

Vejledning

01
Skelet 5 Trin

Bag maling og hynder er sofaen ganske enkel. I bunden består den af fire rum, to små på hver deres side af to store. De store rum huser hver en skuffe af træ, der kan trækkes ud og skubbes ind på skinner.

Trækonstruktionen med de fire rum bærer på 42 lister, som madrasserne kan ligge på. Hver anden liste kan dog trækkes med ud, så sofaen kan blive dobbelt så dyb på tværs af hele sin bredde eller blot som chaiselong i den ene eller den anden side.

1

Sofaen er bygget til rummet. Skelettet er konstrueret på stedet og er fæstnet til væggen bagved. Der er tale om paskram, der er skræddersyet til rummet i sådan en grad, at gerigterne skal af døren, hvis sofaen skal flyttes.

2

Et letvægtstræskelet med plads til opbevaring. Sofaen er stort set udelukkende bygget i træ, men der er valgt en smart blanding af tykke krydsfinerplader og relativt tynde lister, der tilsammen sikrer en stærk konstruktion med plads til to store skuffer under siddefladen.

3

Siddefladen består af 42 lister. Når sofaen står skubbet sammen, sidder listerne alle side om side.

4

Listerne kan trækkes med ud. Det er kun hver anden liste, der er fastmonteret under siddefladen. De resterende er monteret i to grupper, der kan trækkes ud som chaiselonger i hver deres side af sofaen eller sammen, så sofaen bliver til en stor seng. Der er hynder til de ekstra overflader skjult i ryglænet.

5

Skjulte støtteben kan foldes ud. Når chaiselongerne er trukket ud, kan to støtteben foldes ud og bære vægten foran. Støttebenene er monteret med gennemgående bolte, så de kan rotere og foldes op under siddefladen.

02
Opbevaring 5 Trin

Møblet er spækket med opbevaringsrum, så pladsen udnyttes optimalt. Fire af rummene er umiddelbart tilgængelige og tiltænkt opbevaring, mens det femte er skjult under siddefladen og beregnet til en wi-fi-router.

Der er desuden tænkt et par strømstik ind i designet, så du uden videre kan lade en telefon eller PC, mens du sidder ned.

1

Ryglænet skjuler ekstra hynder. Når sofaen trækkes ud, skal der selvfølgelig bruges ekstra hynder. Derfor er ryglænet bygget som en skal, der kan skjule to ekstra hynder.

2

Der er plads til en brandslukker i armlænet, som er let at få fat på, uanset hvor det brænder. Der er også indrettet en ladestation med strømudtag i armlænet.

3

Der er masser af plads til opbevaring i bunden af sofaen. Der er nemlig ikke mindre end tre rummelige skuffer bygget ind i møblet. Skufferne er monteret på skinner, så de er lette at trække ud, og de udnytter hele arealet under sofaen.

4

Listerne gemmer på et hemmeligt rum. Den sidste af de lister, der udgør siddefladen, kan vippes op og skjuler et sidste hemmeligt rum. En vippende liste gemmer på et lille rum med plads til en wi-fi-router.

5

Der er plads til en router, strøm og et internetstik. Det sidste opbevaringsrum bruges til at gemme husets internetudstyr væk.

03
Finish 2 Trin

Sofaen her er lavet med en meget stilren og stringent finish. Selve sofaen er primært bygget i krydsfiner, som er malet grønt.

Det står i kontrast til armlænet og forkanten af de to udtrækkelige chaiselonger, som er lavet af en gammel egetræsbordplade. Hynderne er specialfremstillet på mål af en professionel.

1

Sofaens farver står i fin kontrast. Mørkegrønne plader, lakeret egetræ og gråt tekstil fungerer altid. Det gælder også i dette tilfælde.

2

Grebene er fræset ud. Sofaen emmer af overskud. Det er tydeligt, når man fx kigger på de greb, der skal bruges til at åbne og lukke skuffer og armlæn. De er fræset ud i bløde kurver, som giver god plads til fingrene uden egentlig at lave hul igennem møblet.

Materialer

  • 18 mm bordplade (her eg), 0,4 m²
  • 15 mm krydsfiner (her poppel), 6,75 m²
  • 23 x 48 mm lister, høvlede, 201 m

Desuden

Tidsforbrug

4-5 dage plus tørretid.

Pris

Ca. 4.000 kr. plus madrasser.

Sværhedsgrad

Det kræver præcision at bygge sofaen, så den fungerer godt.

Tegning

Video

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

TIP: Stopklods til kapsaven

Video

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.