1. Skoreol til de få sko
Skoreolen her fylder ganske lidt og er let at bygge. Den er lavet af mdf-plade og består af en bagplade, der er lidt længere end skoene. Foroven på pladen er der bygget en holder, som skosnuderne stikkes op i, når de sættes på plads i reolen på højkant.
I holderen er der monteret børster, som holder skoene på plads. Børsterne er placeret, så de sidder skjult i holderen. Nederst på pladen sidder en liste, som skoene kan hvile på.
Når skoreolen er bygget færdig, skrues den bare op på væggen. Den er let at tilpasse på mål, så du får plads til opbevaring af det antal sko, du ønsker. Denne har plads til fire par. -A.J.
2. Skoskab med skydelåger til de grimme sko
Vi var trætte af at have alt for mange sko i entreen, der altid stod hulter til bulter. Vi havde brug for et skoskab med plads til opbevaring af mange sko, og hvor skoene er gemt af vejen.
Sådan et har jeg nu bygget af træ. Jeg har lavet fire aflange kasser, som er samlet til én stor. I hver kasse er der plads til tre par sko, så skabet kan rumme 12 par i alt.
Fronten på hver kasse består af en skydelåge, der blot er en malet plade med et hul i, så den er nem at trække frem og tilbage. Skydelågerne er fastgjort med lister. -L.H.
3. Lukket skoskab til opbevaring af beskidte sko
Jeg har bygget et praktisk skoskab til min entré med plads til beskidte sko og støvler. Så er jeg fri for at rode med aviser eller bruge andre midlertidige løsninger, når vi fx kommer hjem med mudrede eller sjappede støvler, som kan “drysse” af ned i bakken.
BYG SELV: Det geniale skoskab
Jeg har brugt et skab, som jeg har købt færdigt, og i stedet for en almindelig hylde har jeg sat alulister op. De er monteret til to lister fastgjort i skabets sider. Under alulisterne er placeret en bakke af træ, som kan tages ud, så skidtet nemt kan fjernes. -C.A.
4. Blændet dør blev til skoskab med plads til de mange sko
Da vi blændede en dør, lod vi døren være og nøjedes med at lukke af på den ene side. I det lille rum bag døren opbevarer vi nu sko. Vi har sat rundstokke op mellem dørkarmene fra top til bund i det lille “skab”.
BYG SELV: Skab med plads til mange sko
To rundstokke holder en række sko på plads. Nederste rundstok er placeret ved væggen, herpå hviler skoenes snuder. Den anden rundstok sidder ca. 15 cm højere oppe yderst i dørkarmen og holder resten af skoen. Det giver plads til opbevaring af en masse sko, oven i købet gemt godt væk. -O.H.