Intro
Vejledning
01
Byg pladens grundform
7
Trin
Formen er det allervigtigste, når du støber. Den bestemmer, hvordan din bordplade ender med at se ud. Så sjusker du her, kan det ses på den færdigstøbte køkkenbordplade.
Husk, at det, der bliver oversiden af din bordplade, er det, der vender nedad i formen. Du skal altså tænke det hele spejlvendt eller “på hovedet”. Brug tegningen herover, så du bevarer overblikket undervejs.
Hulkelen bygger vi af kvartstafflister. En kvartstaffer en kvart rundstok. En liste på 33 x 33 mm giver en krumning, der passer godt. Sav listerne i smig (45 grader).
Listerne samles og skrues fast til støbepladen med 4 x 50 mm skruer. Brug lim i samlingerne, og husk at bore for til skruerne. Listerne skrues fast til støbepladen med samme størrelse skruer.
Siderne på formen består af krydsfiner. Når de er skruet fast på siden af støbepladen, skal de rage præcis 36 mm op. Reference listen sikrer, at højden bliver ens overalt.
Skru siderne sammen. Men på bagkanten, hvor hulkelen skal være, skal du starte med at tage en stump støbeplade (15 mm tyk) og bruge den til at sikre afstand ind til selve pladen/kvartstafflisten. Mellemrummet skaber i sidste ende hulkelens vandrette overkant.
Sæt bundlisterne på. Her har vi vendt hele formen om. Listerne danner over-fladen af hulkelen. Skruerne sættes i en vinkel, så de rammer ned i kvartstaff-listen. Streg borevinklen op på listerne.
Skru bundlisterne fast i den vinkel, du har streget op. Brug 4 x 40 mm skruer. Skru herefter en skrue lodret ned igennem bundlisten og ned i siderammen, så hele formen hænger sammen. Fjern afstandsklodserne.
02
Lav hul til vasken
5
Trin
Når vi skal lave et hul til køkkenvasken, skal vi igen tænke “på hovedet”. Vi skal bygge en forhindring, som betonen løber udenom. Og da vi gerne vil have vaskens kanter (her 4 mm) i plan med betonbordpladen, laver vi en smal kant, der netop skaber en 4 mm forsænkning rundt om selve vasken.
Rammen, der skaber forhindringen, er af krydsfiner. Den skal lakeres grundigt, så den ikke hænger fast i betonen, når vi skal støbe.
Streg vaskens form op på et stykke krydsfiner (læg cirka 2 mm til hele vejen rundt). Vaskens kant er her 4 mm tyk, så det samme er krydsfinerpladen.
Skær pladen ud efter din opstregning. De lige snit klarer dyksaven/rundsaven. De afrundede hjørner er et job for stik saven. Alle snitflader skal slibes glatte.
Saml en ramme, der skal skabe forhindringen, som betonen skal løbe udenom. Læg 22 mm krydsfinerliste helt tæt om kring vasken, og skru den sammen med 4 x 40 mm skruer.
Placér forhindringen, og skru den fast. Rammen er centreret på krydsfinerpladen, så der er 16 mm luft hele vejen rundt. De 16 mm svarer til den tynde kant (flangen) på vasken - den, som skal ligge i plan med bordpladen. Mål nøje op, og tjek, at du har gjort det rigtigt. Det hele vender på hovedet! Skruerne skal netop kunne nå ned i støbepladen.
03
Gør klar til støbning
7
Trin
Beton er hårdt, men det knækker faktisk ret nemt, særligt når det handler om lange bordplader. Derfor skal betonen forstærkes.
Her armerer vi med armeringsnet (rionet) og armeringsjern. Du kan også armere med fibre; det bliver blot lidt dyrere end løsningen her.
Vi vælger at blande vores beton selv. Også den kan du købe færdigblandet, igen til en lidt højere pris. Vil du spare arbejde, må du bruge penge.
Skær armeringsnettet til. Det skal dække hele pladen og bukkes ned i hulkelens krumning med slag fra en mukkert. Nettet skal gå cirka 2 cm ned i hulkelen.
Bind 10 mm rundjern (armeringsjern) til armeringsnettet med ståltråd. Jernene skal sidde på begge bordpladens langsider for at give ekstra styrke langs kanten, ikke mindst på de smalle stykker langs vasken.
Ret arbejdsbordet op. Uanset om du har et bord eller en plade på bukke under din form, skal det stå fuldkommen stabilt og i vater på alle ledder, så bordpladen bliver lige tyk overalt. Læg støbeformen ovenpå.
Smør formen med olie. Alle de flader, betonen berører, skal smøres, så betonen ikke hænger i, når den er hærdet.
Løft armeringen op. Den skal være placeret midt i formen og med et par centimeters afstand til siderne, så armeringen ikke bliver synlig.
Bland betonen. Vi blander den selv efter formlen 1:2:3, altså en del cement, to dele sand og tre dele småsten. Bland først de tørre dele, og tilsæt vand, til du har en lind, grødagtig beton.
04
Støb pladen
5
Trin
Nu bliver det sjovt - og en lille smule stressende. Hvis du vil have en helt ensartet overflade på bordet, skal du helst hælde al beton i på én gang. Du skal altså blande ganske meget, og det kræver en blandemaskine.
Her hælder vi betonen op med en spand. Det går muligvis ikke helt hurtigt nok, men da vi gerne vil have et vist spil på bordfladen, lever vi med det. Men der er altså stadig et vist tempo på.
Hæld betonen i formen. Afhængigt af konsistensen må betonen hjælpes ud i hjørnerne med en murske eller et pudsebræt.
Nu skal betonen vibreres. Bank på formen, ryst, løft, og slip den hårdt og kontant, så massen kommer ud i alle hjørner.
Hjælp betonen helt ud i hjørnerne. Under vibreringen må du fylde efter og trække betonen ud, så den fylder hele formen ud helt op til kanten.
Vip bordet, og vær kreativ: Montér fx en kraftig bolt i en slagskruemaskine, og slå på formens kanter med den. Træk overfladen af med et langt bræt i zigzagbevægelser. Al luft skal slås ud af betonen.
05
Læg pladen på plads
5
Trin
Nu bliver det tungt. Den støbte bordplade skal løftes ud af formen og ind i køkkenet. Vi har to plader: en med vask og en mindre uden. De to skal samles i en ret vinkel.
Alliér dig med venner eller naboer, og vær forsigtig, når du flytter pladen. Den kan knække, hvis du er uheldig.
Vi samler de to bordplader og fuger vasken med vådrumssilikone. Fugen kan holde til vand, og den er nem at skifte, når den med tiden bliver kedelig at se på. Læs om hærdetiden på patronen.
Læg pladen/pladerne på plads. En beton bordplade på 100 kg skal ikke gøres fast. Det klarer tyngdekraften. Vi har to plader, der mødes i en ret vinkel. De skal samles og får et fugestop i overgangen.
Luk sprækken med silikone. Vådrums silikonen kan holde til livet på køkkenbordet. Læg tape langs bordpladekanterne, og glat fugen ud med en fugepind eller brik. Gør det samme langs kanten ind mod væggen.
Lim vasken i, og sæt den i spænd. Vasken er limet til bordpladen med vådrumsklæber, og med lidt opfindsomhed er det lykkedes at sætte den i spænd.
Læg en silikonefuge rundt om vasken. Den skal sikre, at der ikke siver vand ned mellem vask og bordplade.
06
Beskyt med voks
2
Trin
Du kan købe masser af plejemidler til betonbordplader, eller du kan blande dit eget fra bunden.
Vi vælger her en færdigblanding af linolie og hvidpigmenteret bivoks. Det giver en letflydende voks, som trænger godt ned i pladen. Det hvide pigment lysner bordpladen betydeligt. Vil du bevare betonens grå farve, skal du vælge voks uden farve. En polermaskine eller en excentersliber med polerskive er en stor hjælp.
Smør voksen på bordpladen med en svamp. Hvis der er små lufthuller i pladen, kan du varme lidt voks hen over hullerne med en varmluftpistol, så de bliver fyldt.
Materialer
- 15 mm støbeplade
- 18 og 22 mm krydsfinerplader
- 33 x 33 mm kvartstaffliste
- 25 kg cement
- 50 kg murergrus
- 75 kg små ærtesten (4-8 mm)
- Armeringsnet (4 mm) og armeringsjern (10 mm)
- Skruer: 4 x 40 og 4 x 50 mm
- Ståltråd
- Trælim og lak
- Træspartelmasse
- Hvidpigmenteret linolievoks
Specialværktøj
- Røreværk
- Evt. polermaskine
Tidsforbrug
2-3 dage til formen, en halv dag til støbning. 4 ugers hærdetid.
Pris
Vi byggede to plader på i alt 350 x 63,3 cm for 1.600 kr.
Sværhedsgrad
Du skal være god til at bygge. Den største udfordring er at skulle spejlvende alt i hovedet undervejs. Mål hellere en gang ekstra end en gang for lidt.