Intro
Vejledning
01
Underlaget
5
Trin
Køkkenbordets underlag består af 20-mm-MDF-plader, der er skåret til på længden. Ovenpå lægges 15 mm tykke Wedi-plader, der er et vådrumsmateriale, hvilket er praktisk i køkkenets vådzoneområde omkring vasken. MDF-pladerne skrues fast til underskabene, mens Wedi-pladerne limes fast.
MDF-pladen lægges på plads på underskabene og fastgøres med selvskærende træskruer, 35 mm lange. Der er valgt en kraftig MDF-plade på 20 mm for at give bordpladen styrke.
Placér Wedi-pladen oven på MDF-pladen, og streg op, hvor der skal skæres hul til kogeplade og vask. Det er let at skære Wedi-plader til med en fukssvans. Brug en gammel, da det slider noget på klingen.
Tjek, om hullet i Wedi-pladen passer med hullet i MDF-pladen. Det er vigtigt med præcision, så kogeplade og vask kommer til at sidde godt. Der er kun plads til 2 mm’s forskydning mellem de to plader.
Put lim på MDF-pladen, så Wedi-pladen kan fastgøres. Her bruges en elastisk lim, der puttes på i diagonale striber med en afstand på 10 cm mellem striberne.
02
Fliserne
5
Trin
Når du har lavet en prøveoplægning og besluttet dig for, hvordan fliserne skal lægges, kan du komme i gang med at sætte dem fast på bordpladen.
De skal lægges i fliseklæber, som blandes efter anvisningerne på posen. Det er en god idé kun at blande lidt ad gangen, så det ikke begynder at tørre op.
Du får også brug for at skære fliserne til, så de passer langs kanterne. Det kan du gøre med en fliseskærer. Har du ikke en selv, kan du leje en i et byggemarked.
Fliseklæberen blandes op med vand med et piskeris i en boremaskine. Blandingsforholdet står på pakken. Konsistensen skal være passende lind, så klæberen er nem at smøre ud.
Fliseklæberen fordeles på bordpladen. Brug en tandspartel - den sikrer, at massen bliver jævnt fordelt. Det er en god idé at bruge handsker, når du arbejder med fliseklæber, da den ellers udtørrer huden meget.
Tryk fliserne godt fast i klæberen, når du har placeret dem, nøjagtig hvor de skal være. Der, hvor to net med fliser mødes, skal du være ekstra opmærksom på, at fliserne trykkes fast, så de placeres i den samme højde. Her har vi gjort det på øjemål, men du kan også vælge at bruge et glittebræt til at give et ens tryk.
Fliserne skæres til med en fliseskærer. Et lille hjul skærer for i flisens emalje, hvorefter flisen kan knækkes over i hånden.
03
Kanterne
5
Trin
Når du er færdig med at lægge fliser på den vandrette bordplade, skal du i gang med de lodrette kanter. Her skal der både sættes fliser op på bordpladens forreste brede kant samt på væggen. Bag ved kogepladen skal fliserne dække 40 cm op ad væggen, men ellers skal der kun sættes en enkelt række fliser op rundt langs kanten.
På forkanten af bordpladen skal der sættes fliser op. Skær dem til, så de passer. Her passer det med en halv flise. Smør fliserklæber på kanten, fordel den med tandspartlen, og pres fliserne fast. Hvis flisen er skåret til, er det vigtigt, at du vender den skårede kant ned mod gulvet og den pæne opad.
Rundt langs kanten på væggen skal sættes en enkelt række fliser op. De placeres på afstandsklodser, så der bliver plads til en fuge på ca. 5 mm ned mod bordpladen. Sørg for, at fugerne mellem kantfliserne flugter med fugerne på bordpladen.
Der skal fuges med fugemasse, når alle fliser er lagt. Fugemassen blandes efter anvisningerne og smøres diagonalt på fugerne. Når fugemassen har siddet ca. 10 min., tørres den overskydende masse af med en hårdtopvredet svamp. Gør det i flere omgange, til der ikke længere er “fugeslør”.
Materialer
- MDF-plade, 20 mm
- Wedi-plade, 15 mm
- Selvskærende træskruer, 35 mm lange
- Elastisk lim
- Fliser (10 x 10 cm) på net, 7 kvm
- Fliseklæber
- Fugemasse
- Fugeforsegler
Specialværktøj
- Tandspartel, 6 mm
- Fliseskærer
Tidsforbrug
2 dage.
Pris
Ca. 2.900 kr.
Sværhedsgrad
Du skal være omhyggelig med opmåling og udskæring af pladerne, og at flisefladen bliver helt jævn.