Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Planker
Gulvplanker er massive træplanker, der samles med fer og not og skrues eller sømmes til strøer eller bjælker.
Plankegulve var engang standard i parcelhuse, men er i dag en relativ sjælden og eksklusiv løsning. Forandringen hænger til dels sammen med, at der i dag er gulve, der er nemmere at lægge, og som måske passer bedre til moderne huse. Men det hænger også i høj grad sammen med prisen på massive planker.
Priseksempel
700-4000 kr. pr. kvm
Eksempler:
- 20x200 mm eg (max 3 m): 940 kr. pr. kvm
- 28x200 mm eg (max 12 m): 2650 kr. pr. kvm
Opdateret januar 2025
Prisen varierer efter træsort, bræddernes bredde og bræddernes fulde længde. Priserne her illustrerer det store prisspænd.
Hvor bruges: Planker
Plankegulve kan ligge i alle rum (undtagen vådrum), men ser særligt flotte ud i store rum, hvor plankerne kan være meget lange.
Fordele
- Lang holdbarhed
- Eksklusivt udseende
- Kan slibes mange gange
Ulemper
- Kræver pleje
- Sværere at lægge end parket- og klikgulve
- Dyr løsning, særligt i lange planker
Styrke
Middel
Styrken af gulvets overflade afhænger både af træsorten og overfladebehandlingen. Et lakeret gulv er mere modstandsdygtigt end et olie- eller sæbebehandlet gulv.
Holdbarhed
50-200 år
Et hårdt egetræsgulv i fx 28 mm tykke planker vil både være slidstærkt i sig selv og kunne slibes mange gange, inden det er slidt ned. Så her er en levetid på 100-200 år ikke være urealistisk.
Et blødt fyrretræsgulv bliver hurtigere ridset og skal derfor slibes oftere, og så er holdbarheden måske snarere 50 år.
Vedligeholdelse
Skal behandles for at kunne tåle slid, enten med lak, olie eller sæbebehandling.
Lakerer du dit plankegulv, giver du det den bedst mulige beskyttelse, der kun skal fornyes med 10-15 års mellemrum, afhængigt af slid. Men du mister lidt af “træfornemmelsen”.
En sæbebehandling bevarer i højere grad fornemmelsen af træ, men det stiller større krav til jævnlig vedligeholdelse - igen afhængigt af slid.
Dimensioner
- Tykkelse: 20-30 mm
- Bredde: 10-30 cm
- Længde: 3-15 m
Ikke alle træsorter fås i brædder over 5 meters længde.
Se alternativer til plankegulv
Princip
Plankerne lægges på et fast undergulv eller på strøer eller gulvbjælker. Hvis der er behov for, at plankerne skal deles, skal samlingerne spredes, så der er to hele planker imellem hver samling.
Der kan godt være flere samlinger på et gulv, men de må altså ikke ligge ud for hinanden med mindre afstand end dette.
Montering
Underlaget for plankerne skal være plant. Har du et helt jævnt og plant gulv, kan du skrue plankerne direkte fast, men ofte må gulvet fjernes (som her), og strøerne rettes op med lasker (brædder) skruet fast til siden af strøerne.
Alle strøer/gulvplanker (eller laskerne) skal ligge i vater i begge retninger. Så her er det vigtigt at få fat i langt vaterpas og være grundig med at tjekke
Når der er lagt isolering, kan første planke lægges op. Inden du går gang, er det vigtigt, at rummet måles op, så du kan regne ud, om du skal skære noget af bredden på første bræt for at sikre,at du ikke afslutter med en tynd strimmel i rummets modsatte ende.
De efterfølgende brædder kan skrues eller sømmes skjult ned igennem feren. Det er vigtigt, at hvert enkelt bræt sidder solidt fastskruet til strøerne eller bjælkerne.
Lægger du plankegulvet på et fast underlag, sætter du skruer med 60-80 cm afstand, hvis du skruer ned gennem plankerne. Skruer du fordækt (kun gennem feren) sættes skruerne med 40-50 cm afstand.
Varianter
Plankegulve kan fås i mange forskellige træsorter. Derfor kan både udseende og gulvets hårdhed variere. Især det sidste er værd at tage med i dine overvejelser, hvis du overvejer at lægge plankegulv i rum med meget “trafik”, fx entreen.
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefalinger til dig, der skal lægge plankegulv.