Få overblik over skabshængsler

Når det gælder skabshængsler, er der masser af muligheder. Men skal lågen lægge inden i eller uden på skabet? Skal skabshængslet være synligt eller usynligt? Og skal det være lakeret, af messing eller af stål? Få overblikket over skabshængsler her.

Hvad bruges skabshængsler til?

SKABSHÆNGSLER TIL KØKKENSKABE. I købe-elementskabe sættes skjulte skabshængsler i forborede huller. Bygger man et skab fra bunden, kan det godt lade sig gøre at bore hullerne selv, men det skal gøres præcist.

SKABSHÆNGSLER TIL KLAPLÅGER. Pladsen oppe under loftet er oplagt at udnytte til opbevaring, men i stedet for en traditionel sidehængt låge er det her praktisk med en tophængt låge, der monteres med to toplågehængsler.

SKABSHÆNGSLER TIL SKABSLÅGER. Uanset om der skal bygges et stort garderobeskab, et skab til værkstedet eller et lille toiletskab, og uanset om lågen skal ligge inden i eller uden på korpus, er der et hængsel til formålet.

Hvordan bruges skabshængsler?

Langt de fleste skabshængsler kan sagtens skrues direkte på lågen. Men vil man gøre lidt ekstra ud af det, så lågen lukker helt tæt, er det nødvendigt at stemme ud til skabshængslet i låge og skabskorpus.

Det gør man ved først at spænde låge og korpus sammen med en tvinge og mærke op, hvor skabshængslet skal sidde. Herefter stemmes ud til hængslet med et skarpt stemmejern. Det betaler sig at arbejde forsigtigt, så man ikke river for meget træ af ad gangen.

Skabshængsler: Stem ud til skabshængsler med et stemmejern

Skabshængsler: Stem ud til skabshængsler med et stemmejern

Når det gælder moderne skabshængsler, laves hullerne med et forstnerbor i boremaskinen. Da hullet skal bores helt lodret og i en dybde, der passer præcist til hængslets “skål”, anbefales det at bruge en søjleboremaskine til opgaven.

LÆS OGSÅ: Sådan bruger du et forstnerbor

Skabshængsler: Stem ud til skabshængsler med et forstnerbor

Skabshængsler: Stem ud til skabshængsler med et forstnerbor

LÆS OGSÅ: Nye køkkenfronter: 9 nemme løsninger

Vigtigt om skabshængsler

Smøring med jævne mellemrum betaler sig. En enkelt dråbe olie, der dryppes ind i det lille hul i øverste halvdel af hængslet, er rigeligt. Skabshængsler, der holdes samlet af en løs tap (fx kanthængsler), skilles og smøres med fedt. Alternativt smøres med olie, der er så tynd, at den kan løbe ind i samlingerne.

Særligt ved skabshængsler

Skabshængsler til køkkenskabe kan noget, ingen af de andre hængsler kan: nemlig justeres i alle retninger. Det giver mulighed for at få alle låger og skuffefronter perfekt på linje.

Varianter af skabshængsler

SKJULT – UDENPÅLIGGENDE SKABSHÆNGSLER.
Bruges til masseproducerede skabsserier og sjældent, når man bygger fra bunden. Denne variant er til udenpåliggende låger, som åbnes ca. 90 grader uden at ramme et eventuelt naboskab.

SKJULT – INDENILIGGENDE SKABSHÆNGSLER. Køkkenlågehængslet til serieproducerede skabe findes også i en variant med “knækket” arm. Det er beregnet til et skab, hvor lågen ligger indeni.

SKABSHÆNGSLER SKJULT MED FJEDER. En gør det selv-venlig variant af standardhængslet til køkkenskabe. Monteres med skruer i begge sider og kræver derfor ingen udfræsede skåle. Fås både til låger, der ligger udenpå og indeni.

SKABSHÆNGSEL MED LØS TAP. Til udenpåliggende låger af spånplade går det ikke at skrue i pladens kant. Her kan man bruge et hængsel med bukkede blade, der skrues fast i siden i stedet. Har løs tap, så den kan bruges i begge sider af et skab.

SKABSHÆNGSEL TIL FALSEDE LÅGER. Når lågen ligger i en fals uden på skabets kant, er hængslet nødt til at flytte sin akse, for at lågen kan svinge op. Det kan dette hængsel med bukkede blade – også kaldet et forkrøppet hængsel.

BLADHÆNGSEL. Det mest simple – og mest brugte – lågehængsel til gør det selv-brug. Fås både i bredbladede back-flaps og i smalle kanthængsler (som her på foto).

TOPLÅGEHÆNGSEL. Bruges til tophængte låger og holder lågen åben i en 75-110 graders vinkel. Hængslerne er med fjedre, som holder lågen helt åben eller lukket, og de fås i sæt af to.

Skabshængsler: Dimensioner

Skjulte skabshængsler til skabselementer fås i en stor udgave til et 35 mm hul og en lille udgave til et 25-26 mm hul. Det er justerbart i tre retninger, og nogle udgaver er med indbygget soft close.

Til almindelige skabe er åbningsvinklen cirka 110 grader. Men der findes også specialudgaver med større åbningsvinkel, fx 155 grader til skabe foran indvendige skuffer eller 170 grader til hjørneskabe, og med mindre åbningsvinkel, fx 45 grader til skråskabe.

Bladhængsler findes i mange forskellige mål. Typisk er målene opgivet med to tal. Det ene fortæller om hængslets højde, og det andet fortæller om hængslets bredde i opslået stand. Normalt angives højden som det første tal.

Typisk fås bladhængsler i højder fra 20 til 130 mm og i bredder fra 20 til 300 mm i opslået stand.

Der er også flere godstykkelser (pladetykkelser) at vælge imellem afhængigt af vægten, som hængslet skal bære. De mest brugte hængsler til gør det selv-brug er mellem 1 mm og 4 mm.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Beslag