Overfladen behandles inden brug
Ude
Beton, der står ude, er typisk noget, man selv støber. Det skal slibes, før det er parat til at få en overfladebehandling, så fladen bliver ensartet og glat. Det skal gøres i flere omgange - først en grovslibning, derefter en finslibning med vådslibning. Vi viser her hvordan.
Overfladen slibes først med en slibekop på vinkelsliberen - helt jævn og ensartet. Sørg for at holde maskinen lige, så du ikke laver hakker. Bevæg maskinen hele tiden, så du ikke sliber for meget et sted, da det vil resultere i en fordybning. Det er vigtigt, at du børster eller puster fladen fri for støv bagefter.
De små huller spartles med kemisk metal. Vær omhyggelig med at få fyldt alle de små huller. Skrab den overskydende spartelmasse af til sidst. Når den er hærdet efter ca. 10 min., tjekker du fladen. Giv den evt. en tur mere, til alle små huller og hakker er væk.
Fugt betonen, så du kan slibe fladen med vådslibepapir. Brug en vandforstøver, og sprøjt så meget på, at der står blankt vand på overfladen.
Vandslib overfladen. Start med korn 60-80. Hav lidt tålmodighed - det betaler sig. Den første vandslibning er grundlaget for et perfekt, ensartet resultat. Skift derefter til korn 240-320, og slut af med korn 800. Gør så overfladen ren, og lad den tørre helt op.
Inde
Inden du går i gang med at overfladebehandle indendørs beton, skal fladen slibes glat og være ren og tør. Uanset hvilken behandling du vælger, kan du rengøre og affedte med grundrens. Vi viser her hvordan.
1. Sæbe
Sæbeblandingen arbejdes godt rundt på hele fladen. Sæbespånerne blandes op i varmt vand, ca. 1/2 dl til 1 l vand. Lad blandingen hvile, til den er lunken og geléagtig. Fordel den jævnt med en fnugfri klud, og lad fladen tørre, så kun den usynlige sæbe er tilbage.
Gentag behandlingen 8-10 gange. Det efterlader et beskyttende mat sæbelag. Poleres evt. glat med en tør klud.
2. Voks
Gnid bivoks godt ind i hele fladen med en fnugfri bomuldsklud. Den færdigblandede bivoks er lynhurtig at arbejde med og anvendes direkte fra dåsen. Når hele fladen har fået, skal den hvile 30-40 min.
Polér overfladen grundigt grundigt med rene, tørre klude. På mindre flader kan du godt klare dig med håndkraft. På store flader er det en god idé med en poler-maskine.
3. Olie
Olien arbejdes grundigt ind i overfladen. Du kan både bruge pensel, rulle eller en fnugfri klud. Lad betonen absorbere olien i nogle minutter. Hvis der opstår “tørre” pletter, skal du tilføre ekstra olie.
Tør overskydende olie af med en fnugfri bomuldsklud, når betonen er ensartet mættet af olien. Efter nogle timer er overfladen klar til brug.
4. Lak
Lakken smøres på betonen vådt i vådt. Start i den ene ende, og vælg en retning, som du holder, uanset om du bruger pensel eller rulle. Lad lakken tørre op.
Påfør et nyt lag lak i den modsatte retning. Det giver den stærkeste overflade, hvis du skifter mellem retningerne i lagene. Og husk, at det er bedre med flere tynde lag end et tykt.
VIDEO: Lap huller i beton
Se her, hvordan du skal gøre.
VIDEO: Sådan bruger du vinkelsliberen
I videoen her kan du se, hvad vinkelsliberen kan, og hvordan du bruger den. Sliberen giver dig masser af power, når du skal skære i jern, beton og sten. Og med den rigtige skæreskive kan du skære præcise snit i alt fra aluminium og plast til hårdtbrændte klinker. Du lærer også alt om indstillinger og beskyttelsesudstyr, så du kan arbejde sikkert.