Emaljelak

Emaljelak er en lak med en blank og meget hård overflade. Den fås i mange farver og kan bruges til mange forskelligartede formål. Men den har også sine begrænsninger.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Emalje-lak

Emalje-lak er en forholdsvis tyktflydende lak tilsat knust porcelæn, der danner en tæt, blank og hård overflade.

Emaljelak er baseret på alkydolie og fortyndes med terpentin. Den får en særlig hård overflade, når den tørrer, da den er blandet med pulveriseret porcelæn (emalje).

Priseksempel

  • 20 ml: ca. 100 kroner
  • 750 ml: fra 300 kroner
  • 3 liter: fra 850 kroner

Opdateret januar 2025

Priserne varierer lidt fra producent til producent. Ovenstående er typiske eksempler.

Emaljelak fås også i små hobby-dåser til en pris på ca. 75 kroner for 125 ml.

Hvor bruges: Emalje-lak

Indendørs og udendørs på træ og metal, fra køkkenlåger til jerngelændere, hvor du ønsker en ekstra blank og hård overflade.

Emaljelak bruges, hvor du ønsker en tæt, ekstra glat, blank og hård overflade, der er let at polere op, hvis den bliver lidt mat, fx på jerngelændere, beslag og cykler.

Emaljelak kan også bruges som rustbeskyttelse og til småreparationer på køleskab, komfur, badekar og kakler.

Endelig kan lakken faktisk også bruges på indendørs træværk, fx møbler, døre og køkkenlåger og udendørs på båden (over vandlinjen).

Fordele

  • Hård, blank og slidstærk overflade
  • Let at påføre ensartet
  • Rustbeskyttende, så længe overfladen er intakt
  • Fås i mange farver
  • Kan poleres op, hvis den bliver mat med tiden
  • Visse varianter er varmefaste

Ulemper

  • Kraftig lugt under påføring og nogle dage efter
  • Kan gulne eller falme med tiden
  • Kan krakelere ved slag
  • Pensler skal rengøres med terpentin eller kasseres efter brug
  • Ikke alle produkter kan anvendes udendørs

Styrke

Meget slidstærk

Emalje-lak beskytter mod slitage og vand.

Da lakken tørrer meget hårdt op, hænger ting ikke fast, selvom de står på samme sted i længere tid, som man oplever det med urtepotter i en vindueskarm, der er lakeret med fx en akryllak.

Vedligeholdelse

Vaskes og tørres med opvredet klud.

Det vil være meget svært at ramme en eksisterende farve med en ny dåse lak.

Ved skader vil det derfor som regel være nødvendigt at matslibe hele overfladen og lakere ovenpå.

Rækkeevne

10-12 m2 pr. liter

Dimensioner

  • 20 ml
  • 750 ml
  • 3 liter

Mængderne varierer lidt fra producent til producent. Ovenstående eksempler er ret almindelige.

20 ml-flaskerne er nok til at fikse en skade på komfuret eller vasken.

Se alternativer til emaljelak

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Princip

Da emaljelak flyder let sammen, er det oplagt at bruge en pensel. Og det skal være en pensel, der kan tåle opløsningsmidler.

På store flader er det dog nemmest at påføre lakken med en finluvet lakrulle.

På overflader, som du gerne vil have til at fremstå nærmest autolakerede, fx køkkenlåger, bør du sprøjtelakere. Du skal påføre ganske tynde lag fra side til side ud forbi kanterne for at få et helt jævnt resultat.

Montering

Maler du på jern, får du det flotteste resultat, hvis du først sliber helt ned til rent jern.

Er overfladen meget ujævn, kan det være nødvendigt at bruge fil og stålbørste - evt. til vinkelsliberen. Bagefter slibes efter med slibepapir korn 80, og jernet affedtes med universalrengøringsmiddel.

Overfladen skal være helt tør, inden du starter med at male.

Mal først med en rusthindrende grundmaling. De findes i udgaver, der både kan bruges indendørs og udendørs.

Mal i et tyndt lag, lad malingen tørre, og mal så med endnu et lag grunder.

Penslen pakkes lufttæt ind, fx i plastfolie eller stilles i terpentin i tørretiden mellem de enkelte lag.

Slut af med to lag emaljelak i tynde lag. Malingen skal tørre efter anvisningerne efter hvert lag.

Dåsen skal lukkes tæt efter brug og vendes med bunden i vejret. Det forhindrer, at lakken ikke danner “skind” i toppen af dåsen.

Pensler kan rengøres i terpentin, når projektet er afsluttet. Men ruller kasseres, da der går så meget terpentin til, så det vil blive dyrere end at købe en ny rulle.

Varianter

Emaljelak mat: Ganske vist er emaljelak normalt blank, men den findes også i en mat variant.

Emaljelak til små reparationer: Små og bittesmå flasker med hvid reparationslak til hårde hvidevarer, porcelænsvask og anden sanitet. Farve er ofte meget hvid og rammer ikke helt den ønskede farve. Men det kan være pænere end et sort, afskallet hjørne.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med emalje-lak.

FAQ