Pudsemørtel bruges blandt andet, når du skal pudse vægge og støbe fundamenter. Pudsemørtel er til gengæld ikke egnet til at mure med.
Mørtlen skal blandes op med vand og cement (der findes dog undtagelser). Blandingsforholdet afhænger af kalkindholdet i pudsemørtlen, og af hvor den skal bruges. Der stilles for eksempel større krav til pudsens styrke på udvendige vægge end på indvendige vægge.
Pudsemørtel findes både som 3,5 %, 5,1 % og 9,0 % og kaldes af nogle producenter også for strandsandmørtel. Det kan købes i sække på 25 kg, men det kan også leveres i bigbags eller i løs vægt, afhængig af opgavens størrelse.
Pudsemørtel indendørs
Pudsemørtel til indendørs brug anvendes til pudsning og reparationer af blandt andet murværk og stenholdige overflader. Den kan også bruges til fugning af murværk. Kornene er typisk 0-2 mm, hvilket giver en meget fin overflade og en flot slutresultat.
Pudsemørtel udendørs
Pudsemørtel til udendørs brug, anvendes til pudsning, fugning og pudsreparationer på udvendigt murværk.
Derfor er slidstyrken ofte højere end ved en pudsemørtel, som ikke udsættes for vind og vejr. Pudsemørtel til udendørs brug kan typisk påføres i lag på cirka 10-12 mm ad gangen, og så kan den faktisk også bruges indendørs. Kornene er også 0-2 mm.
LÆS OGSÅ: Vælg den rigtige mørtel
Færdigblandet pudsemørtel
Færdigblandet mørtel fylder mere og mere på byggemarkedernes hylder – og med god grund. Du skal kun tilsætte vand og slipper dermed for at spekulere over, hvor meget mørtel, du skal tilsætte.
Både udendørs- og indendørs pudsemørtel findes som færdigblandede produkter. Det er nemt og bekvemmeligt – særligt ved mindre opgaver. Skal du pudse en hel facade, er det dog billigere at få leveret mørtel og cement hver for sig.