Det skal du vide, før du pudser vægge

Pudsning af indendørs vægge dækker over flere metoder, der skal sikre en glat, pudset væg. Her finder du, alt hvad du skal vide, inden du går i gang.

Pudsning af indendørs vægge dækker over flere metoder, der skal sikre en glat, pudset væg.

Vejen dertil afhænger i første omgang af, hvad dit udgangspunkt er: er det den gamle, krakelerede murstensmur eller den glasvævbeklædte stuevæg, der skal pudses?

Filtsede vægge er også et begreb, der sniger sig ind, når der skal pudses. Det begreb vender vi tilbage til, ligesom vi ser på mørtel til pudsning af vægge – for her er der meget at vælge imellem.

Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.

Udgangspunktet for pudsning af vægge

Groft sagt er målet det samme, hver gang vi pudser en væg: en jævn overflade.

Men udgangspunktet kan være meget forskelligt, og derfor er metoden til at opnå den jævne overflade det også.

Puds en ujævn væg

En meget ujævn væg – det kunne f.eks. være en murstensvæg i en gammel villa, kræver et pudslag der er så tykt, at det retter skævhederne op (med mindre du bevidst går efter det rå, skæve look, så læser du bare videre nedenfor).

Så tykt et lag mørtel kan du ikke få lige på frihånd, så her må du sætte ledere op.

Lederne består af lister, der sættes lodret op på muren, så du kan trække mørtlen på muren i et jævnt lag.

Listernes tykkelse skal svare til tykkelsen af det færdige pudslag.

Listerne kan du trykke fast i klatter af pudsemørtel, og du skal sørge for, at listerne ligger i nøjagtigt samme niveau – det gør du ved at lægge et langt vaterpas eller et langt lige bræt henover alle listerne.

Ligger en liste for langt under de øvriges niveau, må der mere mørtel ind bag ved denne liste.

Herfra er det blot at blande den rette mørtel (se nedenfor) og lægge den på muren mellem lederne med et stålbræt.

Herefter fører du et bræt i zig-zagbevægelser nedefra og op, så mørtlen jævnes ud og bliver plan med lederne.

Så trækker du forsigtigt lederne af væggen og fylder de huller op, de efterlader.

Herefter handler det om at give muren “det glatte lag”: først jævner du mørtlen (der har sat sig, så den ikke længere klæber til din hånd, hvis du rører ved den) med et pudsebræt, og til sidst kan du filtse med et let fugtigt filtsebræt, der kører i små bevægelser over hele vægfladen, indtil pudsen er helt jævn (se mere om filtsning af vægge nedenfor).

Puds en jævn væg

De fleste vægge indendørs er heldigvis rimeligt lige. Her pudser du på frihånd.

Først skal du prime væggen; altså behandle den med en primer, der sikrer, at vægfladen ikke suger al væden ud af din mørtel. Sker det, kan mørtlen ikke hæfte, og det hele er skønne spildte kræfter.

Mørtlen trækkes så på med et stålbræt, først i et tyndt lag, der jævner eventuelle ujævnheder ud, dernæst i endnu et tyndt afsluttende lag.

Du skal arbejde “vådt i vådt”: du må altså ikke lade en del af mørtlen tørre, inden du tager fast på næste del, alt skal spartles, mens mørtlen er blød. Det er den heldigvis typisk i et par timer, så arbejder du på én væg ad gangen, skal du nok nå det.

Når mørtlen har sat sig lidt, kører du hele væggen over med et filtsebræt eller en fugtig svamp. Filtsebrættet giver en helt glat overflade, mens svampen efterlader lidt struktur.

Hvis du har gjort det helt rigtigt, har du en finpudset væg.

Men al begyndelse er svær, og er der fortsat lidt ujævnheder, kan du slibe væggen efter med en girafsliber.

Du kan se præcis, hvordan du spartler en meget ujævn eller en mere jævn væg her: Oppudsning af vægge med niveauforskel

Filtsning af vægge

Filtsning er et af de mange murer-udtryk, der bruges lidt i flæng: filtsning er egentlig den proces, hvor du med et skumgummibræt forsigtigt kører mørtellagets endelige overflade sammen i små, cirkulære bevægelser.

Filtsning er altså en form for udjævning.

Men filtsning bruges også som betegnelse for det at lægge et helt tyndt pudslag på en mur, så murstene tydeligt kan se igennem pudslaget.

Når man udfører denne form for filtsning, ja så filtser man blot: man påfører et ganske tyndt lag mørtel med en skumgummibræt i små, cirkulære bevægelser, så mørtlen får godt fat i murværket.

Mørtel til pudsning af vægge

Der findes et væld af produkter til pudsning af vægge. Mange kan bruges både inde og ude, enkelte kun inde, og hver producent har sin egen mørtel.

Populært taler man ofte om “multipuds”, men det er reelt en mærkevare fra Skalflex.

Pudsemørtel er en mere rigtig betegnelse, når vi snakker om mørtel på tværs af producenterne.

Oftest er en pudsemørtel mærket 0-2 mm for at vise, at kornstørrelsen i pudsen er ganske lille og vil efterlade en fin overflade.

Pudsemørtel er ganske nemt at arbejde med, fordi det hænger godt sammen og klæber utrolig godt, selv til helt glatte overflader.

Indendørs kan du desuden vælge at pudse med gipsmørtel, særligt hvis du har brug for at lægge et tykt lag på ad gangen.

Gipsmørtel er mindst lige så nemt at arbejde med som pudsemørtel, og det kan nemt lægges på i op til fem centimeter tykke lag.

Du kan male på pudsede vægge

Afhængigt af, hvor glat en vægoverflade du ønsker, kan du enten lade den pudsede væg stå, og blot rulle den over med en primer, så den ikke drysser, eller male direkte på pudset.

Du kan også beklæde med glasfilt, så du får en endnu finere og meget stærkere overflade.

Læs mere: Sådan vælger du den rigtige mørtel

Gipspuds efterlader en næsten helt glat overflade. For at sikre dig imod revnedannelse kan du beklæde den pudsede væg med glasfilt, og herefter male.

Gipspuds efterlader en næsten helt glat overflade. For at sikre dig imod revnedannelse kan du beklæde den pudsede væg med glasfilt, og herefter male.

Andre typer mørtel og puds til vægge

De seneste år er der kommet flere typer af pudse-produkter på markedet.

De skal skabe et lidt råt udseende væg, som er glat, men med et lidt meleret udseende. De kan købes i et utal af farver, og er meget populære, når der skal være en enkelt farvet væg i et rum.

Princippet for hvordan disse typer puds (mørtel) påføres, er langt hen ad vejen de samme som med almindelig pudsemørtel – men ofte er proceduren delt op i flere trin, så her må du følge producentens specifikke anbefalinger.

Læs mere: Ny væg med indfarvet spartelmasse

    Andre læser lige nu ...