Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Omlimet stolpe
En omlimet stolper består typisk af to stykker trykimprægneret træ, der limes sammen til en 90 x 90 mm stolpe med meget stor styrke.
En trykimprægneret stolpe vil ofte have en tendens til at vride sig og evt. revne, efterhånden som den tørrer. Sommetider er en stolpe oven i købet tydeligt skæv, allerede når du finder den i byggemarkedet.
Ved i stedet at lime to reglar sammen med kernetræet vendt udad, får man en langt stærkere stolpe, der ikke vrider sig eller revner i samme omfang.
Du kan sagtens købe en omlimet stolpe, men har du mod på det, kan du også selv lave den selv af to reglar. Det er langt billigere.
Priseksempel
- 90 x 90 mm omlimet stolpe (trykimp.): ca. 170 kroner pr. meter
Opdateret januar 2025
Laver du selv en omlimet stolpe af to regler, vil prisen være cirka 50 kroner pr. meter.
Hvor bruges: Omlimet stolpe
Olimede stolper kan bruges mange steder, fx til hegn og som bærende stolper til mindre konstruktioner som carporte, overdækninger og skure.
Modsat almindelige trykimprægnerede stolper er omlimede stolper langt mere stabile. De vrider sig ikke, og deres tendens til at revne er mindre.
Derfor er de oplagte til stolper, der skal se pæne ud og som ikke må blive skæve.
Fordele
- Mere formstabile end almindelige stolper
- Revner ikke i samme omfang som almindelige stolper
- Du kan selv omlime dem
Ulemper
- Købe-stolper er ganske dyre i forhold til alternativer
- Fås ikke i alle byggemarkeder
Styrke
Ekstra høj styrke (revner og vrider sig ikke)
Omlimede stolper er særligt stærke, fordi de består af to halve stolper, der er limet, så kernetræet vender udad på begge sider. De er altså limet sammen ryg mod ryg.
Det betyder, at træets naturlige tendens til at vride sig er låst. Det samme gælder træets tendens til at slå revner.
Holdbarhed
Over jord og beskyttet med maling holder stolpen i årtier. Direkte i jord kan den i tørre omgivelser holde mindst 20 år.
Er jorden konstant fugtig,fx fordi stolpen står uden overdækning, er holdbarheden kortere.
Vedligeholdelse
Eventuelt træbeskyttelse
Trykimprægnerede stolper kan males eller oliebehandles, men som hegnsstolper eller stolper i småbygninger kan de også sagtens stå ubehandlede.
Dimensioner
- Tykkelse: 90 x 90 mm
- Længde: 98, 128, 148, 188, 208, 238, 268 og 298 cm
Se alternativer til omlimet stolpe
Princip: Uden støbning
Montering: Uden støbning
For at sikre, at stolpen står solidt fast, skal du grave eller bore et hul i 90 cm dybde. Så står den i frostfri dybde, og du undgår at frosne jordlag skubber til den. Et jordbor er den nemmeste måde at lave hullet på.
Da du skal bore helt ned til 90 cm, er det et godt trick at sætte et stykke tape fast på jordborets skaft, så du ved, hvornår du er i mål. Bor kun et lille stykke ad gangen, og løft så jorden op, ellers belaster du din ryg unødigt.
Princip: Med støbning
Montering: Med støbning
Stolpen skal stå i et hul, der er minimum 90 cm dybt. I bunden lægger du lidt grus, som også når lidt op omkring stolpen.
Stolpen stiller du i hullet, og fylder lidt ekstra grus omkring. Stolpen kan støttes af lægter, så den står i lod under arbejdet.
Støber du ét anker omkring stolpen, kan du gøre det direkte på gruset. Laver du to støbninger, fylder du jord ovenpå første støbning og støber så igen lidt højere oppe – og får endnu mere styrke.
Du behøver ikke at komme vand i. Betonen kan selv suge fugt fra jorden. Er det meget tørt, kan du hælde lidt vand i hullet undervejs.Herefter kan du fylde op med jord, der stampes godt til flere gange undervejs.
Princip: Lav selv omlimede stolper
En omlimet stolpe består af to halve stolper, der er limet sammen “ryg mod ryg”, sådan at kernetræet vender udad på begge sider. Det modvirker træets naturlige vridning.
Køber du en omlimet stolpe, fremstår den helt glat og flot som en almindelig stolpe. Limer du den selv, vil der opstår en synlig samling, som du kan overveje at spartle ud med plastisk træ.
Men du kan også blot lade den stå, som den er og glæde dig over, at du har sparet ganske mange penge. To reglar koster cirka en tredjedel af en færdigkøbt, omlimet stolpe.
Montering: Lav selv omlimede stolper
Brug en god, fugtbestandig trælim (mærket D3 eller D4). Du kan også købe et tilsætningsstof til trælim, der øger fugtbestadigheden. Limen smøres på i jævnt og rigeligt lag på begge reglar (45 x 90 mm).
Reglarne presses sammen med kraftige skrue- eller spædetvinger. Tjek igen, at kanterne flugter, så du får en lige stolpe.
Efter et halvt til et helt døgn er stolperne klar til at blive sat op. De vil, modsat den købte version, have en lille, tydelig samling, som du kan vælge at lade stå eller spartle ud.
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefaling til dig, der skal bygge med omlimede, trykimprægnerede stolper.