Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Terrasseolie
Terrasseolie er grundingsolie med et indhold, der er specielt udviklet til behandling af terrasser.
Terrasseolie trænger ind i træet og beskytter terrassen. Grundingsolie til udendørs træ har samme egenskaber, men tørstofindholdet i terrasseolie er højere. Det giver en endnu bedre beskyttelse, og det er nødvendigt på de vandrette flader, der er meget udsatte for vand, frost og slid.
Terrasseolie fås i flere varianter. Nogle uden farve, andre med farvepigmenter, der enten kan matche dine terrassebrædder eller ændre deres udseende, fx ved at gøre dem mørkere.
Priseksempel
- 60-100 kroner pr. liter
Opdateret januar 2025
Priserne kan variere, men de fleste mærkevarer koster som vist.
Hvor bruges: Terrasseolie
Terrasseolie bruges til behandling og beskyttelse af vandretliggende terrassebrædder.
Terrasseolie er, som navnet indikerer, primært beregnet til at behandle terrassebrædder. Men de fleste produkter kan også bruges til behandling af andet udendørs træ.
Til gengæld skal du ikke bruge hverken almindelig grundingsolie eller træbeskyttelse til din terrasse. Grundingsolie beskytter ikke godt nok, og træbeskyttelse er helt udelukket! Det danner en hinde på træets overflade, og slides der hul på den, trænger der fugt ind og skader træet.
Fordele
- Beskytter mod alger og svamp (og evt. sollys)
- Særligt udviklet til terrasser
- Fås i alle byggemarkeder
Ulemper
- Kun til udendørs brug
Styrke
Terrasseolie beskytter terrassen effektivt mod vejr, vind og slid, men ikke i lang tid ad gangen.
Holdbarhed
1-2 år
Vedligeholdelse
Du holder din terrasse pænest, hvis du gentager oliebehandlingen én gang årligt. Under optimale forhold (fx en overdækket terrasse langt fra kysten) og med en terrasseolie af høj kvalitet, kan du måske nøjes med hvert andet år.
Rækkeevne
8-12 kvadratmeter pr. liter
Rækkeevnen kan variere fra produkt til produkt, og afhænger desuden af hvor meget det pågældende træ suger. Du skal typisk bruge mere første gang, du behandler. Behandler du herefter terrassen årligt, vil træet suge mindre.
Dimensioner
- Sælges typisk i spande med 2,5 eller 5 liter
Mængderne kan variere fra produkt til produkt.
Se alternativer til terrasseolie
Princip
Terrasseolie påføres med pensel eller ruller (eller en såkaldt olie-applikator, som er en malepude på et skaft).
Træets indhold af fugt må ikke overstige 16%. Mål fugtprocenten med en fugtmåler til træ, hvis du er i tvivl. En længere periode med varmt og tørt vejr øger sandsynligheden for gode arbejdsforhold.
Montering
For at sikre et godt resultat, skal terrassebrædderne renses, inden du kan oliere. Terrassen er - efter et år eller mere - beskidt af jord, alger og alt muligt andet, der ikke skal blandes sammen med olien.
Helt friskt træ bør også rengøres for at fjerne evt. skimmelsporer. Brug trærens eller et produkt specialdesignet til højtryksrensere.
Om du skrubber med en gulvskrubbe eller bruger en terrassevasker på højtryksrenser er ikke afgørende. Men det sidste går helt sikkert hurtigst.
Husk, at du skal bruge et terrassevasker-forstykke som vist. Du må ikke spule direkte med højtryksrenserens dysser, der kan skade træet.
Når terrrassen igen er helt tør, er det tid til terrasseolien: Den kan pensles eller rulles på.
Kom gerne rigeligt på og lad det sidde nogle minutter (læs hvor længe på oliens emballage).
Efter den tid, der angives på malerbøtten, fjerner du overskydende olie med en blød klud. Lader du olien ligge i store mængder uden at tørre godt efter, bliver overfladen klistret.
HUSK at olieklude kan selvantænde. De skal opbevares lufttæt. Hæld gerne vand på dem og put dem i en tæt lukket pose, inden du kasserer dem.
Varianter
Terrasseolie fås i flere “træfarvede” kulører og med forskellige egenskaber som UV-beskyttelse og “anti-skrid”.
Farveløs terrasseolie: Her præsenteret som en allround-olie, der er ekstra beskyttende kan bruges på alt træ og ændrer ikke træets farve.
Farvet terrasseolie: Ændrer farven på træet. Her er den grå, men mange terrasseolier kan tones i den farve, du ønsker.
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefalinger til dig, der skal male med terrasseolie.