Byggeplader af træ

Byggeplader af træ er praktiske i mange sammenhænge. Men selvom de alle er af træ, er der stor forskel på, hvor og hvordan de kan bruges. Og der er også stor forskel på priserne.

Udendørs eller indendørs?

Byggeplader gør livet nemmere for dig, der skal bygge en reol, lægge tag på cykelskuret eller lave et solidt undergulv. I stedet for at skulle samle en masse brædder, kan du nøjes med et mindre antal plader for at dække samme areal.

Men spånplader og OSB-plader er fx ikke kun til tag og vægge; de kan bruges til meget andet. Og de har hver deres styrker og svagheder, så det er bestemt ikke ligegyldigt, hvilken plade du vælger. Særligt udendørs kan et forkert valg give dig store problemer.

I skemaet herunder får du et godt overblik over dine muligheder. Du kan blandt andet sammenligne priser, fordele og ulemper på tværs af materialerne.

Sammenlign (6 materialer)

Krydsfiner

Beskrivelse

Krydsfiner-plader består af tynde skiver træ, der limes sammen på kryds og tværs til en stærk bygge- eller møbelplade.

Priseksempel

  • 50-250 kroner pr. kvadratmeter (afhængigt af type, tykkelse og træsort)

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

Krydsfinerplader bruges både i byggeriet som undertag, undergulv, skillevægge og lignende og til at bygge møbler mv. af.

Fordele

  • Stærkere end spånplader
  • Lettere end mdf-plader
  • Vandfast krydsfiner tåler fugtige omgivelser
  • Fås i mange tykkelser og varianter

Ulemper

  • Forholdsvis dyre
  • Vandfast krydsfiner er reelt ikke vandtæt, blot fugt-tolerant

Styrke

Høj

Holdbarhed

Ikke relevant

Dimensioner

  • Tykkelse: 4, 6, 9, 12, 15, 18 og 21 mm
  • Bredde: 120 og 122 cm
  • Længde: 244 og 250 cm

Spånplade

Beskrivelse

Spånplader består af træflis, høvlspåner og lim, der under stort tryk presses sammen til faste byggeplader.

Priseksempel

  • Cirka 50 - 200 kroner pr. kvadratmeter (afhængig af type og tykkelse)

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

Spånplader bruges både til at bygge møbler (reoler, skabe o.l.) og til konstruktion af fx sokler og undergulve.

Fordele

  • Billige i forhold til alternativer
  • Fås i mange tykkelser og flere varianter

Ulemper

  • Ikke fugtbestandige (undtaget særlige varianter)
  • Almindelige plader er svagere end både MDF, OSB og krydsfiner

Styrke

Middel til høj

Holdbarhed

Ikke relevant

Dimensioner

  • Tykkelse: 10, 12, 15, 16, 19 og 22 mm
  • Bredde: 120 og 122 cm
  • Længde: 120 og 250 cm

OSB

Beskrivelse

OSB-plader (Oriented Strand Board) er lavet af spåner (restprodukt fra savværker), der tilføres lim og voks og udsættes for stort pres.

Priseksempel

  • 80-180 kroner pr. kvadratmeter

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

OSB-plader bruges både som undertag, undergulv, inderste lag i skillevæg og til at bygge møbler, fx reoler, slagbænke.

Fordele

  • Billigere end krydsfinér
  • Stærkere end spånplader
  • OSB3 kan bruges udendørs og i fugtige miljøer

Ulemper

  • Ikke så pæn og ensartet overflade som krydsfinér
  • Kan som undertag ikke optage og afgive fugt i samme grad som brædder

Styrke

Høj

Holdbarhed

Ikke relevant

Dimensioner

  • Tykkelse: 11, 12, 15 og 18 mm
  • Bredde: 61, 122 og 125 cm
  • Længde: 244 og 250 cm

MDF

Beskrivelse

MDF-plader (Medium Density Fiberboard) er lavet af træfibre og lim, der samles under hårdt pres til en stærk og formstabil plade.

Priseksempel

  • Cirka 200 kroner pr. kvadratmeter

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

MDF-pladen bruges indendørs til en lang række møbelbyggeri, hvor overfladen typisk skal fuldmales, fx reoler og skriveborde.

Fordele

  • Stærkere end spånplader
  • Nemme at save og fræse i
  • Fås i mange tykkelser og flere varianter

Ulemper

  • Tåler ikke fugt
  • Savstøvet er usundt at indånde (indeholder lim)

Styrke

Høj

Holdbarhed

Ikke relevant

Dimensioner

  • Tykkelse: 3, 6, 9, 10, 12, 16, 18, 19, 22 og 25 mm
  • Bredde: 60, 120 og 122 cm
  • Længde: 80, 120 og 244 cm

Træfiberplade

Beskrivelse

Træfiberplade (også ofte kaldet masonitplade) består af valsede træfibre og lim. Pladerne fås både i hårde og bløde udgaver.

Priseksempel

  • Cirka 50-90 kroner pr. kvadratmeter

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

Træfiberplade bruges til en masse forskellige opgaver - fra bagbeklædning til skabe til underlag for gulve og undertage.

Fordele

  • Billig
  • Fleksibel
  • Fås i flere varianter

Ulemper

  • Ikke så stærk som krydsfiner
  • Bløde plader er uegnede som væg- og loftsbeklædning

Styrke

Lav til middel

Holdbarhed

Ikke relevant

Dimensioner

  • Tykkelse: 2.5, 3, 12 og 22 mm
  • Bredde: 61, 80 og 122 cm
  • Længde: 120 og 244 cm

Træ

Beskrivelse

Bordplader af træ består af korte eller lange stave, der er limet sammen. Det giver en plade, det ikke revner.

Priseksempel

  • Fyr (300 x 62 x 2,7 cm) : 1.000-1.500 kroner
  • Eg og Bambus (300 x 62 x 2,7 cm): ca. 7.500 kroner
  • Wengé (300 x 62 x 2,7 cm): ca. 10.000 kroner

Opdateret januar 2025

Hvor bruges

Stavlimede plader af træ kan bruges til bordplader overalt. De er meget populære i køkkenet og på badeværelset.

Fordele

  • Nemt at arbejde med
  • Ridser og mindre mærker kan slibes væk

Ulemper

  • Får let mærker
  • Kan skifte farve med tiden
  • Tåler ikke længere tids påvirkning af vand

Styrke

Blød til meget hård (afhængig af træsort)

Holdbarhed

Kræver jævnlig vedligeholdelse

Dimensioner

  • Tykkelse: 2-5 cm
  • Dybde: 60-160 cm
  • Længde: 250-600 cm

Gør Det Selvs udvalgte

Håndværkerens valg

MDF-plade

– en robust møbelplade, der er nem at bearbejde

Vores favorit

Træ-bordplade

– kan bruges til meget andet gør det selv-byggeri end borde

Hold godt øje med priserne

Byggeplader af træ omfatter både plader, der er samlet af tynde skiver eller spåner (krydsfinerplader, spånplader, OSB-plader og MDF-plader) og plader af mere massivt træ (bordplader).

Selvom en plade har fået et navn, fx tagplade eller bordplade, kan den sagtens skæres op og bruges til andre formål. Det er ofte en forholdsvis billig løsning.

Og netop prisen skal du også holde øje med; nogle plader kan nemlig i mange tilfælde erstattes af billigere alternativer. Men de billige plader kan ikke ALTID erstatte de dyre, så sørg for at sætte dig grundigt ind i fordele og ulemper for at sikre, at du får det bedste resultat - til den billigste pris.