Spånplade

Spånplader består af bl.a. høvlspåner, træflis og lim, der er presset sammen til faste plader. De kan bruges til rigtig mange, men dog langt fra alle byggeopgaver.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Spånplade

Spånplader består af træflis, høvlspåner og lim, der under stort tryk presses sammen til faste byggeplader.

Spånplader er nok en af de mest anvendte byggeplader. De fleste køkkenskabe består af laminerede eller lakerede spånplader, og mange gulve er belagt med gulvspånplader. Og spånpladen finder du også som kerne i fx de populære laminatbordplader til køkkenet.

Du kan bruge spånplader mange steder, fx til undergulve, og til at bygge skabe og reoler, men vær opmærksom på de mange alternativer, der findes, og som i nogle tilfælde kan være bedre valg.

Priseksempel

  • Cirka 50 - 200 kroner pr. kvadratmeter (afhængig af type og tykkelse)

Opdateret januar 2025

Priserne afhænger i høj grad af tykkelsen og evt. belægning. Herunder eksempler:

  • 10 mm spånplade, (122 x 250 cm): ca. 150 kroner
  • 16 mm melaminbelagt hobbyplade (60 x 250 cm): ca. 250 kroner

Hvor bruges: Spånplade

Spånplader bruges både til at bygge møbler (reoler, skabe o.l.) og til konstruktion af fx sokler og undergulve.

Spånplader inddeles i tre klasser; klasse 1 kun er til indendørs brug i tørre omgivelser, klasse 2 tåler lidt mere fugt, fx i et udhus, og klasse 3 tåler reel fugt (men ikke direkte vandpåvirkning).

Herudover inddeles pladerne i styrke fra P1 til P7, hvor P1, P2 og P3 er ikke-bærende (fx til møbler), mens de øvrige kan bruges til vægge og gulve i byggeri. De bærende plader har typisk fer og not.

Fordele

  • Billige i forhold til alternativer
  • Fås i mange tykkelser og flere varianter

Ulemper

  • Ikke fugtbestandige (undtaget særlige varianter)
  • Almindelige plader er svagere end både MDF, OSB og krydsfiner

Styrke

Middel til høj

De mest almindelige spånplader, du køber i byggemarkedet, er ikke særligt stærke i forhold til fx MDF, krydsfiner og OSB-plader. Der findes dog stærkere varianter til byggeri, fx gulvspånplader.

Holdbarhed

Ikke relevant

Spånplader bruges primært indendørs, hvor de typisk vil være dækket ind eller malet. Så de har i princippet ingen udløbsdato.

Vedligeholdelse

Spånplader, der ikke er dækket ind eller lamineret, bør males eller lakeres.

Dimensioner

  • Tykkelse: 10, 12, 15, 16, 19 og 22 mm
  • Bredde: 120 og 122 cm
  • Længde: 120 og 250 cm

Spånplader kan i enkelte tilfælde fås i andre dimensioner.

Se alternativer til spånplade

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Spånplader er med i disse grupper:

Princip

Brugt som undergulv vil spånpladerne være forsynet med fer og not. De lægges typisk oven på strøerne, som de skrues fast til. Pladerne lægges i forbandt, altså med forskudte samlinger.

Skruerne skal sidde med maks. 15 cm afstand langs pladekanter og maks. 30 cm ned i understøtningerne midt på pladen.

Montering

Gulvspånplader samles med fer og not. Pladerne skal limes sammen. Vær opmærksom på, at det er et krav fra producenten, at pladerne lægges i forbandt.

Pladernes skrues fast til underlaget, typisk pr. 15 cm. Tjek kravet fra producenten af de konkrete spånplader.

De melaminbelagte spånplader er oplagte til sokler i et køkken. For at undgå at skrue igennem soklens forstykke, kan du sætte stumper af spånplade fast der, hvor soklens mellemstykker skal placeres.

Nu kan mellemstykkerne sættes ind, og du kan skrue igennem mellemstykket og ind i klodsen. Det er ikke verdens stærkeste samling, men til en køkkensokkel, der står helt stille, fungerer det fint. Alternativt kan du samle delene med små byggevinkler.

Til soklen bagstykke er det oplagt at bruge ren spånplade. Den er billigere end melaminbelagt. Her ses de gennemgående skruer ikke, så der kan du bare skrue direkte igennem og ind i mellemstykkerne.

Varianter

Gulvspånplade: Er forsynet med fer og not og beregnet til undergulv, fx under et svømmende gulv (lamelparket, laminat osv.)

Melaminbelagt spånplade (hobbyplade): Er en oplagt genvej til et “færdigmalet” projekt. Bruges fx til reoler, skabe,skuffer og køkkensokler. Fås også i andre farver.

Brandimprægneret spånplade: Kan fx bruges til vægge, uden at de skal beklædes med gipsplader. Pladerne er dog ret svære at skaffe.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med spånplader.

FAQ