Intro
Vi viser følgende 3 forskellige radiatorskjulere:
Vejledning
01
Åben skjuler til gulvradiator
7
Trin
Når du samler med lim og dyvler, er det svært at samle kant mod kant. Selv helt små unøjagtigheder afsløres. Derfor placerer vi benene 1 cm fra kant i begge sider. Benene skal altså være 2 cm smallere end toppladen. I begge ender trækkes benene 3 cm ind.
Pladen deles først på langs, så den har den rigtige bredde. Læg den med forsiden nedad, og sav med rundsav langs en retskinne eller et langt lige bræt. Husk, at der skal være en hård metal klinge på rundsaven, når du skal skære i tykke træplader. Ellers får du sort, brændt træ i savsporene, fordi saven ikke bevæger sig fremad hurtigt nok.
Da radiatorbænken her skal være cirka 260 cm lang, er der brug for støtteben midt på pladen for at forhindre den i at bue nedad. Monterer du støtteben, bliver konstruktionen også så stærk, at du kan bruge bænken til at sidde på.
Står radiatoren frit på gulvet, skal der laves to støtteben - et på forkanten og et på bagkanten. Men er radiatoren gjort fast til en væg - eller som her til vinduesrammerne - er der kun plads til et støtteben på forkanten. Ved bagkanten gøres bænken derfor fast til vinduesrammer eller væg med små vinkler.
Mål op, og tjek, om gulvet er helt plant, inden du bestemmer højden på benene. Er gulvet ujævnt, klodses vaterpasset op i den ene ende. Når opklodsningens tykkelse lægges til højdemålet, vil toppladen ligge helt i vater.
Del først pladen på langs. Spænd et vaterpas eller en retskinne fast som land, og skær et vinkelret snit. Skær derefter topplade og ben ud. Husk at lægge mindst 2 cm til benenes højde. Så er der plads til, at varm luft kan cirkulere.
Mål op til 3 dyvler i toppladen. Placer de to yderste dyvler 5 cm fra kant i begge sider. Fordi træpladen her er 4 cm tyk, skal dyvlerne sidde 3 cm fra endekanten (halv pladetykkelse plus 1 cm).
Brug dyvelmarkører til at overføre dyvlernes placering fra topplade til ben. Hold boret helt vinkelret, og brug dybdestop, når du borer cirka 2,5 cm dybe huller i toppladen og cirka 6 cm dybe huller i benene. Det gør samlingen ekstra stærk.
Ben og topplade samles. Det er en fordel at undersænke hullerne i pladen en lille smule. Så bliver det nemmere at styre dyvlerne på plads. Lim først dyvlerne fast i benet og derefter i pladen. Husk lim i hullerne på toppladen.
Monter støtteben midt på toppladen. Er radiatoren fritstående, kan der monteres støtteben på både for- og bagside. Er der ikke plads til to ben, kan pladens bagkant i stedet hvile på møbelvinkler på vinduesrammen.
02
Stabil skjuler til elradiatoren
8
Trin
På grund af de høje temperaturer fra elradiatorer vælger vi at bygge skjuleren af mdf, som er meget formstabilt. Og vi beslutter, at der skal være mindst 10 cm mellem toppen af radiatoren og undersiden af skjuleren. Desuden vil vi have ventilationskanaler i toppen af skjuleren, selv om det betyder, at der ikke kan stilles nips og potteplanter på denen.
Så er vi klar til opmåling og til at lave en arbejdstegning.
I fronten vælger vi at bore fem rækker store huller som regelmæssigt mønster - og for at sikre god varmecirkulation.
Nederst på benene skærer vi et hak på 40 x 60 mm, så benene er smallere forneden. Så virker skjuleren lettere.
Mdf-plade og kantlister saves ud og limes sammen. Kantlisten skal flugte med mdf-pladens kant hele vejen rundt - undtagen i toppen, hvor kantlisten skal rage en pladebredde op (her 12 mm). Hjørnerne saves i gering (45 grader).
Mål op til ventilationshuller i mdf-pladen, og sav dem ud. Brug en “rigtig” boremaskine til opgaven - de fleste skruemaskiner vil ikke have “muskler” nok. Her bruger vi en 50 mm hulsav til opgaven.
For at få præcise boringer laves “boremærker” med et søm. Husk at de helt små børn kan støtte sig til skjuleren, når de skal op at stå. Men vil du være sikker på, at de aldrig brænder fingrene, bør hullerne være små.
Siderne af mdf limes og skrues på med 3,5 x 45 mm skruer. Men først limes et 4 cm bredt stykke mdf på bagsiden af frontpladen. Stykket placeres, så det flugter med frontpladens overkant og sidder en pladebredde inde.
Toppen samles af tynde strimler mdf, som limes sammen. Vi bruger tre lange, gennemgående lister samt små afstandsstykker i begge ender og på midten. Når stykkerne samles, vil de virke som en plade med ventilationskanaler.
Et lille stykke mdf limes på bagsiden på midten for at styrke samlingen i toppladen. Stykket placeres, så det sidder en pladebredde fra forkanten, men må gerne flugte med bagkanten.
Toppladen slibes let og lægges på plads. For at opnå en flottere finish valgte vi at runde kanterne på ventilationskanalerne. Brug en rund træfil og slibepapir - eller en overfræser. Bagefter limes og skrues toppladen fast.
To skruer i hver ende holder toppladen på plads.
Vend skjuleren om, og mærk op til ophæng. Vi vælger at bruge to vinkeljern til ophæng. Placer vinkeljernet løst langs skjulerens bagkant. Mærk op, og bor et hul gennem toppladen.
03
Dekorativ skjuler til traditionel radiator
10
Trin
Her vil vi gemme radiatoren bag en dekorativ metalplade med kløvermønster. Selv om der er masser af huller i pladens front, skal luften kunne cirkulere frit under og over radiatorskjuleren. Der skal være mindst 5-7 cm luft langs gulvet og 2-3 cm luft mellem top og frontplade.
Pladen sætter vi på en ramme af fyrretræ. Her limer og skruer vi blot pladen fast til rammen, men du kan også fræse en not hele vejen rundt, så pladen ligger i plan med trærammen.
Byg skjuleren
Uanset hvilken metalplade du bruger, skal du regne med, at den skal affedtes med rensebenzin, inden du kan male den. Her bruger vi en jernplade, der er smurt ind i olie for at forhindre rust.
På pladen her er mønsteret stanset ud, så den ene side har skarpe kanter. Derfor er det vigtigt, at pladen vendes rigtigt, så de skarpe kanter vender ind mod radiatoren.
Inden pladen males, skal den slibes med fint slibepapir (korn 180).
Plade og ramme vælger vi at spraymale samtidigt med et lag hvid grunder og to lag hvid slut maling - begge radiatormaling.
Termostatens rumføler skal altid sidde uden for skjuleren. Ellers fungerer den ikke korrekt. Føleren kan fx føres ud langs gulvet eller gennem et hul i siden og monteres på væggen.
Mål omhyggeligt op til den nye frontplade. Vi afsætter 5 cm luft forneden, 3 cm foroven og 1 cm i siderne. Så her skal rammen være 72 x 147 cm, mens jernpladen skal være mindst 1 cm kortere i både højde og bredde.
Metalpladen affedtes med rensebenzin, inden den slibes med fint slibepapir. Det giver en lidt ru overflade, som spraymalingen kan sidde fast på, men ridser ikke så meget, at det kan ses.
Rammelisterne af 21 x 43 mm fyr saves til på mål. Hjørnerne saves eller fræses ud til bladsamlinger. For at opnå et almuelook kan du affase listernes indvendige kanter med en overfræser. Udvendigt slibes kanten med slibeklods.
Lim listerne sammen til en ramme. Tjek, at alle fire hjørner er i vinkel. Spænd samlingerne sammen med tvinger, mens limen tørrer.
Kom lim på hele fladen på begge dele af bladsamlingen.
Sav otte små klodser af 21 x 28 mm fyr. Klodserne skal bruges til at hænge frontpladen op på, så de saves i cirka 30 graders vinkel i toppen. De fire af klodserne limes og skrues på væg eller træplade ved radiatoren.
Jernpladen limes på rammen med montagelim og fastgøres med skruer for hver 10 cm. Pladen monterer vi 5 mm fra rammelisternes kanter. De fire resterende klodser til ophænget limes og skrues på rammen.
Radiatorskjuleren spraymales. Først med et lag dækkende grunder, siden med højglans spraymaling. Spray med 15-25 cm’s afstand til plade og ramme. Malingen er hurtigtørrende. Derfor kan du sprøjte flere lag i samme arbejdsgang.
Materialer
1. Åben skjuler til gulvradiator:
- 40 mm stavlimet asketræ, 60 cm dybt og 3 m langt (fås i flere længder og mange forskellige træarter i velassorterede byggemarkeder)
- Alukraft-folie (på rulle)
- 10 mm dyvler
- Hvid trælim (og evt. montagelim)
- Møbelvinkler
- Specialværktøj
- Forsænkerbor
- Evt. dyvelmarkeringssæt
Pris: 1500 kroner
2. Stabil skjuler til elradiatoren:
- 12 mm mdf
- 9 x 43 mm fyrretræsliste
- Skruer: 3,5 x 45 mm (og 2 lange skruer til ophæng)
- Hvid trælim
- Et søm (til opmærkning)
- Små vinkeljern
- Grunder
- Maling
Specialværktøj:
- 50 mm hulsav
Pris: 200 kroner
3. Dekorativ skjuler til traditionel radiator:
- 21 x 28 mm fyr
- 21 x 43 mm fyr
- Skruer: 3,5 x 15 mm og 3,5 x 35 mm
- Hvid trælim
- Monteringslim
- Slibepapir, korn 100 og korn 180
- Mønstret jernplade
- Spraymaling, grunder
- Spraymaling, slutmaling
Specialværktøj
- Kap/geringssav eller listesav med skærekasse
Pris: 500 kroner
Tidsforbrug
3-6 timer
Pris
Fra 200 til 1500 kroner
Sværhedsgrad
Håndværksmæssigt er der ikke de store udfordringer. Men du skal være meget opmærksom ved opmåling.