Flot tapaptag med shingles

Vil du lave et spændende og flot tagpaptag, kan du gøre det med shingles. Fagmanden viser på opstillingen her, hvordan arbejdet udføres.

Tagshingles kan lægges enten direkte på krydsfinér eller oven på eksisterende tagpap. Ved tagfoden skal der ligge en stribe overpap. Fagmanden starter med opstregning.

Først markeres midten af taget, og derefter måles 50 cm, eller hvad der svarer til en halv shingel, ud til den ene side. Samme markeringer skal du nu lave i toppen af taget. De fire markeringer forbindes nu parvis, med en kridtsnor, så der er to parallelle streger.

Ved tagfoden laver fagmanden en markering 2 cm oppe i hver side og slår en streg med sin kridtsnor. Den første plade lægges nu op til på midten af taget, samtidig med at bunden af shinglen flugter med den vandrette streg. Herefter bankes shinglen fast til taget.

Der skal søm i siderne samt over de to indsnit i shinglerne. Du skal være opmærksom på, at der altid skal sømmes, så sømmet bliver skjult af shinglen, der skal lægges ovenpå.

Den næste shingel lægges helt op til den første, og der sættes søm i på samme måde som før. I samlingerne vil der således være to søm ved siden af hinanden.

Ude i siden af taget er der ikke plads til en hel shingel, så her skal den overskydende del blot skæres af. Når første række er lagt, streges der op til de efterfølgende rækker. Fagmanden måler afstanden fra toppen af pladerne og ned til indsnittet.

Pladerne skal nemlig lægges, så shinglens underkant flugter med bunden af indsnittet på den underliggende shingel. Nu afsættes målet på taget hele vejen op i begge sider, og fagmanden streger derefter op med kridtsnoren ved alle markeringerne.

Næste række shingles skal lægges op til den anden streg, som lå 50 cm forskudt i forhold til midterstregen. Således forskydes pladerne med en halv plade, og man opnår et fint mønster. Herefter kan der igen arbejdes ud til siderne.

Ved den tredje række starter fagmanden igen fra midten af taget, og således skiftes der ved hver anden række. Shingles er et nemt og flot alternativ til almindelig tagpap, og gør du som fagmanden, får du hurtigt et tag, du kan have glæde af i mange år.

LÆS OGSÅ: Byg selv skur med tag af shingels

    Andre læser lige nu ...