Tagpap, der ligner en million

Hvis du skal have nyt tag, og det skal være gør det selv-venligt, kan tagpap være en god og relativ billig løsning. Men måske også lidt grå og trist? Synes du det, så skal du vælge tagpapshingles. Materialet er det samme, men resultatet ser langt mere imponerende ud.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
2.000 kroner

Intro

Et nyt tag med tagpap kan være flot, selvom det er en af de billigste tagbelægninger, du kan vælge, og en af de letteste for en gør det selv’er. Men hvis det blot er lagt som én stor flade, kan det fremstå lidt gråt og kedeligt. Hvis du altså køber tagpap i ruller.

Køb det i stykker

Køber du derimod tagpap i stykker, kaldet shingles, får du et helt andet udseende med det samme tagmateriale. Shingles er tagpap i én meters bredde, der er skåret til, så det har flige i den form, du synes er pænest (der er flere valgmuligheder). Fligene giver et helt andet spil end det traditionelle tagpap i ruller. Forskellen er faktisk imponerende.

Let at lægge

Det er ikke ret meget sværere at lægge tapap som shingles end at lægge det i ruller. Og arbejder du alene, undgår du faktisk nogle af de ulemper, der kan være forbundet med store, tunge ruller af tagpap.

Shingles-stykkerne vejer meget lidt, så det er kun præcisionen, du skal koncentrere dig om, så tagbelægningen i sidste ende kommer til at ligge lige. Men gør du, som vi skriver i guiden her, er den del også nem at klare.

REDAKTIONEN ANBEFALER: Alt om tagpap

Lim og usynlige søm

Tagpapshingles er selvklæbende på bagsiden. For at sikre, at de bliver liggende, skal de dog have et par tagpapsøm, men sømmene sætter du, så de bliver skjult af den overlappende shingle, og så er de ikke til at se.

Du undgår altså at skulle bruge tagpapbrænder, og du kan klare dig med det værktøj, alle gør det selv’ere har i værkstedet.

Husk afslutninger

Udover tagpapshingles skal du huske at købe tagfod og tagkapsler i aluminium. De skal afslutte ude langs tagets kant, nøjagtigt som var det tagpap i ruller. Så bliver taget tæt, vandet kan løbe af og dit hus er beskyttet – og ser lige en tand eller fem bedre ud end naboens helt almindelige, lidt kedelige tagpaptag.

De fleste med blot lidt gør det selv-erfaring kan være med her. Følg guiden, så skal naboen nok blive imponeret.

LÆS OGSÅ: Læg et eksklusivt tag med tagshingles

Vejledning

01
Læg shingles på 7 Trin

Uanset hvilken facon shingles du vælger, så er de bygget ens op. De består af tagpap i stykker på cirka 100 cm’s bredde, hvori der er skåret flige ud, der kan have vidt forskellige faconer.

Shinglesstykkerne er selvklæbende på bagsiden, men skal sikres ekstra med et par tagpapsøm. Da stykkerne lægges med overlap, vil sømmene blive skjult af næste række, og der vil ikke være nogen utætheder. Ligesom skifer og tagspåner.

1

Monter alu-tagfødder langs kanterne af taget, hvis de ikke er der i forvejen. De forhindrer regnvand i at løbe ind under tagpappet og ødelægge tagkonstruktionen.

2

Streg op på taget, hvor første række shingles skal ligge. Sørg for, at fligene rækker helt ud over tagfoden. Lav parallelle streger op ad taget med ca. 1 m’s afstand.

TIPS: Du kan købe en hvid tusch til at strege op med, den er tydeligere at aflæse.

3

Lav en hjælpestreg midt på taget, vinkelret på tagfoden. Både denne hjælpestreg og de vandrette skal du bruge til at rette de enkelte shinglesrækker ind efter, så de ligger perfekt til sidst.

4

Søm første række shingles fast med to søm i hver side. Inden du lægger rækken på, skal du huske at fjerne bagsidefolien, så rækken kan klæbe fast til underlaget.

5

Lim og søm shinglesrækkerne fast til trekantlister, som du først har skruet fast i siden. De skrå lister sørger for, at regnvand ikke kan løbe sidelæns ud af taget, men fortsætter nedad.

6

Læg anden række oven på den første, så spidsen af den øverste flig flugter med bunden af den nederste flig. Søm i siderne og i bunden af fligene, og sørg for, at samlingerne (A) og (B) ikke ligger over hinanden.

7

Skær kanten ren, der hvor fligene hænger ud over tagfoden. Skær også rækkerne rene i siderne ved trekantlisterne.

02
Læg rygningen 5 Trin

Rygningen leveres af nogle producenter som færdige stykker, men her laver vi den selv af shinglesrækker som vi skærer op i tre dele. En flig på hver. Så sparer vi nogle hundrede kroner.

Start med at gøre rygningen fast ude i den ene side, og arbejd dig stykke for stykke frem over taget, til du når den modsatte side. Slut af med at sømme aluminiumsdækkapsler på langs gavlene.

1

Skær de øverste rækker shingles til, så de flugter langs tagryggen. Skær, så der er et par cm’s afstand, ellers vil rækkerne støde sammen på midten.

2

Læg det første stykke rygnings-pap på. Kom tagklæber på rygningen og ude ved trekantlisten, inden du sømmer pappet fast i hjørnerne.

3

Buk pappet godt ned langs taget. Er pappet ikke gjort blødt af solen, kan du bløde det op med en varmeblæser.

4

Søm hjørnerne ved fligen. De bliver dækket af næste stykke rygning med en lille overlapning på et par cm. Herefter skal rygningsstykkerne kun sømmes der, hvor de bliver dækket.

5

Taget er færdigt, og der er sat dækkapsler på gavlene, nu mangler der kun at blive sat tagrender op.

Materialer

Til 15 m2 tag:
• 15 m2 shingles (her fra Icopal)
• 6 m tagfod, aluminium
• 8 m tagkapsler, aluminium

Desuden:
• Tagklæber
• Tagpapsøm
• Alusøm til tagkapsler

Tidsforbrug

Dette tag på 15 m2 lægger du let på et par dage.

Pris

Ca. 2000 kroner for 15 m2 Ca. 2000 kroner for 15 m2 tag ekskl. alutagfødder.

Sværhedsgrad

Denne form for tagdækning er superlet, hvis du lægger den oven på et bestående paptag.

Tips & Tricks

Sådan fikser du huller og buler i taget

Er der hul i dit tagpaptag, skal det lukkes i en fart, inden vandet får ødelagt det underliggende træværk. Det gælder, uanset om du skal have nyt pap ovenpå eller ej. Se hvordan.

Et paptag har en begrænset levetid, så skal det skiftes. Men inden det falder for aldersgrænsen, kan der komme huller og sprækker i taget af andre grunde.

Skikken med at lægge stigen op på taget af redskabsskuret er en hyppig årsag til huller og revner i tagpappet, og er der først trængt fugt ind under pappet et sted, kan der opstå dampbuler rundt omkring på taget.

Hullerne skal lukkes, og bulerne skal fjernes. Begge dele klares med en hobbykniv, en håndfuld papsøm og en tube asfaltklæber, der også kaldes tagpapklæber. Husk at lade træet tørre ud, før du lukker dampbulerne til.

Skær et kryds over bulen eller hullet. Skær mindst 5 cm for langt i begge ender.

Træk tagpappets flige til side, og fyld asfaltklæber ind under pappet.

Luk hullet, og søm fligene godt fast til underlaget med tagpapsøm.

Læg yderligere et par striber asfalt-klæber hen over sprækkerne.

Asfaltklæberen fordeles med en spartel og arbejdes ned i pappet. Suppler med mere klæber, til reparationen er helt tæt.

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

Andre læser lige nu ...