Tagpapklæber

Tagpapklæber bruges, når du skal klæbe elementer sammen på et tagpap-tag. Mange tager fejl af tagpapklæber og tagasfalt. Men de to har forskellige egenskaber. Få overblik her.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Tagpapklæber

Tagpapklæber er en fiberforstærket asfaltmasse, der bruges til punktklæbning, samlinger, inddækninger og reparation af tagpap-tage.

Tagpapklæber er en asfalt-klæbemasse, der aldrig bliver helt tør og hård, og derfor bevarer den sin klæbeevne og sin evne til at holde vand ude.

Produktet kendes også som tagkit og tagklæber. En del producenter tilsætter glasfiber for at gøre produktet sejere og stærkere. Det anbefaler vi, så tjek lige emballagen.

Huller i et tagpap-tag skal lukkes, så taget atter er tæt. Og samlinger mellem flere lag nylagte pap skal naturligvis både være tætte og svære at rive op igen af vinden. Inddækninger ved skorstene, vindhætter og tagvinduer tætnes også med tagpapklæber.

Priseksempel

  • 0,3 liter (patron): fra 75 kroner
  • 2,5 liter: fra 140 kroner
  • 5 liter: fra 180 kroner
  • 10 liter: fra 340 kroner

Opdateret januar 2025

Hvor bruges: Tagpapklæber

Tætning og klæbning af enhver slags på flader beklædt med tagpap.

Alle steder, hvor tagpap møder tagpap eller andre materialer fx langs tagvinduer, tagfod, sternkant eller skorsten, tætnes med tagpapklæber.

Den tyktflydende asfaltmasse tætner og klæber øjeblikkeligt - men uden brug af opvarmning som gammeldags asfaltklæber.

Tagpapklæber fås både i spand og i patron til fugepistol. Sidstnævnte dur kun til fugning, tætning og punktlimning. Skal du fuldklæbe overpap til underpap (uden brug af gasbrænder) skal du bruge tagpapklæber i spand.

Fordele

  • Klæbemiddel og tætningsmasse i ét
  • Fleksibel og sprækker ikke ved mindre bevægelser

Ulemper

  • Umuligt at rense af tøj og sko
  • Brændbar, så rester bortskaffes på genbrugsstation

Holdbarhed

Samlinger med tagpapklæber holder lige så længe som tagpappet, dvs. 30-50 år.

Rækkeevne

Cirka 1 m2 pr. liter

Dimensioner

  • 0,3 liter (patron)
  • 2,5 liter
  • 5 liter
  • 10 liter

Princip

Tagpapklæber fordeles i et tykt lag med spartel eller fugepistol mellem de to lag, der skal klæbes sammen. Hvis du bruger fugepistol, lægges flere striber klæbemasse parallelt med hinanden.

Da tagpapklæber ikke tørrer ud, behøver det ikke at gå særlig stærkt med at få udført samlingerne. Det giver dig god tid til at få lagt tagpappet rigtigt. Og det er vigtigt, for det er næsten umuligt at hive delene fra hinanden igen, hvis du får lagt det forkert.

Montering

Tagpapklæber kan fordeles i et fulddækkende lag med en spartel eller en pensel, hvor pappet skal klæbes til underpappet, så vand og vind ikke kan trænge ind.

På trekantlisten ved vindskedebrættet er det oplagt at bruge tagpapklæber (også ofte kaldet tagkit) i fugepatron. Det gør det noget nemmere at styre den klæbrige masse. Klæberen lægger i parallelle striber

Tagpappet trykkes godt til. Hvis du arbejder i solskin, bliver pappet blødere og nemmere at arbejde med og glatter nærmest ud af sig selv på kort tid.

Når du skal lave et overlæg mellem to baner tagpap, fordeles tagpapklæberen på den nederste bane med en spartel i en bredde, der svarer til overlapningen - typisk ca. 10 cm.

Næste bane lægges på og trykkes godt fast. Det er som regel nok at trykke med hænderne, men du kan også bruge en træklods, som du slår på med en hammer.

Varianter

Tagklæber i patron: Skal du blot klæbe en lille smule eller har du brug for at klæbe med præcision, er en patron med 0,3 liter det nemmeste og billigste valg. Patronen passer i en almindelig fugepistol.

Tagasfalt: Denne asfaltmasse er også fiberforstærket, men den er ikke beregnet som klæbemasse. Den er derimod et oplagt valg, hvis du skal vedligeholde og forstærke en eksisterende tagpapflade. Påføringen foregår med en kost.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med tagpapklæber/tagklæber.

FAQ