Intro
Vejledning
Læg 10 cm grus i bunden af hullet, og placer stolpen (A). Brug stolpen til at stampe bunden med, så der dannes et fast, men drænende, underlag.
Kontroller, at stolpen er i lod, og fikser stolpens placering med kiler. TIPS: Du kan også fiksere stolpen med lange lister, der slås skråt ned i jorden. Så er det nemmere at fylde beton i hullet.
Fyld beton i hullet. Der bruges en sæk til hver stolpe. TIPS: Du kan også blande betonen i en trillebør. Så er det nemmere at blande en ensartet blanding, der er let at forme.

Når betonen har hærdet et par dage, kan du gå videre, men skal midlertidigt afstive stolperne med et kryds, mens du saver dem til i højden.
Stolperne er i jorden, og efter et par dage er betonen hærdet. Nu skal stolperne saves til i højden, og der skal skæres et 150 mm højt hak til remmene, så de har noget at hvile på.
Taget skal hælde væk fra huset, så vi saver stolperne i to forskellige højder.
Men inden vi saver stolperne til, skal de fikseres midlertidigt med et eller flere kryds. Ellers vil det rykke for meget i stolperne, når vi saver dem til.
Stolpens endelige højde og højden på remmen markeres. Marker også et snit halvvejs ind på stolpen og med samme højde som remmen - her 150 mm. Den ene rem placeres højere for at give fald - gerne på 10-12 cm pr. meter.
Kontroller, at remmen er helt vandret. Små unøjagtigheder kan justeres ved at lægge strimler af murpap mellem stolpe og rem.
Oven på remmene monterer vi seks spær med 70 centimeters afstand, og vi har valgt en lidt kraftig dimension (47 x 125 mm) af hensyn til snemængderne om vinteren. Spærene monteres på remmene med vinkel beslag.
Oven på spærene lægger vi lægter. Tagpladerne skal understøttes pr. 60 cm, men vi monterer lægter pr. 40 cm. Så er vi sikre på, at taget kan holde, selv om der skulle komme store mængder sne.
Lægterne er 420 cm lange, så de stikker 30 cm ud i hver side.
Spærenes (C) placering på remmen (B) mærkes op. Vinkelbeslaget på den ene side monteres - med 100 mm galvaniserede søm eller 5 x 90 mm skruer.

Lægterne (D) skal bære trapeztagpladerne, og vi sætter dem tæt med kun 40 cm mellem hver lægte, som skrues fast med 5 x 90 mm skruer.
Sternbrættet (E) i siderne saves til på længde. I toppen af sternbrættet skrues en liste (F) på med 5 x 50 mm skruer.
Sternbrættet skrues fast på lægterne (D) med 5 x 90 mm skruer. Brug en afstandsklods (her bruger vi en tusch) til at sikre, at der er 2 cm luft mellem lægte (D) og liste (F) på sternbrættet.
Trapezpladerne skæres til med en fintandet fukssvans. TIPS: Det er nemmest at save, hvis du saver flere plader samtidig og lægger en liste oven på pladerne tæt på skærestedet.
Materialer
Trykimprægneret fyr:
• 4 stolper (A) a 3 meter, 100 x 100 mm
• 2 remme (B) a 3,6 meter, 75 x 150 mm
• 6 spær (C) a 3,3 meter, 47 x 125 mm
• 10 lægter (D) a 4,2 meter, 38 x 57 mm
• 2 sternbrædder (E) a 3,3 meter, 25 x 125 mm
• 2 lister (F) a 3,3 meter, 20 x 50 mm
Desuden:
• 4 sække støbebeton til stolper
• 4 trapezplader, glasklar pvc, a 3,6 meter
• 6 mm rionet, 2,15 x 2,5 meter
• Skruer: 5 x 50 mm, 5 x 90 mm og specialskruer til trapezplader
• Søm: 3,8 x 100 mm
• Kramper: 20 mm
• Vinkelbeslag: 50 x 80 mm
• Grunder og maling
Specialværktøj
• Jordbor (kan lejes)
Tidsforbrug
Selve arbejdet kan udføres på to enkelte arbejdsdage med flere dages mellemrum (tørretid for stolpebetonen).
Pris
Cirka 3000 kroner
Sværhedsgrad
Opgaven er ikke svær. Du skal bare bruge vaterpas og tommestok flittigt.
Tegning

3D-model
Tips & Tricks
Stærk og stabil konstruktion
I projektet her graver vi stolperne ned. Det giver en god stabilitet. Vi fastgør også spærene til husets facade.
Hvis du ikke graver stolperne ned, er du nødt til at kompensere med nogle afstivende trekanter. I en åben stolpekonstruktion sætter man typisk skråstivere i toppen af stolperne. Der skal sættes skråstivere på mindst to sider af en firkantet konstruktion. Så kan byggeriet modstå vindtryk fra alle sider.
Husk snemasserne
Når du bygger en overdækning tæt på huset, er det vigtigt, at du tager højde for den belastning, som overdækningen udsættes for om vinteren, når sneen lægger sig.
Træ
Her bruger vi trykimprægneret træ til hele overdækningen. Men det er kun stolperne, der skal være trykimprægnerede. Til resten af byggeriet kan du bruge ikke-imprægneret træ.
Magasin-artikel
Hent magasin-artikel
Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.


