Intro
Vejledning
01
Stolperne skal stå helt i lod
4
Trin
Det er altafgørende for både konstruktionen og fremtoningen, at stolperne står helt i lod. En skæv stolpe vil besværliggøre de efterfølgende arbejdsgange og i sidste ende det færdige resultat. Grundig opmåling og et godt vaterpas er derfor essentielt.
Mål op, og placér stolpen (B), så det passer med bredden på den overdækning, du ønsker. Eftersom vi havde to stolper stående i forvejen, trak vi en murersnor i forlængelse af dem.
Læg en flise under stolpen (B), og tjek med et vaterpas, at stolpen står helt i lod. Læg gerne et stykke tagpap under stolpen for at forhindre fugt i at trække op i den nedefra.
Bor to huller i stolpen (B) og den tværgående strø. Start evt. med at montere et vinkelbeslag med et par skruer, så konstruktionen ikke rykker sig, når du begynder at bore.
02
Spær og rem
6
Trin
Her skal du holde tungen lige i munden, da det er forholdet mellem remmen på murværket og frontremmen, der afgør taghældningen. I forhold til remmen er det desuden vigtigt at sikre sig, at den ikke kommer i karambolage med terrassedør, udhæng eller lignende.
Mærk op til remmen (A) på muren ved at sætte et spær (D) fast på stolpen (B) med en skruetvinge. På denne måde sikrer vi os, at døren kan åbne frit, og at der er plads til trapeztaget. Husk også at mærke op på stolperne, som vender ud mod haven.
Placér remmen (A) i den rette højde, og bor et hul med et 7-mm-bor pr. halve meter. Sørg for at bore helt igennem, så du laver et mærke. Bor dernæst hul i facaden med et 6-mm-murbor. Skru skruerne halvt i, og tjek med et vaterpas, at remmen er helt i vater. Er den ikke det, må du rette den til.
Spænd en lægte fast mellem de to forreste stolper (B) i den højde, frontremmen (C) skal have, og tjek, at den er helt i vater. Spænd herefter to stykker træ om stolpen, og skær den overskydende del af stolpen af.
Skær en tap ud på de forreste stolper (B), så frontremmen (C) kan komme ned og ligge i samme niveau. Vi skærer en tap på 7 x 3,5 cm, så spæret kommer til at hvile på halvdelen af stolperne.
Skru frontremmen godt fast til stolperne. Skruerne skal være så lange, at de får godt fat i stolperne.
03
Tagkonstruktion
6
Trin
For at opnå en stærk og stabil tagkonstruktion skal spærene sidde perfekt. Det betyder, at der skal skæres et hak i begge ender af alle spær, sådan at de kommer ned at ligge stabilt på både rem og frontrem.
Læg spærene (D) på plads. Vi lægger dem med en afstand på 70 cm. Den anbefalede afstand kan dog variere alt efter dimensionerne på spærene og dybden på overdækningen. Skær et hak i begge ender af spærene, så de kan hvile på remmene (A og C). For at de kan trykkes helt op mod murværket, bør de skæres en anelse skråt.
Skru spærene (D) fast med en rustfri 6 x 100-mm-skrue i hver ende. Det er vigtigt, at spærene ikke bliver trukket skæve, når du monterer skruerne.
Skru taglægterne (E) fast til spærene med vinkelbeslag. Hvis du vil male lægterne, er det en god idé at gøre det, inden du skruer dem fast.
Læg trapezpladerne på plads, og markér på undersiden det område, der skal skæres væk. Ved at lægge pladerne på plads, inden du mærker op, sikrer du dig, at du ikke kommer til at skære dem for korte.
Materialer
Lærk (høvlet)
- Rem (A), 45 x 95 mm
- Stolpe (B), 70 x 70 mm
- Frontrem (C), 70 x 70 mm
- Spær (D), 45 x 145 mm
Trykimprægneret træ
- Taglægter (E), 40 x 60 mm
Diverse
- Trapezplader m. skruer
- Maling
- Karmdyvler
- Træskruer til spær
- Beslagskruer
- Vinkelbeslag til stolpe
- Vinkelbeslag til taglægter
- Bræddebolte m. spændeskiver og møtrikker
Tidsforbrug
Overdækningen kan bygges på en weekend af to personer.
Pris
Ca. 3.700 kr.
Sværhedsgrad
Selve konstruktionen er enkel, men du skal gøre dig umage med at få stolperne i lod samt remmen og frontremmen i vater.