Metabos nye sav er genial til både de små og rigtig store dimensioner træ.

Metabos nye sav er genial til både de små og rigtig store dimensioner træ.

Kap-/geringssaven kan bare ikke undværes på “byggepladsen”. Den afkorter tømmer i ønskede længder, og den indstilles lynhurtigt til skæring af helt præcise smig- og geringssnit.

Kraftig og robust kap-/geringssav

Den nye Metabo KGS 305 M er en 2000 watt kraftkarl med stor kapacitet. De 305 står for klingediameteren, og den magter at save 105 mm tømmer i 90 grader snit, mens udtrækket giver dig en skærebredde helt op til 305 mm.

Skærekapaciteten reduceres naturligvis, når klingen vinkles, og ved en dobbeltgering 45/45 grader kan du “kun” save 67 x 205 mm. Saven leveres med en 56 tænder klinge, som giver rigtig nydelige snit i bygningstømmer.

Savens forskellige dele

Overordnet er savens dele robuste, og den glider stabilt og præcist på udtræksrørene. Betjeningsgrebet ligger vandret og er fint placeret. Låsen til klingeløftet sidder bekvemt, men er temmelig spinkel. Saven har laserlinje, og der er en fin belysning på saveområdet.

Drejebordet, der udstyret med fin geringsskala, har et skæreområde på 0-47 grader til begge sider og er forsynet med faste “klikindstillinger” i de mest almindelige skærevinkler.

Når det gælder den sideværts tiltning (smigskæring), kan den indstilles 47 grader mod venstre og 2 grader mod højre. Indstillingen sker trinløst, og skalaen er en strimmel sølvtape med ringe præcision, så her er prøveskæringer nødvendige.

Kap-/geringssavens fine detaljer

Saven har flere fine detaljer, fx integrerede bordudvidelser med emnestop, en glimrende dybdestopskrue med anslag samt spindellås til klingeskift. Saven vejer 20 kg, så den er tung at håndtere, men et stort og godt placeret bæregreb afhjælper problemet. Metabo KGS 305 M er set til 3100 kr. Og den er storebror til to mindre save, KGS 216 M og KGS 264 M, som også kan anbefales, hvis dine behov for skærekapacitet er mere beskedne.

METABO KGS 305 M KAP-/GERINGSSAV

5/5

Trods et par små kritikpunkter er Metabo KGS 305 M en stabil, præcis og kraftig sav med gode detaljer. Prisen er absolut fornuftig, så vi ender med at give alle fem stjerner.

Pris: ca. 3100 kr.

+

Kraftig og robust sav med gode detaljer. Stabilt og præcist “glid” i udtrækket. Arbejdslys og laser. Kraftigt bærehåndtag.

÷

Enkelte funktioner er for spinkle – fx låsegrebet, der frigør sikkerhedsskærmen. Smigskalaen er blot et stykke påklæbet sølvtape.