Den hurtigste vej til stolper i jorden

Hvilket redskab er bedst, når du skal grave hul til stolper? Valget afhænger i høj grad af, hvor mange huller du skal lave. For selvom spaden fint kan grave et enkelt hul, bliver den lynhurtigt overhalet af det manuelle pælebor, mens borets motoriserede fætter for længst har passeret målstregen.

Hvilket redskab er bedst - drænspaden, det manuelle pælebor eller det motoriserede pælebor?

Et hul til en enkelt stolpe, der skal sættes 90 cm ned i jorden, er en overkommelig opgave med en drænspade. Men hvad med 4, 12 eller 20 huller til pergolaen, skuret eller plankeværket? Så mange huller giver mere end blot sved på panden, og tidsforbruget bliver enormt.

Der findes heldigvis sved- og tidsbesparende alternativer i form af pælebor med eller uden motor. Men kan det nu betale sig at købe eller leje sig til en lettere løsning?

Redaktionen anbefaler: Med et jordanker står stolpen urokkeligt fast

Vi tester tre værktøjer

Her lader vi det komme an på en prøve i helt almindelig let havejord. Vi graver eller borer et hul, der er 90 centimeter dybt, altså det vi i Dan-
mark kalder frostfri dybde, og som sikrer, at stolpen står stabilt.

LÆS MERE: Hold dig fri af frosten

Vi ved på forhånd, at det motoriserede bor naturligvis er hurtigst, men er det så meget hurtigere end det manuelle bor, at det giver mening at bruge penge og tid på at leje det? Og kan spaden mon gøre det næsten lige så hurtigt som det manuelle bor?

Drænspade

Spadens største fordel er, at du som haveejer alligevel har den. Måske har du også en drænspade. Tunge spader (gartnerspader og drænspader) er det helt rigtige værktøj til at grave stubbe op og hakke rødderne over.

At grave stolpehuller med en spade er tungt og kun effektivt de første 40-50 cm – derefter bliver hullet for trangt til, at spaden kan få jorden med op – du ender med et kegleformet hul og fjerner alt for meget jord ... og du må ligge på maven for at nå ned i 90 cm dybde med armen.

PRISLEJE: 400-600 kroner afhængig af kvalitet og længde på bladet.
TIDSFORBRUG: 20 min. i let havejord uden sten.

Manuelt pælebor

Det manuelle pælebor arbejder sig let ned i havejord - leret eller muldet. Standardstørrelserne er 100, 120 eller 150 mm diameter på et 110 cm skaft, og det passer til rundstokke og stolper i 100 x 100 mm (4 tommer) eller 120 x 120 mm (5 tommer).

Den største fordel er, at boret uden besvær løfter jorden op af det snævre hul. Rødder og sten kan kræve, at du supplerer med drænspaden og evt. må udvide hullets størrelse lidt.

PRISLEJE: 400-500 kroner afhængig af diameter, længde og fabrikat.
TIDSFORBRUG: 7 min. i let havejord uden sten.

Motoriseret pælebor

Det motoriserede pælebor tager fat! Hvis det ikke støder på sten og rødder, kan det bore ned til 90 cm på 15 sek. – men så kan du ikke løfte jorden op. Så løft jorden fri af hullet for hver 15 til 20 cm, så når du 90 cm på 4-5 arbejdsgange uden at bruge ret mange kræfter.

Støder det på sten eller rødder, blokerer boret, men det gør maskinen ikke! På nogle modeller støder en bremsepind dog mod dit lår, hvis maskinhuset og ikke boret begynder at dreje, så du ikke får en ufrivillig snurretur.

PRISLEJE: cirka 450 kroner for en dags leje.
TIDSFORBRUG: 2 min. i let havejord uden sten.

LÆS OGSÅ: Hvilket pælebor skal jeg vælge?

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Værktøj