Det var jo bare et spørgsmål om tid, før nogen fandt ud af at gøre mobilen superrelevant for gør det selv’ere, og som de første præsenterer Ryobi nu deres bud på værktøjer, som er fuldstændig integreret med mobilen. Meget passende kalder de konceptet PhoneWorks, og i første omgang er der fem værktøjer, som er skræddersyet klassiske opgaver for handymanden.
Der er en fugtmåler, en laserafstandsmåler, en krydslinjelaser, en temperaturmåler og et inspektionskamera, og priserne ligger fra ca. 1000 kr. for laserafstandsmåleren til ca. 450 kr. for fugtmåleren.
Alle enhederne styres af den samme app, som downloades gratis, og når enheden plugges i mobilen, er værktøjet klar på et øjeblik.
Mobilen som projektmappe
Mens der ikke rigtig er penge at spare ved at anskaffe sit måleværktøj som tilbehør til mobilen, har denne type værktøj dog én stor fordel: Du kan gemme dine målinger, fotos eller optagelser direkte på mobilen. Og du har dem derfor altid ved hånden som huskeseddel – eller hvis du skal vise dit projekt, et problem eller en opgave til andre.
Så drømmer du om at droppe papir og kuglepen, er PhoneWorks klart noget for dig og din smartphone.
Fugtmåler
Når fugtmålerens ledning plugges i mobilen, finder mobilen selv appen frem, og du er klar til at måle. Værktøjet virker som en traditionel fugtmåler, hvor to pigge stikkes ind i træet. Målingen vises tydeligt på mobilens skærm. Og har du lavet en projektmappe, kan du gemme målingen sammen med fotos, noter eller memoer.
Laserafstandsmåler
Ryobis mobil-afstandsmåler står ikke tilbage for traditionelle laserafstandsmålere, og den tager helt præcise mål ud til 30 meter. Tag et foto med mobilen, læg dine målinger på, og gem det hele samlet.
LÆS OGSÅ: Test af afstandsmålere
Krydslinjelaser
Krydslinjelaseren bruger mobilens vaterpas til at vurdere vinklen, mens selve enheden blot viser et rødt kryds. Mobilen skal derfor sidde meget præcist i holderen, ellers bliver vinklen skæv. Du skal derfor fjerne mobilens beskyttelses-cover.
Til gengæld kan du justere laserstregens hældning meget præcist, fordi du kan aflæse vinklen på telefonen.
LÆS OGSÅ: Test af krydslasere
Temperaturmåler
Når enheden plugges i mobilen, har du på et øjeblik et smart infrarødt termometer. Ved vores prøvekørsel viste den sig helt genial til at finde kuldebroer, og målingen fremstilles meget pædagogisk med et digitalt billede med temperaturmålingen direkte på skærmen.
Inspektionskamera
Selvom alle de testede måleenheder er både velfungerende og lette at bruge, er inspektionskameraet alligevel det smarteste. Her er forbindelsen nemlig trådløs, og til inspektionsopgaver er det for alvor genialt at kunne tage og gemme fotos eller video, mens du undersøger.
Enheden leveres med et 91 cm fleksibelt kabel med et 9 mm kamera på, og et indbygget LEDlys sørger for at lyse arbejdsområdet op.
LÆS OGSÅ: Inspektionskamera - derfor skal du have et inspektionskamera