For at sikre sig, at karmen kommer til at passe perfekt til dørpladen, lægger håndværkeren døren i falsene på de to sidekarme. For at sikre sig, at døren ligger helt korrekt, placerer fagmanden 3 mm kiler mellem karmene og dørpladen i både top, bund og siderne. Afstanden sikrer, at dørpladen kan åbne og lukke uden risiko for, at den på et tidspunkt støder på dørkarmen.
For at fastholde dørpladens placering i karmen spænder fagmanden det hele sammen med lange skruetvinger. Det er meget vigtigt, at det hele holdes på plads nu, så derfor bruger fagmanden tre skruetvinger. De placeres foroven, midtpå og forneden, de steder hvor kilerne også er placeret.
Nu skal der måles præcist ud til overkarmen, der skal placeres oven på de to sidekarmeMålet tages fra sidekarmenes yderkant til yderkant – her er det 86,2 cm. Overkarmen er savet til i længden og skal nu skæres til, så den kan monteres og ligge plant oven på sidekarmene. Det betyder, at der skal skæres et stykke af overkarmens nederste del i begge sider.
Stykket, der skal fjernes, skal have samme bredde som sidekarmens tykkelse – 2,8 cm. Det mål afsætter fagmanden på karmtræet. Det er vigtigt at bruge en vinkel til opstregningen, så skæringen bliver helt præcis. Og lige så vigtigt er det, at saven indstilles helt nøjagtigt, så afskæringen bliver præcis 2,8 cm.
I dybden skal saven indstilles, så den skærer 1,4 cm ned – nemlig ned til bunden af falsen. Derved kommer overkarmen til at passe perfekt oven på sidekarmene. Nu er det bare at save ud i begge sider af overkarmen. Har du ikke en bordsav, kan du benytte en fintandet håndsav.Inden du fastgør overkarmen, skal du lige kontrollere, at overkarmen passer præcist mellem sidekarmene.
Det gør den og kan nu monteres. Det gøres med trælim, der smøres godt på kanterne, hvor den har kontakt med sidekarmene. Overkarmen presses ind, men endnu ikke helt ind. Først skal der lige presses lidt lim ind mellem karmenes yderkanter i begge sider. Og så presses overkarmen på plads.
Karmen skal skrues sammen, så fagmanden borer nu for med et 3,5 mm bor. Han borer tre huller – et foroven – et forneden – og et i midten. Derefter kan skuerne, der er 4,5 x 70 mm, skrues i. Det samme gentager sig i den anden side. Og så er døren faktisk færdig. Inden karmen forlader værkstedet, vil fagmanden dog skære karmen til i længden. Da forkanten på det dørtrin, som karmen skal placeres på, er 1,8 cm højt, måler fagmanden det stykke ned på karmene.
LÆS OGSÅ: Karmskruer - Bliv ekspert på 5 minutter!
Han streger helt lige op ved hjælp af vinkelen og saver det overskydende karmtræ af med en håndsav. Sav forsigtigt det sidste stykke, så der ikke ryger en flis af karmtræet. Når begge karmsider er savet til i længden, skal der monteres et støttebræt, som sørger for at holde karmen stabil under transport. De lange skruetvinger kan fjernes. Og den nye dørkarm er klar til opsætning. Det tog håndværkeren små tre kvarter et bygge den nye karm til den gamle dør.