Sådan skifter du dørhåndtag i hoveddør

Hvis dørhåndtaget er slidt, eller du bare gerne vil have et i bedre kvalitet eller anderledes udseende, kan du sagtens klare udskiftningen selv. Det tager under en time.

Det skal du bruge

Værktøj

  • Skruetrækker
  • Bidetang

Materialer

  • Dørhåndtag

Trin for trin

Når du køber et nyt dørhåndtag, kan det godt svare sig ikke at købe det billigste. Gå efter et håndtag, der bliver fastgjort solidt til døren, så du ikke risikerer at trække håndtaget af. Især på tunge yderdøre er det vigtigt at gå efter en stærk og solid kvalitet.

Skift dørhåndtag 1

Fjern det gamle håndtag. Skruer af messing kan godt være lidt bløde, derfor skrues de løs med en almindelig skruetrækker. Det mindsker risikoen for at ødelægge kærven.

Skift dørhåndtag i hoveddør 2

Tjek, om firkantstangen på det nye greb passer i længden, ved at sætte den i døren. Hvis den er for lang, skal den kortes af med en nedstryger, men det er sjældent.

Skift af dørhåndtag 3

Klip skruerne til, som dørgrebet skal monteres med. De er beregnet til det og kan afkortes for hver 5 mm, så de er nemme at tilpasse præcist til den tykkelse, din dør har.

Skifte dørhåndtag 4

Skruerne monteres gennem et plaststyr. Det gør, at dørgrebet ikke kan rykke sig fra side til side, men bliver monteret korrekt og holdes ordentligt fast.

Montering af dørhåndtag yderdør 5

Spænd skruerne fast med en skruetrækker. Brug en helt almindelig håndskruetrækker, så har du meget mere føling med, hvor meget du spænder. Tjek, at dørgrebet kan arbejde, som det skal, inden du går videre.

Udskiftning af håndtag på hoveddør 6

Skru den lille medfølgende skrue fast (i fagsprog kaldet en pinolskrue). Den skal skrues ind i den gennemgående firkantede stang, så håndtaget sidder fast, og døren kan åbne og lukkes.

Montering af dørhåndtag yderdør 7

Sæt dækkappen på rundt om håndtaget. Der er et hak i kappen, så den kan vippes af igen. Husk at vende hakket nedad, så det ikke bliver synligt.

Se flere reparationer af dørhåndtag

Hvis der er tale om den slags dørgreb, der ofte sidder på en terrassedør, et såkaldt paskvilgreb, kan du også sagtens klare udskiftningen selv.