Skydedør med svejset ramme

Byg din egen flotte og rustikke skydedør med en kraftig metalramme, svitsede brædder og plexiglas. Skydedøren kan nemt tilpasses enhver størrelse åbning, og du får en udførlig arbejdstegning, pædagogiske trin for trin-vejledninger og selvfølgelig masser af tips og tricks!

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
2 dage
Pris
Ca. 13.000 kroner
Byg en rustik skydedør

Skydedøren kan nemt tilpasses enhver bredde og højde. Og kan både bruges inde og ude.

Intro

Glem alt om hvide, triste og laminerede standardskydedøre, som ovenikøbet kan være svære at finde til lige præcis den døråbning, du har derhjemme. Her får du opskriften på en ekstremt lækker løsning, der let kan tilpasses enhver åbning!

Ja, der er en række spændende gør det selv-udfordringer forbundet med denne rustikke skydedør. Du skal eksempelvis have mod på at arbejde i metal, og du kommer både til at skære og svejse. Men når det er sagt, så hører metalarbejdet til i den nemme afdeling, så det er rent faktisk et fint begynderprojekt.

Skydedør på hjul

En stor skydedør med kraftige metalrammer og brædder vejer en del. Og du skal selvfølgelig være opmærksom på, hvad det er for en slags væg, du skruer vægskinnen op i. I praksis skal vægskinnen kun holde døren oprejst; det er nemlig de to små faste transporthjul under hver skydedør, som bærer vægten.

Kan monteres inde og ude

Den rustikke skydedør, vi her viser, hvordan du bygger, er grundlæggende beregnet til at blive sat op indendørs. Men hvis du har behovet, kan den nemt tilpasses et udendørsliv også. Det kræver bare, at du giver træet noget træbeskyttelse og også overvejer at bygge med nogle større hjul - små transporthjul egner sig fx ikke så godt, hvis de skal køre på et groft underlag som grus, sten eller et møgbeskidt garage- eller staldgulv.

Bliv hobbysmed med gør det selv!

Det er både sjovt og nemt at arbejde med metal, og hvis du følger Gør Det Selvs svejsekursus for nybegyndere, tager det ikke ret lang tid, før du er klar som hobbysmed.

Et lille svejseanlæg plus det fornødne sikkerhedsudstyr koster ca. 2.000 kr., og hvis du vil lære at lave den perfekte svejsesøm mellem to stykker metal, så er det bare om at komme i gang!

Se mere her: Lær at svejse

Vejledning

01
Skær og montér vægskinnen 4 Trin

Vægskinnen over døråbningen holder skydedøren på plads, så den ikke vipper ind eller ud. Den skal som sådan ikke holde skydedørens vægt, da skydedøren hviler på hjul, men du skal alligevel tage hensyn til, hvilket vægmateriale du skruer den ind i, og bruge passende plugs og skruer. Her er væggen af træplader, og derfor bruger vi træskruer.

Størrelsen på skydedørene afhænger af døråbningen. Regn med, at når dørene er lukkede, skal lågerne stikke 4 cm ud over døråbningen i top og sider.

1

Markér, hvor skinnen skal monteres. I dette eksempel er højden 265 cm. Skær skinnen til i en længde på åbningens bredde (her 235 cm) + de kommende døres bredde (243 cm) = 478 cm.

2

Bor for til et hul i midten af skinnen (E) (fladstålet) for hver 35-36 cm. Her svarer det til 13 huller i vægskinnen. Sørg også for at bore hullerne op, så skruehovederne kan undersænkes.

3

Svejs et 5 cm langt afstandsstykke af 20 x 20 x 2 mm firkantrør (B) bag på de 13 skruehuller. Sørg for, at stykkerne er centreret, så der er 15 mm fra top og bund af vægskinnen og ned til afstandsstykkerne.

4

Skru skinnen fast, og tjek løbende, at den er i vater. Sørg for at bruge skruer/plugs, der kan holde i den væg, du sætter den op i. Som du kan se her, holder afstandsstykkerne (B) skinnen 5 cm ud fra væggen.

02
Byg dørrammerne 7 Trin

Start med at afkorte de kraftige firkantrør på 40 x 40 x 2 mm, der skal bruges til yderrammerne på de to skydedøre.

Husk, at hvert hjørne skal skæres i 45 grader, så det er en god idé at tjekke og dobbelttjekke, at snittene kommer til at vende rigtigt, inden du skærer.

Start også med kun at punktsvejse firkantrørene sammen, så du har mulighed for en sidste finjustering, inden du fuldsvejser.

1

Skær firkantrørene (A) til dørrammerne. Enderne skal passe sammen i 45 grader. Har du ikke en metalbåndsav, må du bruge en vinkelsliber. Men pas på, så snittene ikke bliver så grove, at rammen bliver skæv.

2

Slib de skårne kanter forsigtigt med en vinkelsliber. Denne proces kaldes også for afgratning. Pas på med ikke at fjerne for meget materiale.

3

Læg firkantrørene (A) op på arbejdsbordet, og hæft det første hjørne sammen med to punktsvejsninger. Når vi kun punktsvejser, er der nemlig stadig mulighed for at vride lidt på hjørnernes vinkler.

4

Tjek, at hjørnet er i vinkel, inden du lægger de næste rør op og punktsvejser det modsatte hjørne.

5

Når diagonalerne på rammerne er præcis lige lange, er rammen retvinklet.

6

Nu skal du fuldsvejse alle hjørner. Sørg for at svejse dem hele vejen rundt: på siderne, i toppen og inde i selve hjørnet.

7

Efter svejsning slibes alle sømmene glatte med vinkelsliberen. Kommer der små ujævnheder, buler eller småhuller, kan du altid fylde efter med metalspartelmasse. Sørg altid for at have beskyttelsesudstyr på, når du arbejder med vinkelsliber og svejsning.

03
Montér hjul og ruller på rammerne 4 Trin

Skydedørens vægt holdes hovedsageligt af de to små faste transporthjul under hver af de to rammer, og dem skal du montere nu.

Derefter gælder det de relativt store skydeportruller, som skal holde toppen af rammerne fast til vægskinnen. Og med rullernes højdeplaceringer gælder det om at måle præcist op, så skydedørene netop ikke hænger for tungt i vægskinnen.

ADVARSEL: Inden du svejser, er det vigtigt at slibe galvaniseringen af rullernes beslag - ellers vil der udvikles giftige dampe!

1

To små faste transporthjul (G) fastgøres til de nederste firkantrør 10 cm inde fra kanten på hver ramme. Sørg for at sætte hjulene på bagsiden af rammerne (den side, der vender indad, man ikke ser).

2

Mål op, og afmærk på toppen af rammen, hvor skydeportrullerne (F) skal sidde. Her sidder de 10 cm inde fra hvert hjørne. Sørg for, at rullernes midte ender i en højde, der svarer til vægskinnens højde.

3

Svejs rullerne (F) fast med et par punkter til rammernes forsider (og husk lige at vende rammerne, så rullerne vender indad mod væggen og skinnen).

4

Nu kan du tjekke, at rammernes transporthjul og skydeportruller rent faktisk passer med vægskinnen. Og skulle det blive nødvendigt, kan du justere på skydeportrullernes placeringer, inden du fuldsvejser dem. Det er langt nemmere at flytte rundt på stålrammen nu, inden der kommer tung beklædning på, så sørg for, at begge rammer står solidt fast og glider til siderne, som de skal, inden du går videre. Sørg for, at rammen ikke hænger for tungt i vægskinnen, og at den kan glide fra side til side uden at falde forover.

04
Byg vindue, og montér beklædning 9 Trin

Nu gælder det monteringen af vinduesrammerne, bagbeklædningen, de svitsede brædder og til sidst vinduerne, der skal limes i.

Bagsiderne af dørrammerne dækkes med OSB-plade, der går fra kant til kant. På den måde kan de svitsede brædder limes på inden for selve stålrammen, og dermed bliver der ingen synlige skruer. Vi viser, hvordan du bygger den store ramme med vinduerne i, og så kan du bruge samme fremgangsmåde til at bygge den lille.

1

Skær og svejs tre “vinduesbjælker” (D) af T-jern, og placér dem inden for den ydre vinduesramme, der laves af L-jern (C). Læg mærke til, at der også er L-jern i top og bund. Svejs nu vinduesrammen fast.

2

Svejs de inderste lodrette stivere (A) fast på hver side af vinduesrammen. Derefter skal du svejse de vandrette stivere (A1) på (se tegningen).

3

Spartl mellemrummet mellem stiverne (A) og vinduesrammen (C). Når spartelmassen er hærdet, males med en maling til metal, eksempelvis Hammerite. Herefter skal malingen have lov til at tørre.

4

Skru OSB-pladerne (J) fast på dørrammernes bagsider med gipsskruer. Men inden du kommer så langt, skal du bore for langs rammens kanter for hver 20 cm med et 2 mm metalbor.

5

Lav en prøveoplægning med loftsbrædderne (H), og skær dem til, så de passer perfekt inden for metalrammerne eller ligger i et mønster, du kan lide.

6

Svits brædderne med en gasbrænder. Sørg for at holde gasbrænderen i bevægelse hele tiden - så bliver resultatet jævnt! Og pas nu på med åben ild, hvis du svitser brædderne indendørs.

7

Lim nu de svitsede brædder (H) fast til OSB-pladerne (J) med træ- eller montagelim, og lad limen tørre i et døgns tid.

8

Lim nu plexiglassene (K) i vinduesrammerne (C + D) med montagelim - det bliver pænest, hvis du som her kun lægger en stribe lim på bagsiden af glassene og altså ikke mellem metalrammen og glassene.

9

Montér dørhåndtagene som det sidste, når skydedøren er løftet på plads.

Materialer

  • 40 x 40 x 2 mm firkantrør (A + A1)
  • 20 x 20 x 2 mm firkantrør (B)
  • 30 mm vinkelstål (C), L-profil
  • 30 mm vinkelstål (D), T-profil
  • 50 x 8 mm fladstål (E)
  • 4 skydeportruller (F), 120 mm
  • 4 faste ruller (G), 38 mm
  • 19 x 100 mm loftsbrædder (H)
  • 18 mm OSB-plade (J)
  • 600 x 400 x 4 mm plexiglas (K)

Desuden:

  • Skruer og plugs til vægskinne
  • Gipsskruer til OSB-plader
  • Montagelim
  • Metalspartelmasse + -maling
  • Dørhåndtag + dørstop

Tidsforbrug

Et par dage inkl. tørretider.

Pris

Ca. 13.000 kr. for denne skydedør på 225 x 243 cm alt inklusive.

Sværhedsgrad

Der er mange gode udfordringer gemt i dette projekt, og du kommer både til at svejse og bygge.

Tegning

Video

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Stopklods til kapsaven

Tips & Tricks

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Skydedøre