Sådan lapper du råddent træværk

Når mindre rådangreb opdages i ellers sundt træværk, kan det som regel reddes. Løsningen er at fjerne det angrebne træ og erstatte det med frisk træ. Det lille reparationsstykke kaldes i fagsprog for en lus, og når den er på plads, og døren eller vinduet er slebet og malet, er reparationen så godt som usynlig.

Sådan: Lap råddent træværk

Med et stykke reparationstræ kan man ofte redde døren eller vinduet fra udskiftning.

Lap råddent træværk

Med en lus kan man ofte fjerne mindre rådangreb, og på den måde slipper du for at udskifte døren eller vinduet helt. Her gennemgår vi trin for trin, hvordan du skal gøre.

Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.

Find det rådne træ

1. Stik en skruetrækkerspids ind i træet, hvor der er mistanke om råd. Er det blødt, er det angrebet. Fortsæt udefter til det friske, sunde (hårde) træ rammes.

2. Streg det angrebne område op plus et par millimeter ind på det friske træ. Brug listen, der senere skal monteres, som skabelon – så får hullet det rette mål.

Fjern det angrebne træ

1. Det angrebne træ skæres væk med en multicutter. Skær på den side, der vender ud mod det angrebne træ, og pas på ikke at grave for dybt ind.

2. Fortsæt rundt fra begge sider, og skær rent for enden af det område, der skal fjernes, så der opstår et regulært hul med rene linjer.

3. Stik hullet helt rent med et skarpt stemmejern, så der opstår en plan limflade. Giv til sidst det blottede træ en gang grundingsolie med fungicider.

Erstat med frisk træ

1. Find en liste, der er en smule tykkere end reparationsstedet, og skær den til i længden. Vær grundig med opstregningen. Brug vinklen flittigt, og sav præcist i stregerne.

2. Brug rigeligt med snedkerlim (beregnet til udebrug), når lusen skal limes fast. Det er vigtigt, at samlingen er helt tæt, og godt med lim lukker alle småsprækker.

3. Lusen – her den lodrette del – skrues på plads. Det er en stor fordel at bore for og forsænke skruehovedet, så der ikke er risiko for, at den smalle liste flækker.

4. I denne reparation skal der både repareres på den lodrette og den vandrette del af vinduet. Det bliver bedst, hvis det gøres med en bladsamling, som der her streges op til.

Slib og mal

1. Når limen er helt tør, slibes listerne i plan med resten af vinduestræet. Med en trekantsliber eller – som her – en multicutter med slibeforsats kan man komme til.

2. Småsprækker spartles med en spartelmasse til udebrug. Til sidst grundes og males træet, så reparationen beskyttes.

Smart genvej med kemisk træ

1. Først fjerner du alt råddent træ, så reparationen får god vedhæftning til fast træ. Klæbefladen må meget gerne være ujævn. Du kan lade skruer og søm i glaslisten sidde. Råddent træ smitter ikke, og så længe det er tørt, forværres skaden ikke.

2. Nu bygger du en forskalling, som vil holde massen på plads, mens den hærder. Gnid to trælister med et stearinlys, så massen ikke klæber på dem. Skru dem sammen i en vinkel, og skru dem på rammen, så deres forkant ligger i niveau med den.

3. Skru en bunke korte skruer ind i det sunde træ, så reparationsmassen får mange små “ankre” at gribe fat i. De skal ligge mindst 3 mm under den nye overflade. To lange skruer klemmes ind som armering, så reparationen ikke revner ved hjørnet.

4. Fyld op med reparationsmasse. Først dækker vi glaslisterne af med tape, og når alt er klart, blander vi en portion Kemisk Træ. Pres massen godt ind i hullet. Det er nemmest at fylde i ad to omgange.

5. Den hærdede masse slibes til. Efter et kvarters tid er massen helt gennemhærdet og kan slibes glat og i plan med omgivelserne. Fjern afdækningstape og forskalling. Grovslib først med korn 60, og slut af med korn 150 - og maling.

Video

  • Video 1: Lille rådskade i vinduesramme
  • Video 2: Rådskade i vinduesramme
  • Video 3: Sådan bruger du multicutteren


Video 1: Lille rådskade i vinduesramme

Se her, hvordan du skal gøre.

Video


Video 2: Rådskade i vinduesramme

Se her, hvordan du skal gøre.

Video


Video 3: Sådan bruger du multicutteren

I denne video lærer du alt om maskinens smarte funktioner og tilbehør. De mange forskellige slags tilbehør gør det muligt både at save, stemme ud, afkorte, fræse og slibe på steder, hvor andre værktøjer ikke kan komme til. Og maskinen kan bruges i både træ, plast, metal, mørtelfuger mm.

Video