Den enkle guide til vinduespudsning

Der findes et utal af gode råd om vinduespudsning, men hvad virker egentlig? Her får du vores guide til, hvordan du får rene vinduer uden striber hver gang.

Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.

Hvad skal der i vandet, når du skal vaske vinduer?

En sikker opskrift er en blanding med salmiakspiritus og opvaskemiddel, hvor du skal bruge en hætte af hver, som blandes i cirka 5 liter koldt eller lunkent vand.

Hvis du putter afspændingsmiddel i vandet, bliver vandets overfladespænding brudt, og vandet kan derfor nemmere glide af ruden uden at efterlade mærker.

Der er mange rengøringsmidler på markedet, der er beregnet til at vaske vinduer, men den hjemmelavede blanding er ofte bedst, billigst og mest miljøvenlig.

Det anbefales kun at bruge glasrens til at pudse vinduerne indendørs. Glasrens er generelt bedst til spejle og genstridige pletter.

Vaske vinduer indendørs med glasrens

Du skal kun bruge glasrens, når du rengør dine vinduer indendørs.

Det rigtige grej til rene ruder

Det eneste udstyr du behøver, når du skal vaske vinduer, er:

  • En spand
  • En børste
  • En skraber

Hvis du køber en børste og en skraber i en god kvalitet, er der ingen grund til en masse smart ekstraudstyr.

Hvis du for eksempel har sprossede vinduer, skal du huske en skraber, der passer. Det nemmeste er at finde en, der passer i størrelsen, så du kan tørre efter med et enkelt tag.

Bagefter kan du bruge en klud til at tørre eventuelt overskydende vand af.

Den allerbedste klud er for eksempel et gammelt viskestykke eller en stofble.

Udstyr når det skal gå lidt hurtigere

Hvis du fx er så heldig at have et drivhus eller et hus med ekstra mange vinduer, har du selvfølgelig en god undskyldning for at investere i udstyr, som får det hele til at gå lidt stærkere.

Du kan tilkøbe ekstraudstyr til mange højtryksrensere, så de også kan bruges til at pudse vinduer. Du skal selvfølgelig bare huske at skrue ned for trykket.

LÆS OGSÅ: Højtryksrenser test (2023)

Der er også kommet flere robotter på markedet, som kan vaske vinduerne både inde og ude.

En anden løsning er selvfølgelig at hyre en professionel. Prisen på vinduespudsninger svinger kraftigt i forhold til, hvor du bor og hvilke vinduer, du har.

Højtryksrenser til at vaske vinduer

Hvis du bruger en højtryksrenser til at vaske dine vinduer med, skal du huske at skrue ned for trykket.

Vask vinduerne på en gråvejrsdag

Der er stor uenighed om, hvorvidt det er bedst at pudse vinduer når solen skinner, i regnvejr, eller når det er overskyet.

Du får det bedste resultat, når der er overskyet.

Højt solskin er den sikre vej til striber, fordi sæbevandet tørrer, inden du kan nå at tørre det af.

Fordelen ved at pudse vinduer, når det regner, er, at snavset nemmere kommer af i det våde vejr. Til gengæld kan du opleve, at ruderne er lige så beskidte bagefter, fordi luften indeholder en masse støv, som nemt sætter sig fast på de våde ruder.

Hvis du skal vaske vinduer, mens der er frost, er der mange, der anbefaler at putte lidt sprinklervæske i vandspanden for det bedste resultat.

Slip for kalken, når du vasker vinduer

I Danmark har vi meget kalk i vandet, som kan efterlade de uklædelige striber på vinduerne. Mange putter derfor en smule husholdningseddike i vandet for at modvirke kalken.

En anden løsning kan være kalkfrit vand, hvis du for eksempel har et kalkbehandlingsanlæg installeret i boligen. Hvis du har en kondenstørretumbler, skal du huske at gemme vandet, for det er perfekt til at pudse vinduer i.

Mange professionelle vinduespudsere bruger kalkfrit vand og kan derfor undvære skraberen bagefter.

Hvis vinduerne er hårdt ramt af kalk, kan du bruge eddikesyre, men her er det vigtigt at tage de rigtige forholdsregler, da syren for eksempel kan opløse maling og isolering ved vinduesrammen.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Vinduer