Intro
Vejledning
01
Fundamentet
5
Trin
Orangeriet er bygget op på et muret fundament, der består af en sokkel af fundablokke støbt i en rende. Ovenpå mures en lille mur med kun fire rækker mursten, der afsluttes med en bundrem foroven, som træ- og glasoverdelen kan bygges ovenpå.
Grav en rende til fundamentet, når du har målt op til orangeriets placering. Renden her har en dybde på ca. 100 cm og en bredde, der svarer til spaden.
Sæt galger op i hvert hjørne. Galgerne er vinkelrette og sikrer, at orangeriet bliver helt lige. De bankes i jorden ca. 15 cm fra renden, så der kan sættes en murersnor op, hvor fundamentet skal være, uden at snoren rammer ind i galger eller andet. Der fyldes beton i renden, ca. 30-40 cm op.
Soklen mures op i fundablokke, når betonen har tørret i mindst et par dage. Soklen består af to rækker fundablokke eller “skifter”, som det også kaldes. Fundablokkene er nemme at rette ind efter snorene.
02
Træskelet, tag og gulv
5
Trin
Oven på det murede fundament bygges et træskelet med plads til store, aflange vinduer. Orangeriets tag er enkelt konstrueret og har hældning, ved at det løftes i den ene side. Det giver plads til små vinduer over de store. Indenfor lægges der gulv med trykimprægnerede terrassebrædder.
Træskelettet bygges. I hvert hjørne fastgøres en stolpe til bundremmen. Stolperne forbindes med en rem i toppen på langsiderne. Topremmen i den ene langside løftes 45 cm, så der kommer hældning på taget. Mellem vinduesrammerne fastgøres lodrette reglar til top- og bundrem.
Sæt de aflange vinduer i. Glasset er bestilt på mål og sættes fast i vinduesrammerne med glaslister. Glasset leveres med en beskyttende film, der nemt fjernes.
Der lægges gulv i orangeriet. Strøerne er 45 x 95-mm-reglar, der klodses op på fliser på det stampede underlag. Strøerne placeres med en afstand på 60 cm.
Gulvet er terrassebrædder, der lægges med en afstand på 6 mm. Der skal også laves en lem til opbevaringsrummet i midten.
03
Den sidste finish
4
Trin
Endegavlen i orangeriet er lidt anderledes med træbeklædning på det nederste stykke og mindre vinduer foroven. Inde i orangeriet bygges der bænke i begge langsider, hvor der er plads til kapillærkasser. Plantesækkene lægges dog oven på bænkene, hvor der er boret et hul til hver kapillærkasse, så den er nem at vande. Alt træværket får klar olie, så træet bliver mere modstandsdygtigt.
Der sættes træbeklædning op i endegavlen. Her er valgt klinkbeklædning, hvor det øverste bræt placeres lidt ud over det underliggende bræt, så vandet ledes væk. Der sættes glas i resten af endegavlen efter samme princip som ved de øvrige vinduer og med små, asymmetriske vinduer i trekanten op mod det skrå tag.
Plantesækkene placeres oven på bænkene i hver side, hvor de knap så kønne kapillærkasser er skjult. Sædet på bænken er opdelt og monteret med hængsler, så der kan åbnes til hver enkelt kapillærkasse. Der er boret hul i sædet, så det er nemt at komme til at vande kapillærkasserne.
Træværket har fået transparent træbeskyttelse, så det holder længere - både udvendigt og indvendigt. Over bænkene monteres lister i begge sider på spærene, så det er nemt at binde drivhusplanterne op.
Materialer
Tidsforbrug
Ca. 2-3 uger, hvis du arbejder koncentreret.
Pris
Ca. 18.000 kr. Prisen har kunnet holdes nede bl.a., fordi murstenene var i overskud fra et andet projekt, døren er genbrug og vinduespartierne købt billigt som restparti. Det dyreste er termotaget, der har kostet ca. 8000 kr. inkl. tilbehør. Trægulvet har kostet ca. 2800 kr.
Sværhedsgrad
Det kræver god erfaring at bygge orangeriet her, hvor der skal støbes fundament, mures op og sættes vinduer i skrå rammer.