Specifikationer, dimensioner og priser
Beskrivelse: Trykimprægneret træ
Trykimprægnerede terrassebrædder er behandlet med imprægneringsvæske under tryk. Behandlingen gør dem modstandsdygtige overfor fugt.
En terrasse af rå fyrretræsbrædder rådner i løbet af få år. Træet er slet ikke modstandsdygtigt overfor vand, der lægger sig på den vandrette overflade, eller den fugt, der trænger op gennem jorden.
Ved at behandle brædderne med imprægneringsvæske i et trykkammer, bliver de ofte billige brædder så godt beskyttet, at de kan holde til livet på en terrasse i årtier – hvis du altså har konstrueret terrassen korrekt.
Priseksempel
Cirka 125 kroner pr. kvadratmeter
Opdateret januar 2025
Terrassebrædder fås i flere tykkelser og bredder. Priseksemplet er for en af de mest anvendte dimensioner.
Kvadratmeterprisen på en terrasse afhænger i nogen grad af, hvor stort mellemrum, du laver mellem brædderne.
Hvor bruges: Trykimprægneret træ
Terrassebrædder af trykimprægneret træ bruges til terrasser, udendørs trapper mm.
Terrassebrædder er selvsagt skabt til anlæg af terrasser, men de kan også bruges til trinene på udendørs trapper af træ eller som fx sædebrædder til bænke.
Fordele
- Billige
- Meget langtidsholdbare
- Kan købes i alle byggemarkeder, ofte på tilbud
Ulemper
- Nedbrydes, trods imprægnering, over tid
- Trækvaliteten kan være meget svingende
- Særligt udenlandske imprægnerede brædder kan være dårligt behandlet
Holdbarhed
10-20 år
Trykimprægneret træ har som udgangspunkt relativ lang holdbarhed.
Træ er generelt sårbart over for fugtophobning, så hvis træet har jordkontakt, eller der står pytter af vand på overfladen, nedbrydes det hurtigere, end hvis det er tørt og ventileret.
Derfor er korrekt opbygning af terrassen afgørende for holdbarheden.
Vedligeholdelse
Trykimprægnerede terrassebrædder kan behandles med ikke-dækkende træbeskyttelse af kosmetiske årsager, men kan også stå ubehandlet.
Dimensioner
- Tykkelse: 21, 22, 25, 26, 28, 32, 38 mm
- Bredde: 100, 125, 145, 150, 175, 200 mm
- Længde: 300, 360, 420, 480, 510, 540 cm
Se alternativer til trykimprægnerede terrassebrædder
Princip
Strøerne kan klodses op på plastkiler eller lignende, hvis du har et helt plant og fast underlag, fx en gammel fliseterrasse. Alternativt må du lave punktfundamenter. Ovenpå skrues terrassebrædderne fast med en indbyrdes afstand på 3-8 mm.
Et tykt bræt er stærkere end et tyndere, og jo tættere strøerne under terrassen ligger, desto mindre vil brædderne bøje ned, når du går på dem. For de fleste terrassebrædder er maksimumafstanden mellem strøerne 60 cm.
Montering
Før du kan lægge en terrasse, skal du kende de grundlæggende mål: terrassebræddernes tykkelse og terrassens bredde og længde, terrassens højde ift. huset. Og så skal det areal, du vil lægge terrasse på, være rimelig afrettet og jævnt. Er det ikke muligt, må du fundere med punktfundamenter.
Du skal sætte strøer op for hver 60 cm. Her gøres de fast i en rem på væggen; det er altid et godt og stabilt udgangspunkt, hvis terrassen skal ligge op ad huset.
For at kunne regne bræddernes placering ud, skal du kende deres bredde. Så kan du fordele dem i terrassens bredde, og justere på det mellemrum, der skal være mellem brædderne: min. 3 mm, gerne 5-8 mm.
Lægges terrassen på en gammel fliseterrasse, skal strøerne klodses op på et materiale, der er stabilt, og som ikke suger vand. Det kan, som her, være særlige terrassekiler. Det kan også være almindelige plastkiler eller fliser belagt med murpap op mod strøerne. Strøerne skal gøres fast til kilerne, så de ikke forskubber sig.
En kridtsnor er genial til at strege op på alle strøer på én gang. Så har du et udgangspunkt for oplægningen af brædderne.
Når du skruer brædderne fast, kan du bruge et koben til at justere evt. skæve brædder ind. Skruerne skal være rust- og syrefaste a4-skruer. Alle andre skruer bliver tæret af olieindholdet i træet. Brug et vaterpas eller en retteskinne til at markere skruernes placering. Det er pænest, hvis de sidder på helt lige rækker.
Varianter
Redaktionen anbefaler
Redaktionens anbefalinger til dig, der skal bygge med terrassebrædder.