Smarthome: Fyld huset med lette løsninger

Med det rette miks af sensorer, kontakter og robotter i hjemmet sparer du både penge og tid på den daglige drift. Og så kan du forlade dit hus med ro i maven, når du ved, at din telefon nok skal give besked, hvis der pludselig er røg i køkkenet, vand i kælderen eller ubudne gæster i stuen.

Smarthome-løsninger er kommet for at blive, og uanset om du er nybygger, eller du er ved at renovere en ældre ejendom, så er du givetvis allerede stødt på en håndfuld smarte gadgets, der lover dig et lettere liv som husejer.

I denne artikel kigger vi nærmere på 10 smarthome-løsninger, der er lette at passe ind i dit hjem, og som minimum kan styres fra din sofa med en app på din telefon.

3 fordele ved smarthome-løsninger

  1. Spar tid og penge: Størstedelen af de løsninger, vi viser dig, sparer dig enten tid eller penge, fx ved at lægge rengøringen over på en robotstøvsuger eller ved at anvende smarte termostater, der kan styre temperaturen mere præcist og dermed spare penge på varme.
  2. Ro i maven: En anden hyppig fordel ved fx smarte kameraer eller røgalarmer er, at de er forbundet til din telefon via internettet, og det betyder, at de kan give dig besked, når det er nødvendigt – uanset hvor du befinder dig.
  3. Automatisér dit hjem: Smarte gadgets leveres normalt med en app, der kan kontrollere dem individuelt, men faktisk kan langt de fleste smarte gadgets kombineres ved hjælp af programmer som fx Homey, der giver mulighed for at få forskellige apparater til at spille sammen.

10 eksempler på smarte teknologier der gør livet lettere

  1. Intelligente ventilatorer med varmegenvinding gør det let at styre indeklimaet.
  2. Bevægelsessensorer fortæller dig, hvilke rum der er i brug.
  3. Smarte røgalarmer giver besked direkte til din telefon, når alarmen går.
  4. Det intelligente overvågningskamera sender dig en besked og begynder at optage, hvis der kommer uventede gæster.
  5. Videodørklokken streamer lyd og billede direkte til din telefon.
  6. Robotplæneklipperen klipper græsset, når du ikke er hjemme.
  7. Vaskemaskine og tørretumbler optimerer selv vasketid, program og vasketidspunkt.
  8. Trænger der vand ind i kælderen, giver vandalarmen dig besked.
  9. Robotstøvsugeren tegner selv et kort over dit hus og støvsuger, når du tager hjemmefra.
  10. En smart klimasensor kan måle temperatur, luftfugtighed, CO2 m.m. og kommunikere dem til fx et automatisk ventilationssystem.

1. Lad robotten slå græsset

Worx Landroid hører til blandt de mest populære robotplæneklippere.

Du behøver ikke spilde tid og kræfter med en gammeldags selvskubber. I stedet kan du lade en robotplæneklipper klare arbejdet med plænen for dig, når du er på arbejde eller på ferie.

Robotplæneklippere findes i flere forskellige kategorier, hvor de billigere modeller kræver, at du selv installerer en kanttråd, der afgrænser den plæne, der skal klippes, mens de dyrere og mere moderne modeller anvender kamera, GPS og lidar-teknologi til samme formål. En robotplæneklipper koster mellem 1.500 og 20.000 kroner.

2. Tjek dine kameraer mens du er på ferie

Mange moderne kameraer kører på batteri og er derfor lette at montere.

Hvis du er nervøs for, at der kommer ubudne gæster, når du ikke er hjemme, så kan overvågningskameraer måske hjælpe til at holde nerverne i ro.

Smarte overvågningskameraer er lette at sætte op, og så kan de som regel tilgås via internettet. Det betyder, at du altid kan hive din telefon ud af lommen og se, hvad dit kamera ser live. Smarte kameraer er desuden relativt billige, og et 2K-kamera med både mikrofon, højttaler, nattesyn, bevægelsessensor og alarm kan fås for under 500 kroner.

3. Hold styr på indeklimaet i realtid

Smarte rumtemperatursensorer eller smarte vejrstationer, som de også kaldes, måler typisk temperatur og luftfugtighed, men kan ofte meget mere. Afhængigt af modellen kan du aflæse målingerne direkte på sensoren, men altid på din telefon, så du ved, hvornår det er tid til at lufte ud.

Sensorerne kan selvfølgelig også kombineres med bl.a. ventilatorer og smarte termostater, som hhv. automatisk lufter ud og justerer temperaturen på dine radiatorer efter rumtemperaturen i stedet for radiatorvandets temperatur.

Prisen pr. sensor er ca. 120 kroner.

4. Vask og tør med optimalt strømforbrug

Vaskemaskiner og tørretumblere bruger en del energi, og det kan være svært at forudsige, hvilket program der er mest effektivt.

Smarte vaskemaskiner og tørretumblere kan dog hjælpe dig på vej ved bl.a. at måle vasketøjets vægt og fugtighed og komme med anbefalinger til dig.

Derudover kan nogle modeller selv melde, når de skal rengøres og vedligeholdes.

5. Tænd og sluk lys med bevægelsessensorer

Bevægelsessensorer er diskret designet, så de let kan skjules i huset.

Hvis det ikke er nok for dig, at du kan styre dine lamper med en app fra sofaen, og du i stedet drømmer om et hjem, der selv ved, hvor du er, og selv tænder og slukker lyset, når du kommer og går, så kan det lade sig gøre.

Bevægelsessensorer koster kun omkring 100 kroner stykket, og du kan med den rette software bruge dem til automatisk at styre dine lamper. De kan lige så vel styre andre processer, fx tænde en ventilator eller stoppe robotstøvsugeren, når du kommer hjem.

6. Styr udluftningen automatisk

Her ses en Duka One Pro 50S Wi-Fi.

Moderne ventilationsanlæg med varmegenvinding er smarte, men de hører som udgangspunkt til i nybyggede huse. Bor du i et ældre hus, så kan du dog installere friskluftsventiler med varmegenvinding i individuelle rum. I kombination med en rumtemperatursensor er der næsten garanti for, at du både får et bedre indeklima og en besparelse på varmeregningen.

En smart ventilator med varmegenvinding koster omkring 4.000 kroner.

7. Tal med postbuddet når du ikke er hjemme

Dørklokken indeholder både kamera, mikrofon, højttaler og infrarøde LED’er.

Nogle af de allermest praktiske smarte gadgets på markedet er nok videodørklokker. Ligesom det er tilfældet med overvågningskameraer, kan du typisk se, hvad dørklokken ser, live på din telefon. Desuden er flertallet af de dørklokker, du kan købe, udstyret med en mikrofon og en højttaler, så du kan tale direkte med den, der ringer på, uanset hvor du selv befinder dig. På den måde kan du fx fortælle din postmand, at han gerne må efterlade en pakke foran døren.

En smart dørklokke koster fra ca. 450 kroner.

8. Bliv advaret hurtigt når vand trænger ind

Hvis du bor et sted, hvor der er fare for vand i kælderen, når det regner, så ved du, at der skal reageres hurtigt.

For omtrent 100 kroner kan du anskaffe en vandalarm, som placeres på kælderens laveste sted, hvor den med det samme registrerer vandindtrængen og sender en alarm til din telefon, så du kan skynde dig hjem og redde dine ejendele, før det er for sent.

9. Støvsugeren kan selv

Robotstøvsugere letter livet, men de larmer lidt, kommer i vejen og kræver ryddelige gulve for at virke.

En smart støvsuger til 1.800 kroner kan kontrolleres fra din telefon, så du kan starte den, når du forlader hjemmet, og stoppe den igen uden at være hjemme, hvis du pludselig får en fejlmelding.

10. Få besked på telefonen hvis røgalarmen går

En smart røgalarm hyler højt og sender dig samtidig beskeder på telefonen.

En røgalarm kan redde dit hus, hvis du altså opdager den. Smarte røgalarmer fungerer som almindelige røgalarmer, dvs. de hyler så højt, at naboen også kan høre dem. Smarte røgalarmer sender bare også beskeder til din telefon, der advarer dig, hvis der går ild i tarteletsovnen, der står og koger ind på komfuret, mens du er en hurtig tur i Netto.

Smarte røgalarmer koster mellem 100 og 800 kroner.