Sådan spartler du gipsplader

Gipsplader giver flotte, glatte vægge og lofter. Men hvis samlingerne ikke er spartlet rigtigt, bliver de meget tydelige, og så er løsningen knap så flot. Her kan du lære teknikken, så du med lidt øvelse bliver i stand til at lave perfekte samlinger.

PERFEKT: Er samlingen mellem gipspladerne spartlet rigtigt, bliver den usynlig, når du maler væggen.

SÅDAN SPARTLER DU GIPSPLADER - 1. LAG

1. Rør gipsspartelmasse op i vand med piskeris på boremaskinen. Også færdige spartelmasser kan bruges, men tjek altid, at typen er godkendt til første lag spartling, hvor tape skal kapsles ind.

2. Tryk første lag spartelmasse godt ned i forsænkningen mellem de to plader. Mellemrummet skal fyldes helt ud, så træk rigeligt spartelmasse på nedefra og opefter og før spartlen lidt på skrå.

3. Det er svært at spartle hele samlingen i én arbejdsgang. Så del den gerne i to. Træk først spartelmassen på væggens nederste del og ret den af, og gentag rutinen på væggens øverste del.

4. Kanterne rettes af, når spartelmassen er trukket på i et rigeligt lag – det er hurtigere end at forsøge at undgå overskydende masse. Her trækker maleren oppefra og ned.

5. Spartlingen rettes af i en jævn bevægelse. Brug en smallere spartel, fx 15 cm ved første lag eller tryk spartelmassen lidt ekstra ind, så der bliver plads til tape og næste lag spartelmasse.

6. Papiret trykkes fast i den fugtige gipsmasse oppefra og ned, mens rullen ligger på gulvet, og klippes så til i længden. Vent gerne med andet lag spartling, til første lag er tørt.

SÅDAN SPARTLER DU GIPSPLADER - 2 OG 3. LAG

1. Andet lag gipsspartel trækkes på nedefra og op, så tapen lukkes helt inde i gipsen. Læg igen rigeligt på, træk kanterne rene, og glat ud oppefra og ned med et langt, sejt strøg.

2. Tredje lag gipsspartel trækkes først på, når gipsen er helt tør og fast – efter 4-5 timer eller mere. Det sker altid med bred spartel og evt. med en finere spartelmasse – egnet til at slibe glat.

3. Spartlingen glattes med slibepapir korn 100 eller finere efter mindst et døgns tørretid. Slibespor fra grovere papir ses gennem glasfilt.

VÆRD AT VIDE OM PAPIRSTRIMLEN

Samlingen skal sikre en stærk overgang, så der ikke kommer revner mellem gipspladerne. Den opbygges – ligesom pladen – af hård gips og sej armering.

Du har to typer armering at vælge mellem. Den lette løsning er selvklæbende fibernet, som klæbes over samlingen, før du spartler. Den svære – og bedste – løsning, som vi viser her, er med papir.

Armering med papirstrimmel kræver mere håndelag end den selvklæbende fiberstrimmel, men det er den klart stærkeste løsning. For ud over at sikre, at spartelmassen ikke revner, forhindrer papiret, at samlingen forskyder sig på langs.

Redaktionen anbefaler: 30 mestertips om gips

Papirstrimlen lægges ned i våd spartelmasse. Når det er tørt, spartles igen, så papiret indkapsles total.

FÅ STYR PÅ LAGENE

Tre lag spartelmasse kan umiddelbart virke lige i overkanten. Men ikke desto mindre er det dét, som profferne anbefaler.

Hvis ikke du er meget skrap med spartlen, kan vi klart anbefale at vente med 2. lag, til 1. lag er helt tør. Og først efter 3. lag er tørt, skal du slibe.

LÆS OGSÅ: Din kvikguide til spartelmasse

VÆLG DE RIGTIGE SPARTLER

Brug gode, stive kvalitetsspartler til arbejdet. Billige bløde plastspartler dur ikke. De giver efter, så du får en hulning i samlingerne, der kan ses på den færdige væg. Du skal bruge to eller tre bredder:

En spartel på 15 cm til den første spartling, hvor massen skal trykkes ned mellem pladerne. En på 25-35 cm til de sidste spartlinger hen over den brede spartelkant. Har du et enkelt sted, hvor to plader uden skrå kanter mødes, skal de spartles med en 45 cm bred spartel for at udjævne den forhøjning, som armeringen efterlader.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Maler