6 metoder til at dræne din græsplæne

Kæmper du med en våd græsplæne, som konstant er oversvømmet? Så skal den drænes. I denne artikel kan du blive klogere på, hvorfor din græsplæne jævnligt står under vand, og hvordan du selv kan dræne græsplænen.

En flot og sund græsplæne kræver vand. Desværre er du ikke selv herre over vind og vejr, og sommetider kan for meget regnvand gøre stor skade på græsplænen.

For meget vand kan oversvømme græsplænen, men hvad kan du selv gøre ved en oversvømmet og våd græsplæne?

Oversvømmet græsplæne

Når græsplænen oversvømmes, skyldes det, at regnvandet ikke kan løbe væk. Det giver en usund græsplæne, som risikerer at rådne.

Ofte er det ikke hele græsplænen, som oversvømmes, og vandet lægger sig i store pytter på plænen eller i indkørslen.

Klik på overskrifterne for at komme direkte til afsnittet i artiklen.

Hvorfor har jeg en våd græsplæne?

Hvis din græsplæne altid står under vand, efter det har regnet, er du afgjort nødt til at gøre noget ved det, hvis du vil have en sund græsplæne.

Du skal starte med at finde ud af, hvorfor din græsplæne bliver oversvømmet.

Der kan være flere grunde til, at din græsplæne er konstant smattet eller våd:

  1. Din græsplæne består af meget lerholdig jord
  2. Din græsplæne hælder den forkerte vej eller ligger i en lavning
  3. Grundvandet ligger højt på din grund
  4. Jorden i din græsplæne er for tæt

For at komme problemet med en våd græsplæne til livs skal du dræne din græsplæne. Det kan du gøre på flere måder.

Dræning af græsplæne - hvordan fungerer det?

Selvom det kan virke uoverskueligt, hvis du står over for en plæne, som er konstant smattet eller oversvømmet, kan du heldigvis nemt selv selv dræne din græsplæne.

I nogle tilfælde kan det kræve hjælp fra fageksperter, hvis problemet er meget slemt eller kræver specielt drænarbejde, hvor der skal anlægges dræn i haven.

Når du dræner græsplænen, hjælper du vandet med at løbe væk.

Det er vigtigt, at du overvejer, hvor du vil have vandet til at løbe hen, inden du går i gang med at dræne græsplæne.

Dræne græsplæne - 6 metoder:

Du kan dræne græsplæne på forskellige måder, alt efter hvor stort et problem du har.

Her gennemgår vi 6 forskellige metoder, som svinger fra den helt simple løsning ved lette oversvømmelser til de mere indgribende metoder.

1. Prik huller i jorden

Som en mindre omfattende løsning, kan du prøve at prikke huller i jorden med fx en havegreb eller en spade.

Det vil få overfladevandet til at sive ned i hullerne.

Det er langt fra altid, at denne løsning er nok. Det afhænger af, hvordan jorden er længere nede.

Er problemerne med en våd græsplæne større, skal der mere omfattende løsninger til. Det behøver dog ikke være svært at klare selv.

2. Dræn i haven med drænrør

Du kan forsøge at dræne græsplænen ved at grave drænrør til haven ned.

Disse kan købes i de fleste byggemarkeder.

Drænrørene er perforerede og skal graves ned i jorden med filtersand eller grus omkring, så vandet ledes ned i drænrøret og væk.

3. Dræning af græsplæne med faskine

En god måde at dræne græsplæne på er ved at nedgrave en faskine i jorden.

En faskine er en kasse, som er fyldt op med sten eller andet mindre materiale, som kan lede overskydende vand fra græsplænen ned i jorden.

4. Dræn græsplænen med tørstige træer og planter

Det er et forsøg værd at plante træer eller buske, som har brug for meget vand.

Det kan fx være stauder eller buske og græsarter, som har det bedst i søområder.

Birketræer er også gode til at absorbere meget vand.

5. Undgå våd græsplæne med et regnbed eller nedsivningsø

Du kan også etablere et regnbed. Det er et bed, hvor regnvand fra dit tag bliver ledt hen for derefter at sive ned i jorden og fordampe gennem planterne i bedet.

En mulighed er også at anlægge en nedsivningssø, hvor alt vandet fra haven kan samle sig og sive videre ned til grundvandet.

6. Dræne græsplæne med grubning

Ved grubning af våd græsplæne løsnes jordens øverste lag, så vandet kan ledes videre ned igennem.

Man graver cirka 20-30 centimeter ned, men er problemet slemt, kan det kræve, at man graver endnu længere ned.

Arbejdet kræver specialudstyr, da en almindelig havefræser ikke kan klare det.

LÆS OGSÅ: Få styr på svampene i græsplænen

Forbered haven på vand

Med klimaforandringerne bliver det i dag mere og mere almindeligt med store skybrud, våde vintre og voldsomt vejr. Du kan heldigvis sagtens forberede din græsplæne på store mængder vand.

Læs her, hvordan du forbereder hus og have på skybrud.