Grønt græs uden ukrudt

Som chefredaktør på Gør Det Selv har jeg læst og skrevet utallige artikler om robotklippere, men af en eller anden grund har jeg aldrig haft en selv. Nok mest af dovenskab.

Det lyder lidt omvendt, det kan jeg godt høre. For robotterne er jo netop til sådan nogen som mig, der ikke gider at slå græs. Men havearbejde interesserer mig ganske enkelt så lidt, at jeg ikke har så meget som overvejet det.

Altså indtil sidste år, hvor en kollega på redaktionen påstod, at en robot ikke alene kan slå græsset, men at den gør det meget bedre, end man selv kan gøre det. Faktisk så godt, at selv en udpint hullet plæne fuld af mælkebøtter, kløver og mos i løbet af bare én sæson bliver om ikke til en golfbane, så i hvert fald til et pænt og ensartet grønt græstæppe.

Installationen tog en hel dag

Jeg besluttede at lade det komme an på en prøve, og derfor stod jeg sidste forår en søndag formiddag i min have med en enorm papkasse med en Gardena Smart Sileno Life indeni. Ifølge producentens oplysninger var det den perfekte maskine til en doven haveejer som mig:

“Når du installerer robotten, hjælper programmeringsassistenten med at kortlægge din græsplæne, så robotten kommer til at køre mest optimalt. Den lydløse robot kan tåle al slags vejr og manøvrerer let gennem smallere passager.”
“Perfekt!” tænkte jeg og regnede naivt med at være færdig med installationen i løbet af en halv time. Det tog så resten af dagen.

Først skulle jeg finde en egnet plads til ladestationen. Det skal være i nærheden af en stikkontakt, og der skal være 1 meters frirum foran ladestationen, så robotten kan køre lige ind, når den efter arbejde returnerer til sin base.
Dernæst kommer afgrænsningskablet, som er det kabel, der fortæller robotten, hvor græsplænen slutter, og hækken eller blomsterbedet begynder. Det skal fastgøres med plastikpløkker oven på græsset. Lige efter installationen er kablet ret sårbart, men efter en måned eller to bliver det “spist” af græsset og forsvinder ned i plænen.

Det lød som en overkommelig opgave. Altså lige indtil jeg nærlæste manualen og så, at hvis den forhindring, man arbejder sig udenom, er over 5 cm høj, skal kablet ligge 35 cm fra forhindringen, men hvis den derimod kun er 1-5 cm høj, skal afstanden være 30 cm osv. Det betød, at jeg tilbragte fem timer på knæene med en tommestok i den ene hånd og en pløkhammer i den anden.

For at fuldende værket skulle jeg tillige trække og fastgøre et guidekabel diagonalt fra ladestationen og til det fjerneste hjørne af plænen.

200 meter kabel og 149 pløkker blev det til i alt!

LÆS OGSÅ: Byg en garage til robotplæneklipperen

Installationen er noget bøvl

Det er egentlig ikke specielt svært at installere ladestationen og kablerne, men der er mange detaljer, og manualen er tung og omstændig læsning. Det er et af den slags job, hvor man først ved, hvordan man skulle have gjort, når man er færdig.

Gardena har nogle gode, instruktive videoer på deres hjemmeside. Det kan varmt anbefales at se dem i stedet for at give sig i kast med at læse manualen.

Det tog en uge at komme i bund

Installationen af maskinen gik til gengæld som en leg. Jeg tændte den, tastede dato og klokkeslæt og accepterede uden tøven alle fabriksindstillinger. Det betød, at robotten ville køre et par timer hver eneste dag undtagen søndag.

Som nævnt var min ca. 500 kvm store plæne virkelig grim. Der, hvor der havde stået et 10.000-liters badebassin året før, var der en stor cirkel med små, seje plantevækster, der mest af alt mindede om sukkulenter. Der, hvor fliserne i den nedlagte hønsegård havde ligget, var der en bar plet på 2 kvm, og der, hvor legehuset havde stået, var der gult og udpint græs. På resten af plænen var græsset 5-10 cm højt og fuldt af mælkebøtter.

Nu kunne eksperimentet begynde. De første par uger knoklede Robert, som jeg “meget” fantasifuldt døbte maskinen, med at få has på det høje græs. Den nåede højst 10-15 kvm på en tur. Men efter en tiltrængt pause i opladeren sendte jeg den – med et enkelt tryk – ud at køre igen. Og efter 14 dage var der kun en enkelt lille stædig langhåret tot tilbage, som robottens algoritme ikke kunne få has på.

Robert blev ved med at køre galt

Bedst som jeg glædede mig over min stadig grimme, men dog nogenlunde jævne plæne, begyndte problemerne.

Flere morgener kunne jeg ikke finde Robert. Han stod ikke på sin plads i ladestationen, og han var heller ikke på arbejde.

Første gang fandt jeg ham i et hul, som hunden havde gravet, næste gang hang han og dinglede hjælpeløst på en høj rod ved en træstub bagerst i haven.

Fem kabelbrud på en måned

Han var ganske enkelt kørt fast på steder, som hverken jeg, afgrænsningskablet eller Gardenas algoritme havde forudset.

I løbet af et par uger fik jeg justeret afgrænsningskablet, så Robert ikke længere gik i stå.

Til gengæld stiftede jeg bekendtskab med et nyt problem: kabelbrud.

I løbet af den første måned skete det 5-6 gange, at Robert gik i stå, fordi kablet var knækket eller sprængt. Nogle gange ødelagde robotten selv kablet med sine skarpe knive, andre gange gravede hunden lidt for dybt, og en enkelt gang flåede jeg selv kablet over med en rive.Hver gang måtte jeg finde bruddet, grave kablet op og splejse det, så Robert igen kunne finde vej. Men efter en måneds tid havde plænen omsluttet kablet, så det nu var tilstrækkeligt beskyttet.

Flottere og tættere

Som månederne gik, blev plænen flottere og tættere. Og flottere og tættere.

En golfbane bliver den aldrig, men den blev MEGET flottere, end den nogensinde har været i den tid, jeg har haft ansvaret for at pleje og klippe den.

Optændt af succesen lod jeg Robert køre videre, da efteråret kom, og vores store birketræ kastede sine millioner af blade ud over hele plænen. Jeg ville lige se, om den kunne findele bladene, så jeg slap for at rive dem sammen.

Og det kunne den! Bladene blev til findelt bioklip og lå hele vinteren og foråret og gødede plænen, så den denne sommer bare er blevet endnu flottere og endnu tættere.