Intro
Vejledning
01
Quickfix
6
Trin
Metoden er oplagt til havemøbler, der er på vej ud, men som godt kan holde et par år mere - og lige trænger til en “ansigtsløftning”.
Rens stolen med en højtryksrenser og rent vand. Højtryksrenseren får fat i de sorte misfarvninger på sædet, så træet bliver rent og pænt. Bagefter stilles stolen til tørring - ca. et døgns tid, hvis vejret er godt.
Når stolen er tør, gås den efter i alle samlinger. De bevægelige dele er samlet med islagsmøtrikker og unbrakoskruer. Flere af dem er løse og strammes med en unbrakonøgle. Tjek, at de ikke går for stramt.
Alle fladerne slibes med en excentersliber korn 60. Der er lige et enkelt messingskilt at køre udenom.
Slib med håndkraft, hvor maskinen ikke kan komme til. Bagefter børstes stolen ren for slibestøv. Her sleb vi også stolen mellem lamellerne i ryglæn og på sædet, men hvis du laver det ultimative quick-fix, springer du slibearbejdet over og går direkte til malerarbejdet.
Stolen behandles med en sortpigmenteret olie. Den har mange flader, så stolen må vendes og drejes mange gange for at kunne komme ordentligt til. Vi starter med benene og slutter med sæde og ryg.
02
Den grundige
3
Trin
Denne metode skal du bruge til de havemøbler, du ønsker at beholde i mange år.
Havebordet skal have en grundig tur. Først med en ordentlig rengøring med trærens, der blandes efter den anvisning, som står på bøtten.
Hele bordet sæbes ind i rensemidlet, som lige skal have lidt tid til at virke. Hvis du starter med understellet og arbejder dig opefter, passer det med, at du kan begynde at skure på understellet, når hele bordet er sæbet ind.
Skrub godt på bordet med en stiv børste.
Rensemidlet tager det meste, hvis du giver dig tid. Der er flest begroninger på benene, der har stået tættest på jorden, så her skal skrubbes grundigt. Sørg for at arbejde i træets åreretning
03
Slibning
8
Trin
Efter et døgns tid er bordet tørt, og du kan begynde slibningen. Det gøres med korn 60, 80 og 120, til bordet har en glat og lækker overflade.
Slib først bordet med korn 60 på slibemaskinen. Her starter vi med undersiden; dog slipper den midterste del, som er “usynlig”, når bordet vendes.
Husk også at slibe benene underneden. Lidt snavs fjernes hurtigt med en excentersliber, så træet også her bliver modtageligt over for olie.
Fjern evt. rester fra tidligere overfladebehandling. Her sidder den tidligere overfladebehandling løst i strimler, men den kan forsigtigt løsnes ved at skære med en hobbykniv.
Slib mellem lamellerne. Hvis de sidder med lige stor afstand, kan du måske sætte noget slibepapir fast på en malerpind og bruge den som håndtag, når du sliber. Hvis lamellerne sidder med forskellig afstand, må du slibe i hånden som her.
Nu skal bordpladen slibes. Her kan du igen bruge excentersliberen – det bliver til noget, og den tager fat! Husk at bevæge maskinen hele tiden, så den ikke æder sig for langt ned og laver fordybninger. Vi får slebet et gammelt brændemærke væk under maskinens korn 60. Slib så bordpladen med korn 80 og til sidst korn 120.
Slib kanterne, først med en slibeklods og bagefter i hånden, så rundningen bliver helt glat. Mærk efter med de bare hænder. Ellers er det en god idé at bruge handsker, da slibestøv let sætter sig i huden.
04
Oliering
4
Trin
Bordpladens overside og benenes fødder er udsat for det største slid, så her skal du sørge for, at havebordet bliver ekstra godt mættet med olie. Her bruges en klar grundolie med fungicider (mod svamp og råd), som fremhæver træets naturlige farve.
Smør første lag olie lidt rundhåndet på. Start med bordpladen. Sørg for at komme ud over hele fladen og ned i alle rillerne uden at efterlade søer. En bred lakpensel er god – den kan holde på en masse olie uden at spilde og uden at efterlade søer.
Giv bordpladen andet lag olie, når det første lag er tørt efter ca. 1-2 døgn. Nu skal du være lidt mere nærig med olien, men stadig komme rundt overalt. Når olien har fået ca. et kvarters tid til at trække ind i træet, tørres bordet over med en blød bomuldsklud, så du fjerner evt. små søer af olie og dråber på undersiden af bordpladen.
Materialer
- Sortpigmenteret olie
- Grundolie, klar
Specialværktøj
- Højtryksrenser
- Excentersliber
Tidsforbrug
1,5 time til quickfix af en stol. 6-8 timer til en grundig behandling af et bord (3/4 til slibearbejde). Begge tider er ekskl. tørretid.
Pris
Ca. 200 kr. for sort olie. Ca. 200 kr. for klar olie.
Sværhedsgrad
To nemme projekter, hvor alle kan være med.