Quickfix: Giv det gamle stakit 5 år mere

Ser stakittet trist ud? Giv det lidt førstehjælp, og så garanterer vi, at stakittet kan holde nogle år endnu. Den største udfordring for et stakit er vind og vejr, og derfor gælder det om at holde regnvandet væk fra træet.

Hegn med lang levetid

Er dit gamle hegn ved at være slidt og trist at se på? Her får du 4 gode råd, som giver hegnet 5 år mere.

1. HJÆLP VANDET VÆK FRA STOLPERNE

PROBLEM: STOLPERNE FLÆKKER I TOPPEN
Hvis en stolpe er ubeskyttet i toppen, vil træet rådne. Så simpelt er det. Træet vil skiftevis suge vand til sig og tørre ud, hver gang det regner.

Det betyder, at træet kommer til at sprække, og så suger stolpen endnu mere vand til sig, som trænger dybere ned i stolpen. Det er et problem, der til sidst vil ødelægge stolpen fuldstændigt.

LØSNING
Heldigvis ligger løsningen ligefor. Vandet skal have mulighed for at løbe af stolpen, og derfor skal toppen skæres skråt. Du kan også vælge at sætte en stolpehat på toppen. En stolpehat fås i mange udformninger og i forskellige dimensioner, så du kan finde dem, der passer til netop dit hegn.

LÆS OGSÅ: Forlæng levetiden på dit hegn med stolpehatte

2. STOP RÅD MED TRÆBESKYTTELSE

Er det lang tid siden, dit træ har fået træbeskyttelse, har svamp og råd fremragende vækstbetingelser. Så gælder det altså om hurtigst muligt at få renset træet og få givet det et lag træbeskyttelse. Bygger du et nyt hegn, betaler det sig med træbeskyttelse fra den dag, det står færdigt. Og så skal du give det et nyt lag hvert år, når foråret kommer, og fugtprocenten i træet er under 18 procent.

Hegn: Stop råd med træbeskyttelse

Hegnet males med træbeskyttelse om foråret, når det tørt.

3. HURTIG HJÆLP TIL SKÆVE STOLPER

PROBLEM STOLPERNE STÅR SKÆVT
Stolperne er den mest udsatte del af hegnet, da de er i kontakt med den fugtige jord. Når hegnet står skævt, er det altid stolperne, den er gal med.

Det kan skyldes, at de ikke sidder dybt nok i jorden. Men det kan også skyldes, at de er rådne lige omkring det område, hvor jordkontakten sker. De skal selvfølgelig udskiftes med nye, stærke stolper.

Men hvis du ikke lige kan overskue tanken om at skulle bygge nyt hegn, kan du godt give stolperne et par år mere med et smart trick.

LØSNING
Du kan give stolperne, og dermed hegnet, 2-3 år mere ved at slå støttestolper i jorden op ad de skæve stolper.

Støttestolpens eneste funktion er, at den giver ballast til den side, som den skæve stolpe læner til. Det er ikke pænt, men det kan give hegnet et par år mere, inden du skal udskifte det.

4. RED HEGNSTRÆET MED ET TVÆRBRÆT

PROBLEM HEGNSTRÆET RÅDNER I BUNDEN
Når det regner, rammer vandet jorden. Og når regnen rammer jorden, vil en blanding af vand og skidt sprøjte op. Når opsprøjtet rammer endetræet i et stakit eller et hegn, begynder træet at rådne. Jo tættere på jorden, desto større problem. Hvis træet får lov til at stå længe nok, vil det til sidst rådne helt op.

LØSNING
Skær det nederste stykke af brædderne, og montér et vandret bræt, et såkaldt offerbræt. Det bliver det bræt, som tager imod opsprøjtet og med tiden går i stykker. Det ofres. Det er lettere at udskifte offerbrættet, når det er slidt, end det er at skifte alle brædderne.

Sørg for, at der er et par centimeter mellem brædderne og offerbrættet, så vandet kan løbe af.

Andre læser lige nu ...

Mere fra kategorien Stakit