Klassisk højbed i lærketræ

Højbedet her er helt klassisk. Det måler 1 meter i bredden og 2 meter i længden og er bygget af brædder og stolper af lærketræ. Se den enkle konstruktion her.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
2.000 kroner

Overblik

Højbed tegning

Arbejdstegning: Det fulde overblik over konstruktionen.

3D-modeller: Du kan vende og dreje modellen, og se skjulte detaljer.

Materiale-liste: Komplet oversigt over de materialer du skal købe i byggemarkedet.

Fremgangsmåde: Detaljerede fotos med forklarende tekster.

Resultatet: Sådan ser det ud, når du er færdig.

Skal der dyrkes grønsager i mindre skala, er et højbed en både flot og praktisk løsning.

For det første giver højbedet lidt ekstra højde til arbejdet, så det er lettere fx at fjerne ukrudt eller snegle. Men der er også andre fordele at hente, fordi jorden kan holdes lidt varmere om foråret, og du kan styre jordens sammensætning ved fx at tilsætte gødet spagnum.

Hvor stort højbedet skal være, er helt op til dig. Vi bygger vores højbed af rester fra et terrasseprojekt, og her passer det med, at kassen bliver 1 x 2 meter.

Materialeliste

32 x 125 mm terrassebrædder/lærketræ:
• 8 sider (A) a 200 cm
• 8 ender (B) a 100 cm
• 1 tværstiver (C), 97 cm

75 x 75 mm stolper:
• 6 stolper (D) a 50 cm

10 mm polystyrenplader:
• 2 plader a 40 x 82,8 cm (E)
• 4 plader a 40 x 87,65 cm (F)

Desuden:
• Rustfri terrasseskruer, 4,5 x 75 mm
Fiberdug, ca. 1 x 6,5 meter
• 1 kubikmeter gødet jord/spagnum

Andre materialer?

Vil du hellere bygge med andre materialer, finder du alternativer længere nede i byggevejledningen.

Tidsforbrug

Uden fx oliebehandling tager det en dags tid at samle højbedet og fylde jord i.

Pris

Skal du købe det hele, er prisen ca. 900 kr. pr. kasse.

Sværhedsgrad

Får du først skåret træet i de rette mål, er det nemt at bygge dette højbed.

Arbejdstegning

Overblik over fremgangsmåden

Arbejdstegning til hver del af processen, så du kan se, hvor langt du er nået.

Del 1: Mål op og skær ud

Del 2: Alle dele samles

Del 3: Beklæd indersiden

Fremgangsmåde

01
Mål op og skær ud 3 Trin

1

Før du streger op, er det en god idé at få et overblik over brædderne, så du udnytter længderne bedst muligt. Der skal jo være træ nok til alle fire etager. Men tjek også, om du kan skære træet op, så du undgår knaster eller beskadigede områder.

2

Alle ender skal skæres i 90°. Selv nye brædder er ofte skåret skævt i enderne. Så det er en rigtig god idé at lave helt nye vinkelrette snit på alle brædderne. Du kan sagtens save træet i hånden, men en kap/geringssav er her klart en fordel.

3

Nu skærer du alle stolperne til. Det er vigtigt, at stolperne har pæne ender i toppen, da de vil kunne ses. Mange stolper har desuden også lidt revner på langs ad træet. Prøv at undgå dem, når du lægger dine snit.

02
Alle dele samles 8 Trin

Højbedet samles som en simpel kasse, hvor du begynder med et tophjørne. I alle hjørner er det afgørende, at du får bræt og stolpe til at ligge helt vinkelret på hinanden. Og det er derfor en fordel at have et plant underlag at arbejde på.

Læg sider (A) og ender (B) i forbandt ved at placere bræddernes ender ind over hinanden på skift. Vær i øvrigt hele tiden opmærksom på, at brædderne sidder helt tæt sammen, og det gør du bedst ved at fiksere dem med skruetvinger.

Som det sidste stykke træ sætter du tværstiveren (C) mellem de to midterste stolper, så du undgår, at jordtrykket på siderne trækker kassen skæv.

1

Kontroller træet, før du begynder at bygge. Når brædderne lægges oven på hinanden, kan du tydeligt se, om alle snit ligger vinkelret. Med hensyn til stolperne behøver det kun være den ende, der vender opad, som er flot og vinkelret.

2

Start altid med at bore for. Også selv om du bruger terrasseskruer, som er selvskærende. Skruerne sidder mange steder tæt på kanten og kan flække træet.

3

Nu kan du begynde at samle i et af hjørnerne. Begynd fra oven med det øverste endebræt (B). Skruerne sættes forskudt og parvis, så brædderne ikke kan vride sig. Sørg for, at alle brædder sættes, så kernen vender ind mod stolperne (D).

4

Brædderne sættes på stolpen i forbandt. Det gøres ved at lægge bræddernes ender ind over hinanden. Læg mærke til, at vi her på billedet har lagt kassens overkant ned mod bordpladen.

5

Byg én etage ad gangen. Det er vigtigt, at brædderne sidder tæt sammen. Brug en skruetvinge til at fiksere brædderne, når etagerne lægges til.

6

Når alle brædderne er på plads, monteres stolperne i midten (D). Der skal en del jord i kassen, og trykket på siderne kræver en stolpe for hver meter. Det gælder også, hvis du bygger en lavere kasse. Hold brædderne med skruetvingen.

7

Slib kanterne for at fjerne eventuelle skarpe hjørner. Hvis træet allerede er behandlet med linolie, skal der naturligvis efterbehandles på de slebne hjørner.

8

For at gøre kassen ekstra stabil sætter du nu tværstiveren (C) i. Tværstiveren sættes i ca. halv højde imellem de to stolper i midten.

03
Beklæd indersiden 5 Trin

Nu placeres højbedet på et fornuftigt sted i haven. Det skal selvsagt være et sted med sol, og så skal du tænke på, at bedet skal være tilgængeligt fra begge sider. Fjern eventuelle ujævnheder, og sæt kassen direkte på jordoverfladen.

Herefter skæres polystyrenpladerne (E og F) til med en hobbykniv, og de monteres, ved at du klemmer dem ind på plads mellem stolperne. I vores højbed bruges plader på 10 mm, men du kan bruge plader op til 20 mm.

Herefter rulles fiberdugen ud over kassen, og lav gerne et 5 cm overlap mellem banerne. Sørg for, at dugen sidder godt til i hjørnerne, så den ikke rives skæv, når jorden fyldes i.

1

Skær polystyrenpladerne (E og F) til. Pladerne skæres med en skarp hobbykniv i en højde på 40 cm, så de kan stå 10 cm under bedets overkant.

2

Monter pladerne i hvert felt. De skæres til i længden og klemmes på plads mellem stolperne. Det er i øvrigt nødvendigt lige at skære til, så der er plads til tværstiveren (C).

3

Kassen beklædes nu indvendigt med fiberdug. Start i et hjørne, og fold fiberdugen rundt om en stolpe. Brug en hæftepistol til at fiksere dugen lige over polystyrenpladerne og ca. 5 cm under kassens øverste kant.

4

Ret fiberdugen til i hjørnerne med lidt jord, så dugen sidder helt tæt omkring stolpen. På den måde undgår du, at dugen bliver trukket ned fra kanten, når kassen fyldes med jord.

5

Højbedet er nu klar til at blive fyldt op med jord. Højbedsjord skal helst være lidt luftig, og vi blander derfor noget spagnum i den almindelige havejord.

3D-model

3D-modellerne giver dig indblik i konstruktionen.

Klik på en 3D-model for at åbne den. Du kan vende og dreje modellen, og se alle skjulte detaljer.

Video

Gør Det Selvs ekspert-videoer viser, hvordan du klarer de svære detaljer, og hvordan du bruger værktøj og maskiner. Du får også tips fra erfarne håndværkere.

Her er de videoer, der er relevante for dette projekt.

Sådan bruger du kap-geringssaven

I denne video kan du se, hvordan du indstiller og bruger saven, så du får fuld udnyttelse af den. Kapsaven er genial, når du skal save mange ens, korte snit på tværs af brædder og reglar. Du kan både save lige, vinklede og tiltede snit i bl.a. træ, metal, fibercement og laminat - gennemgående eller i præcis den dybde, du ønsker.

Video

TIP: Stopklods til kapsaven

Video

TIP: Rigtig længde på søm og skruer

Video

Sådan bruger du skruemaskinen

I videoen her lærer du alt om det mest populære stykke gør det selv-værktøj. Ud over at skrue skruer i og bore huller i en lang række forskellige materialer, findes der masser af tilbehør, der gør dig i stand til at bore store huller, skrue møtrikker og franske skruer i, undersænke skruer, slibe, polere og meget mere.

Video

Inden du går i gang med at bygge, kan det være en stor fordel at bruge et online tegneprogram til at visualisere idéen og for at få et klart billede af, hvordan det færdige resultat vil se ud. Med Gør Det Selv’s videokursus lærer vi dig at bruge et gratis 3d-tegneprogram. Så er du sikret et perfekt resultat!

REDAKTIONEN ANBEFALER: Her kan du finde byggevejledninger til alle de højbede, vi har bygget gennem årene på Gør Det Selv - Se alle højbede på Gør Det Selv.

Vælg andre materialer til dit højbed

Højbedet her er bygget af stolper og terrassebrædder af lærk.

I Gør Det Selvs Materialeguide kan du søge i over 500 materialer og få inspiration til, hvilke andre materialer du kan bruge:

PDF

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.