Fiberdug

Fiberdug (ukrudtsdug) bruges til alt fra ukrudtstop til separation af jordlag og afdækning af planter. Du skal vælge den rette type til opgaven og helt undgå den ét bestemt sted.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Fiberdug

Fiberdug består af filtede fibre, fx polypropylen, i forskellige tykkelser afhængigt af hvilket formål dugen skal bruges til.

Fiberdug eller ukrudtsdug er en fællesbetegnelse for tynde fiberduge.

De allertyndeste kan bruges som afdækning af planter, der skal beskyttes mod nattefrost i foråret.

De lidt tykkere kan fungere som afdækning under fx flis eller bark, mens de kraftigste versioner bl.a. kan bruges til at skille to jordlag ad under en belægning.

Du skal IKKE bruge fiberdug direkte under en flisebelægning. Det hjælper alligevel ikke mod ukrudt (der typisk kommer ovenfra), og det kan gøre belægningen ustabil.

Priseksempel

2-10 kroner pr. kvadratmeter

Opdateret januar 2025

Prisen afhænger bl.a. af, hvor kraftig dugen er (gram pr. m2). Herunder et par eksempler:

  • Fiberdug (17 gram pr. m2), 2 x 10 meter: ca. 30 kroner
  • Fiberdug (100 gram pr. m2), 1 x 25 meter: ca. 260 kroner

Hvor bruges: Fiberdug

Fiberdug (ukrudtsdug) bruges til afdækning af planter og jord, underlag for belægninger (fx skærver) og under træterrasser for at forhindre ukrudtsvækst.

Tykkelsen (vægten) på fiberdugen afhænger af formålet. Herunder er eksempler:

  • Afdækning af planter for at fremme vækst og beskytte mod frost: Let fiberdug 10-50 g/m2.

  • Adskillelse af jordlag under belægning (fx mellem råjord og stabilgrus): Kraftig fiberdug 50-100 g/m2.

  • Ukrudtstop under træterrassen, træflis eller i bedet med småsten: Kraftig fiberdug, gerne sort, min. 50-100 g/m2.

Du skal derimod IKKE lægge fiberdug direkte under din flisebelægning. Det gør belægningen ustabil og forhindrer i praksis ikke ukrudt.

Fordele

  • Billig
  • Fås i flere tykkelser og til mange formål
  • Fås i alle byggemarkeder

Ulemper

  • De tyndeste duge er skrøbelige
  • Nogle forhandlere sælger fiberdug som underlag for fliser. Det skal du undgå!

Styrke

Lav - middel

Styrken hænger generelt sammen med vægten: jo flere gram pr. kvadratmeter, desto stærkere. Kvaliteten kan naturligvis også variere fra producent til producent.

De tyndeste fiberduge er nemme at rive hul på, mens de kraftige bedre kan holde til fx at lægge under et lag skærver.

Betragt de tyndeste som en midlertidig foranstaltning og brug de tykkere til mere permanente opgaver.

Holdbarhed

Afhænger af brug og dugens tykkelse.

De allertyndeste typer fiberdug er ikke beregnet til at holde ret længe; de rives hurtigt i stykker og tåler ikke meget slid.

Men en kraftig dug på 100 gram pr. kvadratmeter eller tungere er velegnet til fx at lægge permanent under småsten eller skærver for at forhindre ukrudstvækst.

Nogle duge er desuden UV-bestandige, så de kan holde til solens stråler, uden at det skader dem.

Dimensioner

  • Fiberdug købes typisk i 1 eller 2 meter brede ruller a 10, 25 eller 50 meter.

Princip

En fiberdug kan bl.a. bruges til at adskille jordlag, fx så en sandet jord ikke blander sig med stabilgruset under din belægning. Vand kan sagtens løbe igennem dugen, men sandet bliver, hvor det skal. Eller så et lag af skærver ikke graver sig ned i laget under.

Det er vigtigt at understrege, at man IKKE skal lægge fiberdug direkte under fliser og betonsten for at forhindre ukrudt.

Det vil nemlig forhindre fliser eller sten i at blive vibreret godt og stabilt på plads i underlaget af afretningsgrus. Og da langt det meste ukrudt lander som frø ovenfra, forhindrer det alligevel ikke ukrudt.

Montering

En kraftig fiberdug er en god og billig sikring, der forhindrer ukrudtet i at gro under terrassebrædderne og i sidste ende gro op mellem brædderne.

Dugen lægges ud på det afrettede underlag og skæres til, så det ikke kan ses, når træterrassen er lagt. Vand kan stadig trænge ned gennem dugen, men ukrudt kan ikke gro op.

I et højbed kan en kraftig fiberdug holde på jorden. Fordelen er, at vandet stadig kan sive igennem, så højbedet ikke bliver oversvømmet af regn.

Fiberdugen er nem at hæfte fast til træskelettet med en hæftepistol.

Som ukrudtsdug kan mørk fiberdug lægges direkte på jorden for at forhindre, at der kan vokse ukrudt op. Det er en effektiv løsning, hvis du har et område med rigtig meget ukrudt, du gerne vil af med en gang for alle.

En kraftig fiberdug under en belægning af skærver er en god investering. For det første sikrer den, at skærverne ikke graver sig ned i råjorden nedenunder, og desuden forhindrer den, at der voksee ukrudt op mellem skærverne.

Varianter

Tynd fiberdug: 10-50 g/m2 kan bruges til overdækning af planter, for at fremme deres vækst eller beskytte dem mod frost i foråret.

Kraftig fiberdug: 50-100 g/m2 kan fx bruges under træterrasser o.l. for at forhindre ukrudtsvækst og til adskillelse af jordlag.

Kraftig, sort ukrudtsdug: 50-100 g/m2 er velegnet til afdækning af jordstykker, hvor al ukrudt skal dø, og til underlag under skærver o.l.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal arbejde med fiberdug.

FAQ