Intro
Vejledning
01
Kassen
9
Trin
Bræddestykkerne til hjørnesamlingerne (A) saves ned til 70 mm’s bredde og saves herefter til den anviste længde. De samles i par vinkelret med 4,0 x 40 mm skruer, 4 stk. skruer til hver samling.
Kapsaven tiltes til 45 grader, og brædderne (B og C) skæres på længde. Læg mærke til, at smigen skæres fra indersiden af brædderne, og at der er hhv. 58 og 118 cm’s afstand mellem snittene.
Opbygningen af kassen starter med nederste lag, der samles som en ramme omkring hjørnerne (A). Siden (B) og enden (C) samles helt tæt, og brædderne fastgøres med 4,0 x 35 mm skruer.
Byg ét rammelag op ad gangen, indtil kassens sider består af fem rammer, der er fastgjort til hjørnelisterne. Der er 5 mm’s afstand mellem rammerne, og præcis afstand sikres nemmest med afstandsklodser.
Som ekstra styr for rammerne og til støtte for bunden fastgøres revlerne (D) midt på kassens indersider. Revlen er et flækket basisbræt, som skæres til 45 x 56 mm.
Vi sætter hjul under kassen, så den let kan flyttes. Vinkelbeslagene med de fastgjorte hjul skrues til hjørnelisterne (A). Hjulene placeres, så kassens underkant er hævet 2 cm over terrassen.
De to lister (E), som skal understøtte bundbrædderne (F), fastgøres til hjørnelisterne (A) og til revlerne (D) med 4,0 x 40 mm skruer. Overkant af støttelisterne skal ligge 24 cm fra overkant af A og D.
02
Dækkanten
6
Trin
Plastkasserne er praktiske, men ikke særlig kønne, og derfor skjuler vi dem under en dækkant øverst på højbedet.
Dækkanten er også fremstillet af granforskallingsbrædderne, som her er skåret ned til en bredde på 70 mm. De stikker 1,4 cm ud fra den lodrette ramme hele vejen rundt og dækker således bokskanterne med ca. 4 cm.
Rammen består af listerne G og H, og den opdeles i tre felter med to dæklister J.
Den øverste ramme (B1 og C1) er fremstillet som de fem foregående. Blot er bræddernes indvendige mål 2 mm større, så rammen nemt kan løftes af og på de opstikkende hjørnelister (A) og revler (D).
Den løse ramme hviler på skruer, så vi holder den samme afstand mellem brædderne som på resten af kassen (5 mm). Sæt to skruer i hvert hjørne samt en skrue ud for midten af de to lodrette revler.
Dækkantens rammelister (G, H) skæres på længde med 45 graders smig. Langsiderne (H) opdeles i tre felter, så dæklisterne (J) vil ligge midt over plastboksenes kanter. Når langsiderne (H) er delt i tre, skæres et 45 graders indsnit i de fire markeringer.
Dækkantens rammelister samles med 4,0 x 70 mm skruer i de fire hjørner. To skruer pr. samling - en fra hver side.
Dæklisterne (J) tilspidses med to gange 45 graders snit i den ene ende. Herefter opstreges den modsatte ende efter i rammelisten (H) og saves til.
Materialer
20 x 95 mm granforskalling høvlet på én side:
- 10 sider (B) a 122* cm
- 2 sider (B1) a 122,2* cm
- 10 ender (C) a 62* cm
- 2 ender (C1) a 62,2* cm
- 6 bunde (F) a 54 cm
*De opgivne mål er udvendige. NB! Lav opstregning på indersiden, og skær udad i smig.
Det resterende træ tilsaves sådan:
Bredde 45 mm
- 2 revler (D) a 56 cm
- 2 støttelister (E) a 114 cm
Bredde 70 mm
- 8 vinkelhjørner (A) a 56 cm
- 2 dækrammedele (G) a 65 cm
- 2 dækrammedele (H) a 125 cm
- 2 dækrammedele (J) a 62 cm
Desuden:
- 3 plastbokse (“Samla”, Ikea)
- 4 hjul (“Rill”, Ikea)
- 4 vinkelbeslag
- Skruer (4 x 40, 4 x 35, 4 x 70 mm)
Specialværktøj
- Kap- og geringssav
- Rundsav/bordrundsav
Tidsforbrug
En dags tid.
Pris
Omkring 700 kr.
Sværhedsgrad
Projektet stiller krav til præcise udmålinger og vinkelskæringer.