Dét skal du gøre i haven i maj

Maj er den helt store så- og plantemåned. Det lune vejr giver optimale betingelser for vækst og indbyder os til at gå i haven, og der er masser at gøre i haven i maj måned. I artiklen her kan du læse om 15 gøremål i haven i maj.

Hvad kan man så i maj?

Med maj måned kommer det lunere vejr og indbyder os til arbejdet i haven - og der er nok at gøre i haven i maj.

Nu kan vi rigtigt begynde at så og plante i haven, og det er næsten kun fantasien, der sætter grænserne for, hvad vi kan dyrke i haven i maj. Hele haven skal passes og plejes, og der er masser af gøremål i haven i maj.

Følger du Gør Det Selv's havekalender, er du sikker på at komme godt igennem alle haveårets måneder.

I denne artikel kan du læse om 15 gøremål i haven i maj.

1. Plante nye planter, træer og buske

Hvad kan man plante i maj?

I maj har jorden den helt optimale temperatur, hvis du vil plante nye planter, træer, buske eller blomster.

Du kan plante stort set alt i maj måned, da jorden har den helt perfekte, lune temperatur.

Du bør dog ikke plante, hvis det blæser meget, eller hvis det er meget tørt og solrigt, da det giver dine planter en hård start på væksten.

Uanset om du planter nye stauder, buske, træer eller blomster, skal du huske at vande og evt. gøde.

I maj måned er jorden desuden lun nok til, at du kan plante løgplanter såsom liljer, gladiolus og georginer. Georgineknolde kan ikke klare frost, og du skal derfor huske at grave dem op til efteråret, inden det bliver for koldt, hvis du vil lægge dem i jorden i foråret.

2. Lave stiklinger

Stiklinger i haven i maj

Når det er vækstsæson, kan du nemt selv formere dine planter og buske ved at lave stiklinger.

Når det er vækstsæson, er det tid til at lave stiklinger, og maj måned er derfor et godt tidspunkt at lave stiklinger af dine buske og planter.

Det er ikke spor svært at formere visse planter og buske selv, og så er der ovenikøbet mange penge at spare frem for at købe nye planter.

Her kan du læse, hvordan du laver stiklinger selv.

Har du klatreplanter i espalier, skal du desuden huske at gå dem efter og hjælpe dem i de rigtige vokseretninger. Du skal fx holde øje med blåregn, klatrehortensia og klematis.

3. Plante og passe rhododendron

Plante rhododendron i haven i maj

Du kan sagtens plante rhododendron i maj, når jorden er dejlig lun. Du skal dog huske at vande, når du har plantet.

Plantning af rhododendron er ikke besværligt, men du skal være opmærksom på at plante i den rette surbundsjord og på det rigtige sted i haven, hvor der er halvskygge.

Rhododendron blomstrer smukt fra omkring maj til juni. Det er vigtigt, at du vander din rhododendron, da det er en meget tørstig plante, som suger alt vand, som den står i, til sig. Hvis bladene begynder at hænge, er det et tydeligt tegn på, at den skal have vand.

Du kan dog ikke vande med almindeligt vand i vandslangen, da det indeholder for meget kalk. Brug fx regnvand, som du har samlet i en regnvandstønde.

Du kan læse mere om rhododendron i artiklerne herunder:

4. Plante sommerblomster, stauder og roser

Plante blomster i haven i maj

I maj måned er det tid til at så og plante sommerblomster, stauder og roser.

Hvis du vil have en masse blomstrende bede eller krukker til sommer, er det nu, du skal så dine sommerblomster, stauder og roser.

Har du forspiret dine sommerblomster i marts eller april fx løvemund, pelargonier, tagetes, petunia, zinnia, solsikker, ærteblomst og kæmpeverbena, kan du plante dem ud i haven eller i krukker i maj.

Har du gemt og tørret dine frø fra sidste års blomster og planter i haven, kan du så dem direkte i haven i maj

LÆS OGSÅ: 6 tips til at opbevare og tørre plantefrø

Hvis du ikke har forspiret, kan du sagtens købe dine blomsterfrø i et havecenter, planteskole eller på nettet og så direkte ud i maj. De vil alle blomstre senere på sæsonen og give dig et smukt og farverigt blomsterlandskab i haven eller krukkerne.

Roser kan også sagtens plantes i maj og nå at blomstre i denne sæson. Du behøver ikke en have med en masse plads eller et stort bed for at plante roser. Du kan nemlig sagtens plante roser i krukker.

Husk at vande og gøde dine nyplantede blomster. Læs mere om, hvordan du skal passe dine planter i artiklerne herunder:

5. Så og passe køkkenhaven

Så og passe køkkenhaven i maj

I maj kan du både så og plante meget i køkkenhaven. Husk at vande, luge og gøde, når du har plantet nyt.

Har du forspiret dine grøntsager, vil mange af dem være helt klar til at blive udplantet i køkkenhaven nu.

Læs mere om forspiring her.

Mange planter og grøntsager kan dog sås eller plantes direkte på friland i maj måned uden at forspire dem først. Du kan fx plante krydderurter, bønner, salat, gulerødder, ærter osv.

Køber du krydderurter i potter i et plantecenter, kan disse plantes ud i krukker eller direkte i jorden i maj.

LÆS OGSÅ: 10 nemme grøntsager og krydderurter til køkkenhaven

De varmekrævende grøntsager, som blev sat til forspiring i april, kan sættes i køkkenhaven i maj, når jorden er godt lun. Det kan fx være squash, græskar, majs eller bønner.

Fra maj måned skal du i gang med at passe køkkenhaven jævnligt. Sørg for at luge og tynde ud i dine afgrøder, så de får luft og lys nok til at vokse.

Læs mere her: Sådan passer du din køkkenhave

Du skal regne med, at du kan høste dine første grøntsager fra køkkenhaven i juni eller juli måned.

6. Hyppe kartofler

Hyppe kartofler i haven i maj

Du skal huske at hyppe kartoflerne for at undgå, at de bliver grønne og uspiselige.

De kartofler, som du lagde i marts eller april, skal du nu begynde at hyppe.

Det foregår ved, at du lægger jord op omkring stænglerne på dine kartoffelplanter, så de er dækket af jord. På den måde undgår du at få grønne kartofler, som ikke kan spises på grund af giftstoffet solanin.

Har du plantet hvide asparges, skal disse også hyppes.

Hypningen af kartofler skal gøres 2-3 gange i løbet af sommeren.

Hvis du ikke har nået at lægge kartofler i foråret, kan du sagtens lægge kartofler i maj og juni måned også og stadig nå at få kartofler.

Husk at vande dine kartofler, hvis det er tørt.

7. Trække rabarber

Trække rabarber i haven i maj

I maj måned kan du trække en masse lækre rabarber.

Maj er lig med rabarberhøst. Du kan dog være heldig allerede at kunne trække de første rabarber i april.

Når du trækker rabarber, skal du tage fat i stilken et stykke nede i planten og trække opad.

Du bør ikke trække eller høste for meget af din rabarber, så den får svært ved at forny sig. Af samme grund skal rabarberhøsten indstilles i slutningen af juni. Rabarberen bliver udpint, hvis du tager alle stængler, og du skal derfor ikke trække mere end cirka en fjerdedel ad gangen.

Rabarber blomstrer ved, at planten sender en stor stængel afsted med store hvide “blomster”. Den skal du sørge for at fjerne, så rabarberen ikke bruger alt sin energi på den ene stængel/blomst, men på at sætte stængler til at spise i stedet for.

8. Dyrke og passe afgrøder i drivhuset

Hvad kan man så i maj?

I maj måned kan du plante stort set alt i drivhuset. Du skal dog huske at vande og gøde, hvis du vil have en succesfuld høst.

Har du forspiret dine planter og grøntsager indendørs, er mange af dem sikkert vokset nok til at kunne blive plantet ud i drivhus nu. De meget varmekrævende planter såsom agurk, tomater, chili, melon, auberginer osv. kan plantes ud i drivhus i midten af april, hvis det er lunt nok, men du kan også sagtens vente til maj.

Du kan fx plante søde kartofler, chili, peberfrugt, agurker eller tomater i dit drivhus. Hvis du har forspiret dine planter i marts, vil de også være klar til at blive plantet ud i maj.

Husk at vande og gøde dine planter samt lufte ud i drivhuset henover sommeren.

Når du har plantet tomater, skal du også sørge for at knibe dem og fjerne alle sideskud fra hovedstænglerne. Det giver mere lys og luft til planterne, og du undgår fx sygdomme, fx kartoffelskimmel og griffelråd.

Agurkeplanterne skal beskæres, da de kan vokse meget kraftigt. Hvis du ikke beskærer agurkerne, vil de vokse uhæmmet og sætte en masse skud. Så vil planten ikke have kræfter til at producere agurker.

Dine planter og grøntsager i drivhuset skal ligeledes bestøves. Det gør du ved at ryste fx tomatplanterne, så du hjælper bestøvningen lidt på vej.

9. Bekæmpe skadedyr

Skadedyr i køkkenhaven og haven i maj

Haven og køkkenhaven er en lækker buffet for skadedyrene og bliver hurtigt invaderet af fx snegle, hvis du ikke passer på.

Planter og grøntsager i både have, køkkenhave og drivhus er som et luksus tag-selv-bord for rigtig mange skadedyr. De er svære helt at undgå, men du kan heldigvis gøre meget få at mindske antallet af skadedyr i planterne.

Det er især i varme perioder, at du skal være særligt opmærksom på, om der er fx bladlus på dine planter. Bladlus vil du oftest opdage under bladene på dine planter, hvor de små skadedyr æder løs.

Bladlus holder ikke kun til i køkkenhaven, men kan også gøre store skader på roser.

Det er desværre heller ikke ualmindeligt, at dine afgrøder eller planter i haven bliver invaderet af snegle fx dræbersnegle eller plettet voldsnegl.

Vil du gerne undgå at blive invaderet af dræbersnegle i vækstsæsonen, skal du på jagt efter snegleæg i haven. Når du finder dræbersnegle-æg, skal du uskadeliggøre dem helt, så de ikke udklækkes til snegle, der spiser dine afgrøder.

Læs her hvordan: Sådan finder og fjerner du dræbersneglenes æg

Du kan også sætte sneglefælder op eller drysse med specielt sneglegift, som kun dræber sneglene og ikke dine afgrøder.

Finder du skadedyr i planterne, skal du hurtigst muligt i gang med at bekæmpe dem. Der findes forskellige metoder, alt efter om dine planter er angrebet af bladlus, dræbersnegle, kållarver, jordlopper osv.

Her kan du læse mere om at bekæmpe skadedyr i køkkenhaven.

Hvis det ikke er nok med manuel bekæmpelse, findes der mange andre metoder til bekæmpelse af skadedyr. Det kan fx være effektivt at bruge insektsæbe til nogle skadedyr, eksempelvis bladlus.

Insektsæbe kan du sagtens lave selv. Læs her hvordan: Sådan laver du insektsæbe

Læs mere om skadedyr i haven her.

10. Bekæmpe plantesygdomme

Sygdomme i planter i haven i maj

I vækstsæsonen er der stor risiko for, at dine planter får sygdomme, hvis du ikke passer på.

Du skal ikke kun være opmærksom på skadedyr, hver gang du planter nyt i haven, uanset om det er træer, buske, planter eller grøntsager. Du kan nemlig også let risikere, at der går sygdomme i dine planter, hvis du ikke passer og plejer dem rigtigt.

Har du ikke fået vasket dit drivhus ordentligt, inden du planter nyt, kan skadedyr og gamle plantesygdomme overvintre og overleve i den nye sæson og ramme dine nye planter.

Vindruer i drivhus er fx en af de planter, som er særligt udsat for meldug, som er en slags svampesygdom.

Meldug er desuden særdeles glad for fugtighedsglade planter, så du skal også holde øje i staudebedet. Læs mere om, hvordan du kommer meldug til livs her.

Du skal også holde øje med andre sygdomme i dine stauder, da de også er udsat i forhold til dræbersnegle og bladlus.

Læs mere her: Sådan bekæmper du skadedyr i stauder

Især roser er sarte og bliver ofte ramt af forskellige sygdomme, hvis ikke man passer på.

Meldug, rust, bladlus og rosenstråleplet er alle almindelige skadedyr og sygdomme i roser.

Sygdomme og skadedyr kan ligeledes ramme havens frugttræer, og du vil sikkert på et eller andet tidspunkt have oplevet fx æbleskurv i et æbletræ. Æbleskurv er en af de mest almindelige sygdomme i frugttræer.

Læs mere om sygdomme og skadedyr i frugttræer her.

I køkkenhaven og i drivhuset skal du, udover at holde øje med skadedyr, også være opmærksom på sygdomme. Der kan fx let gå kartoffelskimmel i dine kartofler og griffelråd eller gråskimmel i fx dine tomater. Hvis du vil forebygge nogle af disse sygdomme, kræver det, at du sørger for at give dine afgrøder de rette vækstbetingelser.

11. Luge og fjerne ukrudt

Fjerne ukrudt i haven i maj

I maj måned skal du virkelig være over med lugejernet og sørge for at fjerne ukrudt.

Hvis der er noget, der kan gøre livet surt for de fleste haveejere, er det især ukrudt. Hvis det får lov at overtage, kan store dele af køkkenhaven og haven blive invaderet af ukrudt såsom snerler, skvalderkål og mælkebøtter, der nemt spreder sig og er svært at slippe af med.

Når du har plantet nyt, skal du i de varme måneder huske jævnligt at luge og fjerne ukrudt omkring planterne, så de nye planter ikke skal kæmpe om næringsstoffer i jorden i etableringsfasen.

LÆS OGSÅ: Må man bruge Roundup i haven?

Ukrudt i haven kan ikke blot ødelægge dine planters vækstbetingelser, men er også irriterende og grimt at se på, når det spirer frem mellem fliserne på terrassen. Vil du ukrudtet til livs, findes der flere metoder. Her kan du læse om 3 metoder til at fjerne ukrudt mellem fliserne.

12. Give planter, buske og træer gødning

Gødning i haven i maj

Giv dine planter, buske, træer og grøntsager et energiboost med fx organisk gødning.

I forårsmånederne kan du med fordel give alle planter, frugt- og bærbuske og nyplantede træer i haven en omgang gødning for at give et energiboost efter den lange vinter.

Nogle planter har brug for specialgødning. Det er fx roser, rhododendron og græs.

Læs mere om gødning af roser her.

Du kan bruge din kompost fra kompostbunken til at gøde i haven, eller du kan bruge kunstgødning (NPK).

Pas på pindsvin, hvis du tager fra kompostbunken. De kan godt finde på at flytte ind i den lune bunke om vinteren.

LÆS MERE: Perfekt gødning til hele haven

Det er også en god idé at gøde med organisk gødning i køkkenhaven, hvis du vil have store og flotte grøntsager. Her kan du fx bruge grøngødning eller kompostjord fra kompostbunken, men du kan også bruge kaffegrums som gødning fx i tomaterne.

Læs mere om gødning af køkkenhaven her.

13. Beskære buske og træer

Beskæring i haven i maj

Det bedste tidspunkt at beskære er fx i foråret, når det er lunere i vejret, og der ikke er risiko for frost.

Nogle træer og buske skal beskæres for at sikre en sund vækst. Det gælder fx figentræer.

Hvis et figentræ får lov at vokse uhæmmet, vil de mange grene blokere for sollyset, og det vil forhindre modningen af figenfrugterne.

Maj måned er ideel til beskæring af figentræer, da vejret er mildt og frostfrit.

I maj til juni blomstrer syrenerne, men du skal endelig ikke beskære den, før den er færdig med at blomstre. Beskæring af syrener skal først foretages, når blomstringen er slut, hvis du ønsker at beskære dine syrener. Du kan dog sagtens klippe et par små kviste til pynt indendørs.

Foryngelsesbeskæring og beskæring af fx hortensia, sommerfuglebuske og roser skal gerne være foretaget noget tidligere på foråret. Hvis du ikke nåede at beskære i april, kan du muligvis godt nå det i begyndelsen af maj, men pas på, du ikke kommer til at ødelægge de nye skud, der giver blomster. Det gælder både roser, stauder, buske osv.

Læs mere om beskæring her: Sådan beskærer du træer og buske

14. Klippe græsplænen

Klippe græsplæne i haven i maj

I maj skal græsset fortsat klippes. Husk at klippe højt de første gange.

Plæneklipningen begynder som regel allerede i april, hvis græsset er tørt og frostfrit.

De første gange, du klipper græsset, skal du huske at klippe højt. Du bør ikke klippe kortere end 4 cm.

Læs mere her: Klip din plæne sund og rask

I maj måned kan du også med fordel lufte græsplænen og give den gødning, hvis den har været meget medtaget efter vinteren.

15. Male og oliere træværk

Male og oliere i haven i maj

Hvis vejret tillader det, kan du sagtens male og oliere fx havemøbler, din terrasse eller hegn i maj.

Hvis det er tørt, ikke blæser og er lunt i vejret, er det helt oplagt at male udendørs træværk i maj måned.

Det kan fx være, at havemøblerne trænger til at få noget træolie, eller måske træterrassen, plankeværket eller hegnet har brug for en klat maling.

Det er vigtigt, at du ikke maler vådt eller fugtigt træ, og at du sørger for at rense træet fri for alger og andet skidt samt evt. slibe træet, inden du maler eller olierer.

Her kan du læse mere om at gøre havemøblerne klar til sæsonen.