6 sikre råd til selv at fjerne et hvepsebo

Det er en udbredt misforståelse, at hvepsebo fjernes gratis, men til gengæld kan du gøre det selv, hvis du tager de rigtige sikkerhedsforanstaltninger.

Det er en udbredt misforståelse, at hvepsebo fjernes gratis. Eftersom hvepse ikke er til samme nytte og laver honning ligesom bier, fjerner biavlere ikke hvepsebo gratis.

Hvis du har et hvepsebo, som du gerne vil have fjernet, må du altså gøre det selv.

I artiklen her får du 6 tips til, hvordan du sikkert fjerner et hvepsebo selv.

Hvornår er fjernelse af hvepsebo sikkert?

Hvepse er typisk aktive fra om foråret til sensommeren. Det er mest sikkert at fjerne hvepseboet om foråret.

Når hvepseboet lukkes til i sensommeren, kan de tilbageværende hvepse, som nu ikke kan komme ind i det lukkede bo, blive aggressive. De sidste hvepse dør omkring november, når frosten får fat.

Vinterfrosten slår også hvepsene ihjel inde i hvepseboet, hvor det typisk kun er dronningen, der overlever.

Et hvepsebo holder kun en sæson, da hvepse dør efter et år. Dronningen overvintrer og flyver derefter ud og etablerer et nyt bo.

Så hvis du finder et gammelt hvepsebo om vinteren, kan du trygt fjerne det. Hvis du lader hvepseboet være, så vil det nedbrydes med tiden.

Støder du på nogle meget store hvepse i haven i løbet af sommeren, er det sandsynligvis en stor gedehams, du har fået besøg af. Selvom størrelsen på en stor gedehams kan virke meget skræmmende, er der dog ingen grund til at panik. De er nemlig ikke lige så aggressive som almindelig gedehams, altså hvepse.

Hvor laver hvepse bo?

Hvepse er generelt ikke kræsne i forhold til, hvor de gerne vil bygge bolig.

Oftest vil du kunne finde hvepsebo under taget, i udhænget, på loftet, i murvæggene eller i jorden.

Finder du et hvepsebo i jorden, er der tale om helt almindelige hvepse, selvom vi kalder dem "jordhvepse". Et hvepsebo i jorden kan ikke fjernes på samme måde som fx et hvepsebo under taget, da hvepsenes bo i jorden består af et langt hulesystem med flere udgange. Du kan læse mere om bekæmpelse af jordhvepse her: Bekæmp jordhvepse og fjern deres bo i jorden

Finder du et hvepsebo i muren, kan det i stedet for hvepse være murbier, som du har fået besøg af. Uanset hvad er det ikke godt for murværket, når hvepse eller murbier bygger bo i murværket. Du skal derfor hurtigst muligt i gang med at bekæmpe dem. Hvis ikke fugerne repareres, kan fugt trænge ind i murværket, hvilket kan give frostsprængninger. Det er derfor vigtigt, at murbier eller et hvepsebo i muren fjernes.

Et hvepsebo under taget eller på loftet kan du sagtens selv fjerne.

Hvis du er i tvivl om, hvor hvepseboet er placeret, kan du forsøge at følge efter hvepsene og se, hvor de flyver hen.

Fjernelse af hvepsebo - Sådan gør du

Fjern hvepsebo

Hvepsebo kan ofte findes under udhænget på taget eller andre steder, hvor der er læ og ro.

Det kan virke intimiderende selv at fjerne et hvepsebo, men med de rigtige forholdsregler kan du sagtens gøre det selv.

Herunder får du 6 tips til sikker fjernelse af hvepseboet.

  1. Tjek jævnligt omkring boligen.
    Hvepse vil gerne arbejde uforstyrret, så det er en god idé at holde øje i skuret og andre steder, hvor der ro og læ. Du kan ofte finde hvepsebo under taget eller under andre udhæng. Et hvepsebo skal helst fjernes så tidligt på sæsonen som muligt, da det kan indeholde flere tusinde hvepse sidst på sommeren. I det tilfælde kan det anbefales at få en skadedyrsbekæmper til at fjerne hvepseboet.

  2. Tøj, der kan beskytte mod stik.
    Du behøver ikke at klæde dig som en biavler for at være beskyttet mod hvepsestik. I stedet er det en god idé med en tyk trøje med høj hals eller halstørklæde, tykke handsker og lange bukser.

  3. Bekæmp hvepsene, mens de sover.
    Hvepsene er typisk hjemme i boet og mindst aktive om aftenen og natten, når temperaturen falder. Derfor er det også det bedste tidspunkt at fjerne et hvepsebo.

  4. Brug en godkendt insektgift, der kan sløve eller dræbe hvepsene.
    Selvom hvepseboet ikke er så stort eller virker inaktivt, så kan det være en god idé at sprøjte indgangen til boet med en godkendt insektgift, der kan sløve eller dræbe hvepsene, inden du fjerner det. Så minimerer du risikoen for selv at blive stukket.

  5. Slå hvepseboet ned med en skovl.
    Hvis du har opdaget et hvepsebo tidligt, kan det være effektivt med et godt placeret slag med en skovl eller en spade, der ødelægger boet.

  6. Fang hvepseboet i en pose.
    Hvis hvepseboet sidder, så du kan komme til det, kan du fange hele boet i en sort sæk. Med en rolig bevægelse omslutter du det hængende hvepsebo med posen, inden du knækker det af og hurtigt lukker posen til. Derefter kan du sprøjte gift ned i posen, så de resterende hvepse dør.

Det blev tilladt at drukne hvepse og andre hvirvelløse dyr i 2021, men det anbefales ikke at bruge det som bekæmpelse, da det kan være en langsommelig proces.