Få plads til 40 par sko på ingen plads

Sko overalt! Det er et mareridt, når mor, far og tre unger skal finde plads til alle skoene i entréen. Men hvis du bygger skohylder ind i entréskabet, slipper du for det irriterende syn af et gulv dækket af sko.

Sværhedsgrad
Tidsforbrug
1 dag
Pris
1000 kroner

Intro

Det er et problem, de fleste familier kan nikke genkendende til. En entré, der simpelthen flyder over med sko. Kondisko, støvler, høje hæle, flade sko, løbesko, fodboldstøvler, slidte sko og nye sko. Alt sammen i en stor pærevælling på gulvet, fordi det er så svært at finde et smart system til skoene, som ikke er grimt eller fylder hele entréen. Så rodet må man jo så leve med, når man er mange. Eller hvad?

Nej, for vi har fundet en simpel og billig løsning. Vi har modificeret et ganske almindeligt 60 cm bredt garderobeskab, så det kan rumme omkring 35-40 par sko, uden at det bliver en rodet bunke inde i skabet.

Læs også: Byg selv garderobeskabet og spar kassen

Overblikket skaber vi med hylder, som vi selv designer og fastgør til skabslågen, samtidig med at vi afkorter de eksisterende hylder i skabet, så der bliver plads til de nye i lågen.

Det giver et smart, simpelt og hurtigt system, som du selv kan skræddersy efter behov.

I vejledningen viser vi trin for trin, hvordan du bygger skohylden på bare én dag. Vi har blandt andet designet en skabelon, som lader dig producere 10 skohylder på rekordtid.

God fornøjelse.

Vejledning

01
10 simple hylder lavet efter skabelon 16 Trin

Vores garderobeskab består af ti hylder, som er monteret i et standardskab på 60 cm fra Ikea.

På hver hylde kan der være to par sko. Det er op til dig selv, om du vil have færre hylder og større afstand, hvis det passer bedre til dit pladsbehov.

Vi designer en skabelon på vores arbejdsbord, som lader os producere de ti skohylder på rekordtid.

1

Her er delene til en hylde. Der monteres tre skillerum (A) på en 6 mm tyk MDF-plade (B), som er 44 cm lang og 31 cm bred.

2

Byg en skabelon. Skru tre stumper træ med en længde svarende til afstanden mellem skillerummene fast på arbejdsbordet. Sæt skillerummene (A) på plads, og smør lim på det venstre skillerum.

3

Bunden (B) sømmes fast. Søm bunden fast til skillerummet (A) med 1,6 x 35 mm dykkere. Brug 3-5 dykkere til hvert skillerum. Alternativt kan du bruge en sømpistol.

4

Fjern bunden (B) og skillerummet (A) skabelonen igen, og kom en stribe lim på det højre skillerum.

5

Sæt bund og venstre skillerum tilbage i skabelonen. Så kan du sømme det højre skillerum fast med 3-5 dykkere.

6

Smør lim på midterskillerummet (A). Sæt hylden tilbage i skabelonen igen, læg pres på, og lad limen tørre lidt.

7

Tegn op til dykkerne i midten. Markér på bunden (B), hvor dykkerne skal placeres på det midterste skillerum (A), og søm dem fast.

8

Den samlede skohylde. Sådan ser en skohylde ud. Så er det bare om at gå i gang med at masseproducere de andre ni.

9

Hylderne males. Grund hylderne, og mal dem et par gange med interiørmaling.

10

Mærk op til skruehullerne til ligejernene (C) på skillerummene. Der skal være tre skruehuller. Mærk op med en syl eller en skruetrækker.

11

Ligejernene (C) monteres. Skru beslagene på med 3,5 x 25 mm skruer. Med tre skruer kan hylderne sagtens holde.

12

Sådan ser den færdige hylde ud, når den er malet. Hylden er nu klar til montering på indersiden af skabslågen.

13

Hylderne monteres på lågen. Hvis du har lavet ti hylder, placeres de med ca. 10 cm’s afstand. Skru fast med 3,5 x 16 mm skruer.

14

Vi bruger en stor tømmervinkel, så vi er helt sikre på, at hylderne kommer til at sidde helt lige. Der er hængsler at tage hensyn til, så nogle steder er det nødvendigt med lidt større afstand.

15

Så er lågen færdig. Alle hylder er skruet på, og lågen er klar til at blive klipset på skabet igen. Hvis du foretrækker færre hylder, kan de nemt fjernes igen.

16

Så er der skohylder. Når hylderne inde i skabet er kortet af, passerer lågen fint forbi skabskanten, der har ca. 1 cm’s frigang.

Materialer

  • 30 skillerum (A), 15 x 95 mm, a 31 cm
  • 10 skohyldebunde (B), 6 mm MDF-plade, a 44 x 31 cm
  • 30 ligejern (C), 15 x 70 mm
  • 3,5 x 25 og 3,5 x 16 mm skruer
  • 1,6 x 35 mm dykkere
  • Grunder og maling

Tidsforbrug

En dags arbejde.

Pris

Ca. 1000 kroner inkl. skab.

Sværhedsgrad

Her kan alle være med.

Tegning

3D-model

3D-model

Skohylder

En nem og god måde at få skoene væk fra gulvet i entreen.

Åbn 3D-model

3D-model

Byg en skabelon

Tre stumper træ med en længde svarende til afstanden mellem skillerummene gøres fast på arbejdsbordet.

Åbn 3D-model

3D-model

Bund og sider samles

Der er 3 brædder til hver bundplade. De limes og sømmes fast til bunden.

Åbn 3D-model

3D-model

Monter ligejern

Ligejernene (med huller) monteres, så det øverstre hul går fri, og 3 huller fastgøres til hyldens rumdelere.

Åbn 3D-model

Video

TIPS: Undgå fnug fra malerrullen

TIPS: Luk for varmen når du maler

Magasin-artikel

Hent artiklen i PDF-format, som den oprindeligt blev bragt i Gør Det Selv-magasinet.

    Andre læser lige nu ...