Fyr-bordplade

En bordplade af fyrretræ er ikke ret dyr. Men brugt i et køkken har den dog nogle svagheder, som det betaler sig at kende til. Få overblikket her.

Specifikationer, dimensioner og priser

Beskrivelse: Fyr

En køkkenbordplade af fyrretræ består af en masse træstave, der er limet sammen til en stor plade.

En stavlimet køkkenbordplade af fyr kan i princippet produceres uendelig lang. Det er kun transport og opbevaring, der sætter grænsen. Producenterne stopper dog som regel ved 5-6 meter.

Det smarte ved stavlimning er, at du lettere undgår store knaster og huller i pladen. Samtidig får du en plade, der ikke revner, når den tørrer ud. Det er dog en god ide at tjekke pladen, hvis den er meget billig.

Priseksempel

  • Ubehandlet (300 x 62 x 2,7 cm): 1000-1500 kroner

Opdateret januar 2025

Fyrretræs-bordplader kan købes i de fleste byggemarkeder. Priserne svinger efter træets kvalitet, fx mængden af knaster, revner og knasthuller. Tjek pladerne, før du køber. Husk også, at de normalt er ubehandlede og ikke skåret rent i enderne.

Hvor bruges: Fyr

Stavlimede plader af fyr kan bruges til køkkenborde, men er dog lidt sårbare overfor vand og derfor mere velegnede til hylder og andre typer borde.

Netop fordi fyrretræsplader er så billige, anvendes de ofte til andet end køkkenborde. De er dog også bedre til mange andre ting end køkkenborde. Og de duer slet ikke i vådrum.

Fordele

  • Billig
  • Nem at arbejde med

Ulemper

  • Får let mærker
  • Bliver mørkere med tiden
  • Tåler ikke meget vand
  • Ringe slidstyrke
  • Ikke egnet til vådrum

Styrke

Blød

Fyr er en blød træsort, der let får mærker og ikke egner sig til at blive vådt over længere tid.

Holdbarhed

Olieres 1-2 gange om året.

En fyrretræs-bordplade kræver køkkenbordsolie flere gange om året for at kunne holde sig nogenlunde pæn. Vand ved vask og armatur skal tørres af hver gang.

Dimensioner

  • Tykkelse: 2-5 cm
  • Dybde: 60-160 cm
  • Længde: 250-600 cm

Der er forskel på, hvilke tykkelser og længder de enkelte firmaer har på programmet. Nogle sælger kun 27 mm tykke plader, andre har flere tykkelser at vælge imellem. Mest almindelige er plader på 2,7 x 61 x 300 cm.

Se alternativer til fyr-bordplade

Vi har samlet byggematerialer i grupper. Her kan du sammenligne flere lignende materialer i et overskueligt skema og få inspiration til og overblik over dine muligheder.

Du kan blandt andet se priser, fordele og ulemper på tværs, så du kan vælge det materiale, der passer bedst til dit projekt.

Princip

En bordplade af træ skal skrues fast til køkkenskabene nedefra, op igennem forreste og bagerste ramme.

Hullerne bagtil skal passe til skruernes tykkelse, men fortil skal hullerne være ovale, så pladen kan arbejde. Ellers risikerer du, at den begynder at bue, fordi træet udvider sig og trækker sig sammen, når luftfugtigheden svinger.

Montering

Har du ikke købt den nye køkkenbordplade på mål, skal den tilpasses. Det bedste er at gøre det med en rundsav eller en dyksav med en føringsskinne, så bliver snittet snorlige.

På billederne i denne billedserie vises principperne for arbejdet i bordplader af forskellige træsorter. Alle principper gælder også for arbejdet med en bordplade af fyr.

Når du skal skære ud til en vask eller en kogetop, vil der ofte følge en opmærknings-skabelon med. Gør der ikke det, kan du i stedet markere yderkanten af vasken/kogetoppen med malertape og herefter strege op et stykke inde. Det er denne streg, hullet skal skæres ud efter.

Metoden sikrer, at vasken/kogetoppen kan lægges ned og være godt understøttet hele vejen rundt.

Afmærkningen kan med fordel ridses op med en hobbykniv, så træet flosser mindst muligt, når hullet saves.

Hullet til vask eller kogetop saves ud med en stiksav. For at få plads til klingen skal du starte med at bore et mindst 8 mm stort hul i et af hjørnerne.

Det er en god ide at understøtte "hullet", mens du saver, så du ikke risikerer, at det brækker af undervejs og måske ødelægger pladen.

Hvis pladen købes ubehandlet, skal den slibes og derpå olieres to gange på begge sider, før montering. Kanter og udskæringer skal mættes med olie.

Hvis du monterer pladen først og kun olierer på oversiden, er der risiko for, at pladen slår sig. Den ubehandlede underside optager nemlig lettere fugt end oversiden og kan udvide sig mere.

Skal køkkenbordet samles af flere plader, er det vigtigt, at de flugter. Derfor samler man dem med lim og fladdyvler (fisk). De holder de to pladedele fast i samme højde.

På undersiden spændes de to plader sammen med særlige samlebeslag i huller, der fræses ud i pladen.

Redaktionen anbefaler

Redaktionens anbefalinger til dig, der skal montere eller skifte en køkkenbordplade.

FAQ