Læsernes bedste idéer: Støb selv beton

Beton er et stærkt og smukt materiale, og har du mod på at støbe selv, sætter kun fantasien grænser for mulighederne. Her er et par gode ideer fra vores læsere.

Støb beton køleskab Gør Det Selv

Køleskabet går 80 cm ned i jorden, hvor der er en temperatur på 6-8 grader. Det er velegnet til de store flasker, der fylder meget i et almindeligt køleskab. Der er bygget et flot, rundt låg af træ til at lukke køleskabet med.

1. Gratis køleskab under jorden

"Vi skulle bygge til og besluttede os for at udnytte kulden under jorden til at få et underjordisk køleskab. Vi har simpelthen støbt et betonrør med en diameter på 50 cm og en længde på 80 cm ned i fundamentet.

På bunden af røret er der en konstant temperatur på 6-8 grader, som er helt perfekt til at holde drikkevarer kolde. Det er en stor fordel, at store flasker som vin og sodavand kan holdes kolde her og ikke i køleskabet, hvor de fylder meget.

REDAKTIONEN ANBEFALER: Hvad er beton – og hvordan bruger man det?

Betonrøret er beklædt med mosaiksten på den indvendige side. Køleskabet holdes lukket med et isoleret låg af egetræ. D.M."

Støb beton køkkenbord Gør Det Selv

Når betonen er fordelt i støbeformen, skal den rystes godt sammen for at blive kompakt og stærk. Det kan gøres ved at slå på formen med en hammer. Hullet til vasken laves med et stykke polystyren, der er formet som vasken.

2. Ny beton bordplade med vask

"Jeg har netop frisket det ældre køkken i mit sommerhus op. Jeg bestemte mig for at støbe en ny køkkenbordsplade i beton. Det krævede en støbeform, som jeg byggede med en bund af vandfast krydsfiner og lister rundt i kanten. Hullet til vasken har jeg lavet ved at fastgøre et stykke polystyren i samme størrelse som vasken på krydsfinerpladen med dobbeltklæbende tape.

BYG SELV: Støb en beton bordplade til køkkenbordet

Bordpladen er ekstra sårbar for brud i de smalle stykker ved vasken, så her har jeg lagt et stykke armeringsjern i hver side.

Der er brugt finbeton til projektet. Det har tørret i formen i tre dage, hvor det er blevet vandet regelmæssigt, så det ikke tørrer op for hurtigt. Da betonpladen var monteret, gav jeg den stenolie, så den er mere modstandsdygtig og bedre tåler vand og snavs. J.M."

LÆS OGSÅ: 5 ting du ikke vidste om at støbe beton

3. Beton bordplade med hul til parasol

"Vi ønskede os et havebord, der kunne tåle at stå ude året rundt uden at blive grimt. Derfor har jeg nu støbt et i beton.

LÆS OGSÅ: Hvad kan microcement bruges til?

Bordpladen er støbt med et plasticrør i midten, så der kommer et hul i den færdige plade, som passer til vores parasol. Det tunge bord er en effektiv “parasolfod” på omkring 200 kg.

Der er støbt armeringsjern i bordpladen for at give den ekstra styrke. Bagefter er bordpladen slebet, så den er blød og fin, og efterbehandlet med olie for at gøre den smuds-afvisende. F.J."

Støb beton havebord Gør Det Selv

Et havebord i beton kan tåle at stå ude året rundt, men det er tungt. Midt i bordet er et hul, der passer til en parasol.

    Andre læser lige nu ...

    Mere fra kategorien Beton