marksten

Sten fra marken bruges mest som dekorative indslag i en jævn og mere praktisk flade af støbte sten. Foto: Lasse Hansen, Kristian Septimius Krogh, Lars Dalsgaard, Sten-design m.fl.

Egenskaber ved marksten og piksten

Marksten og piksten lægges, som naturen har skabt dem. Den uendelige variation i størrelse, farve og facon giver frit løb for kreative belægninger, både alene og i kombination med mere praktiske belægninger.

Typisk anvendelse af marksten og piksten

Piksten eller marksten kender mange af os fra gamle gårdspladser, og de har været brugt til al slags belægning siden stenalderen. I dag ses de mest på stier og små områder, hvor de supplerer mere jævne belægninger. De giver i haven en ujævn flade, som er lidt svær at gå på for de ældre og uegnet til borde og stole.

Etablering af marksten og piksten

Når du lægger piksten, foregår det sten for sten. Stenene vendes og drejes, så de passer sammen, vender en flad side opad og samtidig stikker så langt ned i jorden, at de ikke trædes løs. Det er et langsommeligt og med store sten ret hårdt arbejde, men også sjovt og kreativt.

Holdbarhed for marksten og piksten

Piksten holder evigt, det er fuger og underlag, der kan svigte. Derfor betaler det sig at bruge tid på at få dem lagt rigtigt. Sørg for, at underlaget er dybt og godt drænet.

Vedligeholdelse af marksten og piksten

Afhængig af om du ønsker vækst mellem stenene eller foretrækker en ren stenflade, kan du luge mellem stenene. Belægningen fejes jævnlig, hvis den ikke skal gro til. Algebegroning kan du vaske af, og fugerne bør jævnligt fyldes op.

GUIDE: Se hele den store guide til belægningssten